En værdig afsked
Posthumt udgivne albums er ikke altid en god idé. Dette er undtagelsen.
2) Iarba Fiarelor 08:29
3) Obrăzar 06:58
4) Tinerețe Fără Bătrânețe 07:59
5) Toacă Din Cer 11:39
Da Negru, stifteren af Negură Bunget, forlod denne jord for hen ved fem år siden, døde det sidste oprindelige medlem af den rumænske gruppe. Det ville have været nærliggende for resten af bandet at gå hver til sit, når nu det musikalske fikspunkt ikke længere var. Det gjorde de strengt taget også, men ikke før de afviklede det projekt, der var undervejs: Afslutningen på den transsylvanske trilogi. ‘Tău’ fra 2015 og ‘Zi’ fra 2016 står ikke længere som ufuldstændige monumenter over et lige så ufuldstændigt koncept, for ‘Zău’ er en strålende krone på værket, og er, i mine øjne, noget så sjældent som en værdig afsked.
Alle, der nogensinde har gået op i computerspil, kan blive enige om én ting: Det faktum at hele spillet kan blive tabt på gulvet, hvis ikke lydsiden er en af de tre vigtigste ting i skabelsesprocessen. Men hvorfor i alverden taler jeg nu om computerspil? Fordi ‘Zău’ er proppet til randen med fantasifulde og fantastiske melodier, der oser af lange dage i fortryllede skove, og dualiteten i deres black metal, kontra de elskværdige toner, der blidt tager dig ved hånden, og leder dig ind i de skyggefulde lunde, er perfekt.
Mindehøjtidelighed
Åbningsnummeret ‘Brad’ er decideret smuk, på en rendyrket cinematografisk facon. Den kvindelige vokal er klædt i skumring og effekter, og hendes tilstedeværelse minder om en knapt så aggressivt positiv Anneke van Giersbergen fra Devin Townsends ‘Retinal Circus’. De langtrukne, svævende toner smyger sig gennem det musikalske landskab, som den tåge, der refereres til i bandnavnet, keyboardet spiller i halvt tempo og det musisk-kulturelle særpræg, der er et gennemgående tema på pladen, er med til at give dem en fordel over sine atmosfæriske kollegaer.
Den spirituelle modsætning til deres black metal, kunne lige så godt opleves hos en autodidakt healer, men for en hærdet gamer som mig, er det ikke krystaller og hjemmefarvet hår, der dukker op for mit indre blik; det er fantasifulde og fredelige landskaber, hvor sjælefred regerer. Den følelse kan nemt overføres til ‘Iarba Fiarelor’, der føles som soundtracket til et udholdeligt efterliv, når de da ikke bryder illusionen om ro, med et nik eller to til Type O Negative. Den doom, der har fundet plads på pladen, står ekstra skarpt, fordi vi går fra blomstereng til kold krypt — og flettet ind i mørket er stadig de svævende og formløse toner fra det sted, sjælen finder hvile. Nok er de gået lidt over gevind med fuglekvidderet, for det er enormt svært at abstrahere fra R2D2, der synger et sted i træerne — men det er jeg villig til at se gennem fingre med, for resten af pladen er noget nær perfekt.
Et sidste farvel
Lyden er mudret — og her mener jeg ikke bevidst mudret ved at optage gennem et headset til en Xbox 360, men black metallen oser af tung muld og sunkne øjne, og det fryder min fantasy-sjæl at kunne opleve både lyset og mørket i den velkomponerede ‘Obrăzar'. Nogen læner sig stadig op ad orgelknappen på keyboardet, men har man nogensinde hørt noget indenfor denne genre, er det ikke hverken uventet eller unaturligt. Det melodiske er nærmest en eftertanke i de udflydende toner, men er stadig både håndgribeligt og interessant.
Jeg er stor fan af Negură Bungets gavmilde delen ud af sine kulturelle rødder. Vi har efterhånden hørt nok drejelire og nøgleharpe i forbindelse med black til, at vi kan forsyne Moesgaard en hel sæson, så ‘Tinerețe fără bătrânețe’ er en dejlig afveksling med bucinum, semantron, og hvad vi ellers har af instrumenter, jeg ikke anede eksisterede. Instrumenter, der er med til at give musikken en fremmedartet og næsten overjordisk klang.
Sidsten, ‘Toacă din cer’, føles som en eulogi, og har fundet en mellemvej mellem bare tæer i blødt græs og afgrundsdyb elendighed. Af åbenlyse årsager forstår jeg ikke hvad han synger om, men det er også næsten ligemeget efterhånden. Et godt soundtrack er kanvasset til den frie fantasi og den atmosfæriske black metal, der får lov til at ryste stjernerne ud af det filtrede hår, er en solid afslutning på et album, der i den grad bærer ansvaret for, at jeg har genoptaget min ensidige romance med et alment kendt MMORPG. Jeg har alle dage været billigt til salg for, i ordets smalleste forstand, folkemusik. Og det her vilde, utæmmede og fremmedartede ophav er en smuk sløjfe på en gave, jeg ikke vidste jeg ønskede mig.