Copenhell '17: Nostalgisk vrede uden pondus
Populær
Der blev knyttet næver og råbt protester og paroler, da Prophets of Rage indtog Helviti-scenen tidligt torsdag aften. Men revolutionen udeblev.
Testify
Take the Power Back
Guerilla Radio
Unfuck the World
Bombtrack
Fight the Power (Public Enemy-cover)
Medley: Dr. Greenthumb / Can't Truss It / Insane In the Brain / Bring the Noise / Jump Around
Sleep Now in the Fire
Like a Stone (instrumental) (Audioslave-cover)
Know Your Enemy
Bullet In the Head
How I Could Just Kill a Man (Cypress Hill-cover)
Bulls on Parade
Killing In the Name
Da atleterne Tommie Smith og John Carlos vandt henholdsvis guld og bronze til De Olympiske Lege i Mexico City i 1968, stillede de sig op på vinderpodiet for at modtage deres medaljer. Mens den amerikanske nationalsang spillede, hævede de hver især en arm og kiggede stålsat ned i jorden, mens de knyttede næverne, der var iklædt sorte læderhandsker.
Det var et historisk moment, for som sorte amerikanere var det en protesterklæring mod den nation, de repræsenterede, og billederne gik hurtigt verden rundt. Den knyttede næve blev kendt som en hyldest til Black Power-bevægelsen og set som en støtteerklæring til de sorte amerikaneres kamp for rettigheder i hjemlandet.
På Copenhell i 2017 blev knytnæven revitaliseret. Her hos hovednavnet Prophets of Rage, supergruppen, der viderefører arven fra Rage Against the Machine. Med guitarist Tom Morello, bassist Tim Commerford og trommeslager Brad Wilk er rytmegruppen fra RATM og den senere supergruppe Audioslave intakt, mens erstatningen for den tidligere forsanger Zack de la Rocha udgøres af rapperne Chuck D (Public Enemy) og B-Real (Cypress Hill) ved siden af DJ Lord (også fra Public Enemy).
Med materialet fra Rage Against the Machines sammenlagt fire plader er det svært at gå helt galt. Og det gjorde det heller ikke på Helviti-scenen, hvor funkmetallen og rap-rocken blev taget varmt imod af en imødekommende crowd, der tydeligvis havde set frem til koncerten.
Men helt stort blev det heller ikke.
Tabt momentum
Med en varslingssirene blev koncerten indledt med DJ Lord, der hævede knytnæven, inden bandet gik på og satte gang i nummeret ’Prophets of Rage’ – et nummer, der egentlig udkom på Public Enemys skelsættende og ligeledes revolutionært sindede hiphop-plade ’It Takes a Nation of Millions to Hold Us Back’ fra 1988, men som supergruppen sidste år genudgav på en ep i en opdateret udgave.
Den revolutionære iver blev taget godt imod, og med ’Testify’, ’Take the Power Back’ og ’Guerilla Radio’ kom koncerten mere end godt fra start. ”All hell can’t stop us now” lyder det afsluttende protestråb i sidstnævnte nummer, og selvom det ikke var så entydig en magtdemonstration, så viste Prophets of Rage kortvarigt, at de ikke blot er et irrelevant coverband.
Desværre tabte de garvede gutter momentum, da de slog over i Public Enemys klassiker ’Fight the Power’, der tydeligvis ikke var lige så kendt og anerkendt hos Copenhell-publikummet, som hvis man havde spillet den til et rowdy block party i downtown New York City.
Med et medley bestående af blandt andet Cypress Hills hasherhymne ’Dr. Greenthumb’, ’Insane in the Brain’ og Public Enemys ’Bring the Noise’ (som de senere så famøst indspillede igen med Anthrax) tabte Prophets of Rage en stor del af publikum på gulvet. Og da B-Real følte behov for at opildne crowden til at gå ned på hug, før DJ Lord afspillede House of Pains ’Jump Around’, var vi tæt på en Slipknot-koncert og alligevel så langt fra Copenhells normale repertoire.
Revolutionen udeblev
Der blev dog rettet op på det med ’Sleep Now in the Fire’ og ’Know Your Enemy’, ligesom en instrumentalversion af Audioslaves ’Like a Stone’ gav publikum mulighed for på Tom Morellos opfordring at mindes og synge ordene til netop afdøde Chris Cornell. Det var en fin hyldest, og det var berettiget grundet sin akutte aktualitet.
Med smaskerne ’Bulls on Parade’ og den evindelige protestsang ’Killing in the Name’ forvandledes pladsen foran Copenhells Helviti-scene sig til én stor, frådende støvsky, men her fortabte aktualiteten sig også.
For trods Morellos ”FUCK TRUMP”-mærkat på bagsiden af guitaren, som han fik flashet ved flere lejligheder, og trods nok så mange opfordringer til at tage magten tilbage, så var det svært at komme udenom det lag af nostalgi og genkendelighed, der præger Rage Against the Machines musik i dag.
Selvom protesterne og parolerne stadig er relevante i en tid med Trump, klimakrise, flygtningestrømme og terrorangreb, så udeblev revolutionen hos Prophets of Rage, hvor vreden blev til festlig nostalgi, og hvor musikken fremstod mere som et levn fra gårsdagens oprør frem for en bidende, højaktuel nødvendighed.
Måske det ændrer sig, når Prophets of Rage udgiver en plade den 15. september, som B-Real erklærede under det nye nummer ’Unfuck the World’. Vi får se.