Falconer træder vande
Populær
’Black Moon Rising’ er svenske Falconers ottende album siden starten i 2001. Det er i sig selv en bedrift. Endnu mere er det en bedrift, at dette middelmådige band har kunnet overbevise selskabet Metal Blade om at udgive endnu et Falconer-album.
2. Halls and Chambers 4:50
3. Black Moon Rising 5:09
4. Scoundrel and the Squire 2:54
5. Wasteland 5:10
6. In Ruins 5:23
7. At the Jesters Ball 4:19
8. There´s a Crow on the Barrow 3:53
9. Dawning of a Sombre Age 3:38
10. Age of Runes 5:31
11. The Priory 3:58
Falconer spiller en blanding af europæisk power metal med lidt speed-tendenser og folk metal. Bandet har som sagt udgivet syv albums – alle på Metal Blade Records.
Det nye udspil ’Black Moon Rising’ adskiller sig ikke bemærkelsesværdigt meget fra forgængerne. Der er stadig tale om letvægts-power metal spillet på højt niveau uden nogen særlige individuelle særpræg.
Vokalen i bandet varetages af keyboardspiller og medstifter Mathias Blad. I modsætning til musikken, der lyder som hundredvis af andre europæiske power metal-bands, så må det påpeges, at Mathias Blad skiller sig ud. Det er desværre ikke i positiv retning. Han er snarere med til at trække helhedsindtrykket af ’Black Moon Rising’ ned. Blad lyder simpelthen, som om han reciterer direkte fra de nedskrevne tekster uden at have forberedt sig synderligt meget i forvejen.
Falconer minder i sine bedre øjeblikke en smule om danske Wuthering Heights. Men det er en sammenligning, der bestemt falder ud til Wuthering Heights' fordel.
Falconer er teknisk set ikke et dårligt spillende band. Sange som ’At the Jesters Ball’, ’Age of Runes’ og ’The Priory’ er veludførte. Sidstnævnte indarbejder fint lidt folk i stil med Gary Moore i ”Over the Hills and Far Away’. Men det trækker i begge tilfælde ned, at vokalen er uskarp, og at formålet med sangene er uklart.
Falconer har nok deres fans, men det er godt nok lidt svært at forstå, at Metal Blade Records har satset på dette ligegyldige band i så mange år.