Behageligt skråsikkert
Populær
Clutch havde et feststemt julefrokostpublikum i deres hule hånd, da de fredag aften leverede rutineret rock og rul for familien Danmark.
Firebirds!
Decapitation Blues
Earth Rocker
The Mob Goes Wild
A Quick Death in Texas
The Regulator
The Dragonfly
Sucker for the Witch
Behold the Colossus
Your Love Is Incarceration
Our Lady of Electric Light
Noble Savage
The Face
Son of Virginia
------------------
Gravel Road
The Wolf Man Kindly Requests...
Man vil så gerne omfavne Clutch, den velspillende rockkvartet fra Maryland i USA, der næste år kan fejre sølvbryllup som band, og som lige siden de første udgivelser i begyndelsen af 90’erne har formået at gøre tingene på mest deres egen måde. Clutch holder ud på egne præmisser, og det i sig selv indgyder en vis form for beundring. Det er de samme fire gutter, der står på scenen i dag, som det var i begyndelsen af karrieren, og denne standhaftighed kan man ikke andet end se en smule op til. Der er noget karakterfast over Clutch, som man gerne vil være med til at hylde, bifalde og støtte.
Så gør det, i hvert fald på papiret, mindre, at de måske ikke laver den mest spændende rockmusik i verden. Er det catchy og medrivende? Uden tvivl. Hæsblæsende festligt? Bestemt. Nærmest tvingende velspillet på grænsen til det delikate? Tjoh. Men det er også urimeligt repeterende og alt for... hm... tør vi sige det...? overfladisk. Så til trods for at der fredag aften i Vegas større sal var både medrivende melodier og en folkefest af format på programmet, formåede Clutch heller ikke denne gang at vise de muskler, bandets bastante næve af en diskografi kræver for at overbevise i hvert fald denne skribent.
Musikere med stort M
Det er ellers ikke, fordi de ikke har styr på skidtet, de fire østkystrockere. Jean-Paul Gaster er en eminent trommeslager, og selvom han denne aften ikke sad helt så stramt i skabet, som han sidste år gjorde på Copenhell, var han i sig selv en fornøjelse at opleve. Det samme kan siges om Tim Sults alternative guitarspil og ikke mindst om hans alternative tilgang til det at spille live, der til dels kan minde om det at overvære en søvnig samlebåndsarbejder, omtrent så blottet for indlevelse og pukkelrygsforoverbøjet – eyes on strings only! - går bandets Quasimodo-guitarist til stålet! Også Dan Maines må nævnes, hvis svævende basspil giver den ellers kontante musik en let, nærmest dansevenlig lethed. Og så er der Neil Fallon, bandets karismatiske frontmand, der for mange er blevet synonym med Clutch. Som en form for blueset udgave af Zack de la Rocha besidder han en særlig evne til at indfange publikum i sin hule hånd, holde dem der og så ellers styre dem festligt rundt, som det passer ham. Hans vokal er fuldstændig fri for mundvæde, og denne tørre, prædikenlignende brug af vokalen går rent ind hos publikum.
Feststemt aften
Det meste denne aften gik da også rent ind hos det festglade publikum, der syntes at benytte decembermånedens første weekend til at kombinere julefrokosten med rockkoncert. Folk var i det taget meget ivrige efter at drikke mange øl, og de havde tydeligvis brug for også at kombinere deres higen efter øldrikkeriet med rockmusik a la Clutch. Begejstringen kunne man ikke tage fejl af, da Clutch præcis kl. 22.00 kickstartede deres koncert med de to nye numre ’X-Ray Visions’ og ’Firebirds’, begge hentet fra bandets 11. studiealbum, ’Psychic Warfare’. Publikum var noget nær ekstatiske fra start af. Da Clutch efterfølgende fulgte efter med den ligeledes nye ’Decapitation Blues’, blev det samtidig understreget, hvor fokus for aftenens koncert ville være. Ni ud af koncertens 17 sange var hentet fra bandets seneste studiealbum.
Et frisk pust
Der var dog også ældre materiale på programmet. ’The Regulator’, der er som et miks af Black Label Society parret med Volbeat gone ballad, virkede egentlig som et frisk, mindre tempofyldt pust, da den dukkede op halvvejs inde i sætlisten. Det kan måske lyde en kende bizart, at en konstellation som denne kan virke kvikkende på en, men i et sæt, der på en gang beundringsværdigt og noget langtrukkent ellers mest koncentrerede sig om at holde bluesrockpedalen helt i bund, virkede ’The Regulator’ netop sådan. Det klæder i øvrigt samtidig Neil Fallon at have en guitarrem om skulderen, som han i løbet af aftenen havde on and off, blandt andet under dette nummer. En semiældre sang førte videre til en endnu ældre, og ’The Dragonfly’ fra pladen ’The Elephant Rides’ (1998) efterfølgende fik skudt en egentlig ret solid omgang Primus-rytmik ind i skroget på aftenen. Den står tilbage som aftenens måske bedste nummer.
Herefter begyndte Clutchs skrog at rustne. Ikke musikalsk selvfølgelig, thi Clutch kan som nævnt spille røven ud af bukserne på de fleste ligesindede rockbands, selv hvis de spillede med lukkede øjne. Så til trods for at den nye sang ’Sucker for the Witch’ selvfølgelig både er æggende og fræk, synes den samtidig at være så skråsikker, at den på sin vis nærmest bliver overflødig. Måske lige med undtagelse af sangens afsluttende korte solo fra Tim Sult, forstås. Man har det, som om man har hørt skidtet før – og sådan synes der efterhånden at være så meget i Clutch county. På halvgenerisk vis holder de fat i det, de kender til sokkeholderne, hvilket karakteriserer deres koncerter på den måde, at der skrives ”rutineret” all over. Og selv om man da lige skal love for, at Clutch i liveregi kommer langt, alene på deres mange års drønrutinerede rocktjeneste, så kommer de ikke helt i mål. Dertil så man gerne, at de udfordrede lytteren en smule mere.