Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Ondskabsfuld meditation

Updated
urfaust

Urfaust læner sædet helt tilbage og hopper i frigear på en plade, der aldrig rigtig bliver andet end "ok".

Kunstner
Titel
Teufelsgeist
Trackliste
1. Offerschaal Der Astrologische Mengvormen
2. Bloedsacrament Voor De Geestenzieners
3. Van Alcoholische Verbittering Naar Religieuze Cult
4. De Filosofie Van Een Gedesillusioneerde
5. Het Godverlaten Leprosarium
Forfatter
Karakter
2

Urfaust er et af den slags bands, jeg kender, fordi nogle i min omgangskreds bare ikke vil holde kaje med dem. Så da ’Teufelsgeist’ blev udbudt, var jeg ikke sen til at slå til. Jeg har, trods alt, kun hørt gode ting om hollænderne, og umiddelbart var jeg heller ikke andet end tilfreds med deres yderst atmosfæriske udladninger. Håndværksmæssigt fejler den ikke noget, men jeg skulle ikke mange ture rundt i manegen, før jeg indså, at jeg har ladet mig forføre af positiv forudindtagethed og en mæthedsfornemmelse hvad almindelig metal angår.

El Diablo
For selvom de for længst har lagt black metallen bag sig og adopteret en mere tilbagelænet stil, der ellers går meget godt i spænd med undertegnedes nuværende smag, mangler der stadig fikspunkter i moradset. Den virker meget lidt gennemtænkt; blandt andet fordi rækkefølgen af numrene overhovedet ikke giver mening. Hvorfor starte med det eneste nummer på pladen, der rent faktisk giver os noget at lytte til? Deres atmosfæriske udladninger er bestemt ikke dårlige, og det er ikke en udpræget dårlig plade, men den mangler sjæl.

Ret skal være ret og de skal have ros for at lykkes med at fusionere stemningen fra Diablo II med Vangelis på første nummer, ’Offerschaal Der Astrologische Mengvormen’. Det plinger lystigt af sted med en højtidelig og uartikuleret vokal, der passer godt til de glitrende synthesizers, i kraft af sin organiske eksistens. Til gengæld havde den været mere ideel at slutte pladen af med, da den i al sin ophøjethed efterlader mig mæt og mindre modtagelig overfor de efterfølgende numre. ’Bloedsacrament Voor De Geestenzieners’ tøffer af sted i samme adstadige tempo og tilfredstiller min latente doomfili, og selvom der er skruet ned for 80’er-nostalgien, er der stadig smæk på de okkulte overtoner.

Kort langgaber
De øvrige tre numre, der er væsentligt kortere end de indledende to, er en kønsløs omgang sort ambience der passer sig bedre til et ondsindet mindfulness-retreat komplet med smerteligt skingre afbrydelser af den ellers rolige baggrundsstøj. De lange, dronede passager hypnotiserer, men det er svært at fordybe sig i stemningen, når ens tinnitus hyler om kap, med hvad end det er for en helvedesmaskine, der frembringer lydene. Heldigvis varer hele uherligheden kun 33 minutter, så det er ikke det helt store spild af tid, skulle du føle dig nysgerrig på, hvor lang tid en halv time kan være om at gå.

Vi anmeldte også deres seneste album,og jeg må sande, at efter min indledende begejstring for de fodslæbende soundtrackstemninger havde lagt sig, smager det hele også denne gang lidt for meget af opland til en endnu ikke udstykket forstad. Er du til gengæld cool med, at vi ikke rigtig kommer nogen vegne, så er dette modstykke til deres debut ’Geist Ist Teufel’, god at læse en bog til, for den distraherer ikke så meget, som den bare sker i baggrunden.