Vred pop
Populær
At folk synger med er ikke nødvendigvis et kvalitetsstempel. S-P-I-R-I-Ti nu stille.
Der er virkelig blevet snakket højt og længe om Bring Me the Horizons nyeste album og udvikling fra og med 'Sempiternal'. Banen kridtes op mellem to modpoler: Enten elsker du det, eller også hader du det, og det handler enten om at være ligeglad med hatere eller skuffet over, at de har droppet bagkataloget. Men man kan også godt befinde sig et sted midt i mellem, i et limbo af at være ligeglad og unde folk deres fascination og frustrationer, uden vitterligt at ønske at bruge mere tid eller energi på bandet end denne anmeldelse.
Der må findes en algoritme for, hvordan alt ender med at blive til ‘alternative rock’ hvis musikken er kedelig nok i forvejen, og bandet bliver ved længe nok. Der er vel flere penge i det, gætter jeg? Men jeg tror, min svage aversion mod bandet opstår, i at de hjertens gerne må lave mere poppet musik, men at der altså er andre bands, der laver det bedre. Ligesom jeg synes, at der er andre, der laver bedre metalcore.
Så mit udgangspunkt for at nyde en koncert med bandet var ikke positivt. Når jeg så ser en kikset in-flight safety video, der opfordrer folk til at tage deres stoffer inden koncertstart, ruller mine øjne så hurtigt tilbage i hovedet. Det er altid godt ikke at tage prædikantrollen på, men var Oli Sykes’ ketaminmisbrug ikke en kedelig ting for ham og hans nærmeste? Jeg har dog ikke sat mig synderligt ind i det, men gætter måske bare igen. Og det siger meget om bandet, at man ikke rigtig orker at sætte sig ind i det.
Hoppen og skrigen
Der blev leflet for den nyankomne fan fra start. Fra og med ‘Happy Song’ kan også du være metal for en dag og deltage i en wall of death fra start, mens et heppekor chanter "S-P-I-R-I-T". Teksterne, der uanset kvalitet er vældig oplagte at vræle med på, blev regelmæssigt vist på skærmen, så man kunne synge med på det meste. Som stadig næsten kun var materiale fra de nyeste to album. Ellers var det bare om at følge Sykes anvisninger om at åbne pitten, hoppe og række den midterste finger i vejret. Og publikum lod til at hygge sig. Fred være med det. Arena var også ret godt fyldt op, dog med god plads, hvor jeg stod ved teltets ydre del, når folk ikke rykkede ud for at give plads til walls of deaths og moshing.
Men på mange måder mindede koncerten mig om dengang, jeg var inde i Falconer Salen for at anmelde 30 Seconds To Mars. Som i "Hvad er det her for noget?". I nærværende tilfælde var jeg dog fuldstændig klar over det poppede twist, bandet havde taget, da snakken som nævnt har været svær at undgå. Derfra hvor jeg stod, var der højst tre metal-t-shirts at se, og jeg var lidt overrasket over, hvor få der egentlig lignede mig, der nemt kunne gå for en die hard metalcore-fan. Måske de var inde i pitten, mens de, der var faldet for de nye skæringer, var repræsenteret i periferien. Jeg tror også det kommer til at ligne det, hvis jeg nogensinde får set Linkin Park, som jeg faktisk er begyndt at grue for, for endnu en koncert med et metalband, der er gået over til alternativ poprock, er ikke det, jeg ønsker mig mest. Det er der andre, der gør, og det skal de igen hygge sig med. Jeg har bare ingen fidus til platte tekster og sukkersøde omkvæd, og det kan jeg ikke abstrahere fra, hvorfor denne anmeldelse ikke kan tage rent udgangspunkt i respons fra publikum og det faktum, at udstyret vist opførte sig rigtigt.
Alligevel har jeg en fornemmelse af, at koncerten i Vega har kunnet blæse flere skeptikere omkuld, hvor Roskilde Festival om eftermiddagen måske ikke er der, hvor der trækkes flest til fanskaren. I en kombination af dagslys og svært utilfredsstillende visuals fik jeg en følelse af rutine, men ikke excellence. Sykes siger sig have lagt skrigeriet på hylden til fordel for sangen, men trods påstået træning haltede vokalen til tider, og den formåede ikke meget i sætlistens ene afstikker til bagkataloget, ‘Chelsea Smile’.
Jeg skal dog sige, at den snert af Deftones, der er over en del af numrene, er interessant og giver mig et indtryk af, hvad andre definerer som "eksperimenterende" på de nye album. Det bryder lidt med mesterfortællingen om vrede unge mænd, der laver vred musik, bliver ældre og laver følelsesladet semi-vred alt-rock til et mere mainstream publikum. Men nu kan selv det utrænede øre høre, hvor plat man kan være bag den hårde facade.