RF '19: Guf for det åbentsindede metalhoved

Selvom det er småt med metal i dagens bandpakke fra Roskilde Festival, er der stadig guf for det åbentsindede metalhoved. Bring Me the Horizon bliver hovednavn, og kogerne i Cypress Hill lukker Arena.

Nyt år, nye bands. Roskilde Festival offentliggør i dag 28 bands til årets plakat, der i forvejen tæller hårdtslående navne som Testament, Converge, Power Trip og det knusende samarbejde mellem Full of Hell og The Body.

Og selvom det er småt med metal og hård rock i dagens annonceringer, så er der med rygerrap, synthwave, metalcore-turned-pop og et skvæt hardcore og doom stadig noget at rykke i for det metalhoved, der er nysgerrigt og åbensindet.

Læs om dagens annonceringer nedenfor.

Bring Me the Horizon:
For tre år siden spillede Bring Me the Horizon en noget kikset koncert på Arena. Dengang var det i forbindelse med udgivelsen af ‘That’s the Spirit’, briternes femte fuldlængdeudgivelse, der for alvor kanonerede bandet væk fra den kaotiske metalcore, der prægede tidligere udgivelser. Et album, der bestod af velklingende og velkomponeret nu-metal med flere referencer til bands som Linkin Park. Nu vender kvintetten tilbage til Roskilde Festival, og denne gang er det altså Orange Scene, der får lov til at smage på et af nutidens mest fremadstormende bands.

Bring Me the Horizon har netop udgivet ‘Amo’, og det er ikke et album, der går på kompromis. Briternes udvikling og søgen mod kombinationen af moderne pop og rock understreger kun mangfoldigheden og det endelige farvel til metallen. Men mon ikke Orange stadig bliver udsat for et enkelt ældre nummer eller to? Om ikke andet turnerer Bring Me the Horizon på nuværende tidspunkt stadig med flere numre fra ‘Sempiternal’, hvorved det kun kan blive underholdende at opleve ‘Nihilist Blues’ side om side med ‘Antivist’.



Læs alt om bandet her.
Læs vores seneste pladeanmeldelse her.
Læs vores seneste koncertanmeldelse her.

Cypress Hill:
Det er ikke mere end to år siden, vi så battleveste på stribe skråle med på 'Dr. Greenthumb' og 'Insane in the Brain' på Refshaleøen, da B-Real i ledtog med Prophets of Rage hyldede Cypress Hills bagkatalog.

Et glimrende bevis på, at hip hop-legendernes hårde samples, legesyge rim og vedvarende forsvar af den grønne urt ikke har mistet relevansen, heller ikke blandt det sortklædte klientel. Ikke mindst i lyset af, at sidste års fortræffelige 'Elephants on Acid' demonstrerer, at den nasale B-Real og hans vrede sidekick Sen Dog har genfundet både drivet og lingoet fra storhedstiden. En kortvarig flirt som rock-superstars på den to-delte 'Skull & Bones' efterlades givetvis ikke megen plads på sætlisten, men hvad gør det, når man har rigeligt med andre nye og gamle hits i bongen? Cypress Hill er under alle omstændigheder et sjældent syn på de danske breddegrader, så hvis hårdtslående gangsterrap gør dig høj, ved du udmærket godt, hvor du bør lave dine moves lørdag nat.

">  

Heave Blood & Die:
På trods af basen i Tromsø nord for Polarcirklen er norske Heave Blood & Die meget langt fra den mesterrække af black metal-bands, som Norge er den primære eksponent for. I stedet står det purunge orkester for en gyngende, larmende og særdeles tung variant af stonerrocken, hvor inspirationskilder som Sleep, Red Fang og i særdeleshed Neurosis står tydeligt frem. Den melodiske og drønende stonerdoom bliver glimrende suppleret med vokaler, der, snart skrigende, snart growlende og snart brutalt skrålende, giver bandets groovy melodier et passende modspil. Det skaber en fin balance mellem det brutale udtryk og det melodiøse, der bærer bandets kompositioner.

