Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Hvad dyndet gemte

Updated
offermose

Vi starter året, med at se tilbage. Offermose er blevet ekskaveret, og befinder sig nu placeret i en særlig montre, som kronjuvelen i samlingen over ting, jeg ikke vidste, jeg var gået glip af.

Kunstner
Titel
Jordens Åbne Sår
Trackliste
1. Jordens Åbne Sår Del: 1
2. Jordens Åbne Sår Del: 2
3. Sjælens Ruin - ANGST Sessions Remix
4. Sjælens Ruin - IV Horsemen Remix
Forfatter
Karakter
5

Offermose har en unfair fordel overfor mange af sine kolleger. Jeg er nemlig særligt glad for alt, der bare smager en lille smule af synthesizer. Da jeg endelig fik sat mig ned og lyttet til ‘Jordens Åbne Sår’, smeltede mit vinterfrosne hjertes kvarts. Der er ingen tvivl om, at manden bag har øre for, hvad jeg vil kalde sci-fi nostalgi, med fuld smæk på de storslåede og strålende kompositioner.

'Jordens Åbne Sår Del: 1’ lod mig tro, at her dyrkedes den samme atmosfære, som jeg elskede hos Negură Bunget. Det gik hurtigt over. Efter en lang intro, der i stil med forgængeren fylder dine ører med kriblen, folder nummeret sig langsomt ud, stemningen driver ned af væggene, og siver over i del to, der på samme vis besidder en åbenlys og urovækkende charme. Men tag ikke fejl; det futuristiske islæt er dystopisk. Sammenført med den hæst hviskende fortællerstemme et sted i de glitrende c-stråler, føles det som et tidløst soundtrack til en mørk sci-fi film.

De efterfølgende to remixes af ‘Sjælens Tårn’ er lige så væmmelige og fantastiske, som originalen fra forrige års album af samme navn. Et gennemgående tema på EP’en, der knytter den til sin forgænger, er kærligheden til urovækkende baggrundsstøj. Den får heller ikke for lidt på ANGST Sessions Remix udgaven, der kører neonræs med Vangelis og Powerglove. IV Horsemen remix'et har taget skridtet videre fra synthwave over i trance, men bliver i karakter, med sit nik til Mark Snow, som de fleste kender som ham, der skrev temaet til ‘X-Files’:

Jeg skal ikke sidde her og lade som om, at min kærlighed til synthesizer-lir også betyder, jeg kan udtale mig om de forskellige former for udstyr. Jeg har heller ikke lyttet nok til dungeon synth-nichen endnu til, at med sikkerhed kunne udtale mig om, hvor meget der her brydes med dogmer eller respekteres traditioner. Men jeg ved med sikkerhed, at Offermose har drejet på de rigtige knapper.