Højt at flyve, dybt at falde

Populær
Højt at flyve, dybt at falde

Bring Me the Horizon havde medbragt det helt store show til søndagens koncert i Falconer Salen. Desværre fungerede hverken lyden, Oliver Sykes' vokal eller diverse visuals. I stedet reddede publikum aftenen.

Titel
+ While She Sleeps + Basement
Spillested
Dato
20-11-2016
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
2

I september 2015 udgav britiske Bring Me the Horizon ’That’s the Spirit’. En plade, der varslede et radikalt skifte fra tidligere bedrifter og rettede kurs mod langt støre scener, end kvintetten tidligere havde besejret. I første omgang Vega, få måneder efter udgivelsen, sidenhen Arena på Roskilde Festival og nu Falconer Salen på Frederiksberg. Vanen tro havde briterne taget nogle af deres landsmænd med i form af While She Sleeps og Basement.

Grungrock-energi og elendig lyd
I starten af 2016 udgav Basement deres tredje studiealbum. Det medførte blandt andet en udmærket og udsolgt koncert på Beta. Denne aften fik bandet ikke mulighed for at vise specielt meget. Den elendige akustik i Falconer Salen åd al intensitet. Kun forsanger Andrew Fisher gik tydeligt igennem. Resten af bandet druknede i en hul og tam lyd.

Kvintetten kunne måske være blevet reddet af publikum, men det skete heller ikke. Der var ingen tvivl om, hvem de fremmødte kom for at opleve, og det var ikke dén britiske kvintet. En ærgerlig start, især fordi Basement har skrevet nogle ganske fine numre. Både ’Brother’s Keeper’, ’Promise Everything’ og ’Covet’ har det sprælske, punkede og rockede, der definerede start-90’erne og skabte de helt store stjerner. Denne aften var det bare ikke til at høre.

Aftenens oplevelse
While She Sleeps er typisk garant for en god koncertoplevelse. Denne aften ingen undtagelse. Lydmæssigt var det stadig forfærdeligt, men energiniveauet blev løftet drastisk fra første sekund, hvor det engelske metalcoreband stod på scenen.

”I want you to open the fucking floor”, blev det kommanderet, mens ’Brainwashed’ startede en lille halv times intensiv lektion i liveoptræden. Forsanger Lawrence Taylor brølede lungerne ud i vanlig stil, mens han farede rundt på scenen og nede i fotopitten. Resten af bandet fulgte trop med afsmittende effekt. På kort tid fik vi aftenens første circle pit og uanede mængder crowdsurfing.

Aftenens sætliste bød på en enkelt overraskelse i form af ’Civil Isolation’ fra bandets kommende album ’You Are We’, der udkommer i 2017. Nummeret passede fint ind sammen med mosh-bangers som ’Seven Hills’ og ’Four Walls’.

Endnu engang leverede While She Sleeps et energisk show. Syv numre måtte vi nøjes med, men man ville egentlig godt have haft mere. Det får vi forhåbentlig snart. Bandet varslede endnu et besøg i Danmark inden længe. Det er et band, der skal opleves.

Amputeret stadionrock
Et års tid er gået, siden Bring Me the Horizon besøgte Vega og gav en sprudlende koncert. Siden da har bandet vendt op og ned på deres sceneshow. Specielt den visuelle side er blevet opdateret og forberedt til de større scener. Og hvilket visuelt festfyrværkeri. Fra første nummer, ’Happy Song’, blev publikum lyst op af den kæmpe skærm, der udgjorde bagtæppet. Den del af publikum, der ikke kunne huske teksten, blev hjulpet pænt på vej, mens damp og konfetti blev skudt af sted. Effektivt og imponerende.

Som koncerten sneg sig af sted, blev det visuelle setup dog mere og mere enerverende. Hult som lyden i salen. Ligegyldige billeder bombarderede den halvfyldte sal, oftest uden forbindelse til numrene. Når der endelig var en sammenhæng, var det langt fra imponerende. Sne og laviner på ’Avalanche’ og Big Brothers overvågende øje på ’Antivist’. Ikke ligefrem opfindsomt. Hvis man ruller det store arsenal ud, skal det også eksekveres og gøres til fulde. Det blev det ikke. I stedet fik man indtryk af en discountproduktion, der langt fra var bandets kompositioner værdige.

De fleste af aftenens numre havde fået en lille intro. En EDM-indledning, der oftest sluttede brat, da nummeret tog over. ’Can You Feel My Heart’ fik en smuk intro, der ville have været perfekt, havde man søgt at inkorporere introen med nummerets letgenkendelig start. Det skete ikke. Som den visuelle del virkede det fragmenteret og langt fra gennemtænkt. I stedet for at give aftenens numre en forlænget værdi eller overraskende start, faldt det tungt til jorden i de bratte overgange.

Og så er der hele balladen om Oliver Sykes. Fødselaren, der har været igennem så meget. Efter hans opgør med stofferne forsvandt trangen til at skrige. Fred være med det. Desværre kan den gode Sykes stadig ikke synge live. Meget kan reddes i et studie. Ligeledes når man er på tour, men søndag aften var det tydeligt, hvor lidt Sykes egentlig bidrager med på scenen. Hvert eneste snydetrick i bogen blev udnyttet. Jordan Fish gjorde et stort stykke arbejde som backing-vokalist, mens publikum fik lov til at synge størstedelen af numrenes høje toner.

At bandet så heller ikke havde tillid til publikum, men benyttede enhver lejlighed til at tilføje kor-samples, var nærmest en fornærmelse. For de danske fans ville gerne synge med, og de var uden tvivl aftenens bedste oplevelse. Den næste generation, der både var med på den smukke ’Follow You’ og den brutale ’Shadow Moses’.

Bring Me the Horizon sigter mod stjernerne. Men der er lang vej endnu. Aftenens visuelle side og ekstra lydtiltag var ikke gennemtænkt. Koncerten led under et uharmonisk flow. Bedst symboliseret i at Sykes måtte stoppe publikums fødselsdagssang for at følge det planlagte sceneshow. Det er spæde barneskridt, og mon ikke kvintetten har bedre styr på den del, næste gang de besøger Danmark. Så kan man kun håbe på, at Sykes samtidig har investeret i nogle sanglektioner.

Overordnet set var søndag aften en trist oplevelse. Alle bands led hårdt under de elendige lydvilkår. Basement fik aldrig vist, hvad de kunne. Det gjorde While She Sleeps, mens aftenens hovednavn blev båret frem af et utroligt overbærende publikum.