Heave Blood & Die blev dannet i 2014, men har på fire år allerede udgivet to plader, hvoraf ’Vol. II’, der har mindre end et år på bagen, viser et band, der slet ikke er færdig med at eksperimentere og udvikle deres lyd. Bandmedlemmerne er kun lige kommet ud af teenage-årene og har potentialet til at nå langt. Live bliver det en oplevelse af fem energiske nordmænd, der brager ud over scenekanten med et post-hardcore/doom-mix tilsat keyboard-harmonier, der visse steder leder tankerne i retning af landsmændene fra Kaizers Orchestra.



The Armed:
Musikalsk beskrives The Armed bedst som eksperimenterende hardcore. Reelt er der tale om en studie i rablende galskab, ikke mindst når en endnu ukendt mængde af bandets løst tilknyttede medlemmer går på scenen i Roskilde. På de mest lettilgængelige numre minder The Armed om bands som The Dillinger Escape Plan og Converge, mens de til andre tider ligger i et kaotisk spændingsfelt mellem Melvins, Nails, Mindless Self Indulgence og klimakset i et masseslagsmål. Bandet har gennem de seneste ti år udgivet en håndfuld ep’er og tre album, hvoraf det seneste, ’Only Love’ fra 2018, er et fint mix af post-punket melodi, elektrorytmer, hardcorepunk og blandet galskab.

Converge-guitarist Kurt Ballou producerer alt bandets materiale, og samme orkesters trommeslager Ben Koller har indspillet trommerne på sidste års plade fra The Armed, der ellers er et løst sammenknyttet kollektiv af musikere, som gør et stort nummer ud af at holde deres identiteter hemmelige, mens de bilder medierne en god samling røverhistorier ind, om hvem der er med i bandet. Således blev Ben Koller ”snydt” til at indspille trommer for dem, da han havde fået at vide, at Metallicas Robert Trujillo også var med i pladeprojektet.

Live bliver The Armed en kaotisk oplevelse af 8-10 mennesker, der vælter rundt på scenen i en syndflod af lyd, larm og melodi. Det bliver formentlig noget af en oplevelse.



Carpenter Brut:
Det kan diskuteres, om Carpenter Bruts synthwave-univers vitterligt er noget, der vedrører dette medie. Men i lyset af, at bandet har spillet på de fleste større metal-festivaler i Europa de seneste år, slår vi gerne et slag for enmandshæren Franck Hueso. Hertil var flere fra redaktionen at finde, da Carpenter Brut gæstede Pumpehuset for et lille års tid siden, og det lod det også til, at flere af vores læsere var. 

Hueso arbejder med et utal af udtryk, der er stjålet fra diverse guitar-drevne genrer. Ikke mindst 80’er hard- og sleaze-rock, hvilket både kommer til udtryk i diverse visuals samt Huesos medbragte band, der både tæller trommeslager og guitarist. Er du ikke solgt endnu? Så kan det måske lokke, at store dele af Carpenter Bruts univers ikke overraskende finder inspiration i John Carpenters film og soundtracks. Specielt de horror- og sci-fi-relaterede. Og så nævner vi kun kort, at Ghost pegede på Hueso til at remixe ‘Dance Macabre’.

Carpenter Brut får forhåbentlig mulighed for at spille i de sene og mørke timer, så vi både kan få fornøjelse af det flotte sceneshow og den fest, vi oplevede, da franskmanden spillede i Pumpehuset. 



Black Midi:
Når alt så nemt drukner i selvpromovering, albumteasers, hjemmelavede videoer og boosts her og der og allevegne, bliver det i sig selv en lille sensation, når et band vælger helt at undgå den trædemølle. Black Midi er simpelthen blevet hypede på ikke at forsøge at skabe nogen hype om sig selv, ikke lægge musik online, ikke fortælle hvem de er, ikke gøre andet end at spille musik. Og når det er lykkedes, er det selvfølgelig, fordi de musikalsk har en del at byde på: Kvartettens post-punk krydser frem og tilbage over 80'ernes Atlanterhav med referencer til Mission of Burma, Saccharine Trust, Gang of Four og Wire. Det her er i høj grad for det bebrillede, cardiganbærende segment, men Black Midi har nok smadder i deres musik til at tilfredsstille det metalhoved, der er kørt død i moderne hiphop og crossoverpop ude på resten af festivalpladsen.