En overdosis af gennempryglet Strat

Populær
En overdosis af gennempryglet Strat

Den amerikanske bluesguitarist Kenny Wayne Shepherd og hans stærke band gik de gammelkendte veje – bortset fra på ét punkt: Hans Stratocastere fik godt nok tæsk. Så meget, at det i perioder blev lidt for meget med det hyperenergiske solospil.

Spillested
Dato
06-11-2014
Genre
Fotograf
Kenny Swan
Forfatter
Karakter
4

Det er helt uundgåeligt, at man sammenligner bluesens to unge, hvide håb med hinanden.

Ikke nok med, at Joe Bonamassa og Kenny Wayne Shepherd er født med kun én måneds mellemrum i en forsommer for 37 år siden. Nej, de leverer begge guitarspil af meget, meget høj klasse. En klasse, som må kunne få de gamle, hvide bluesguitarister som Eric Clapton og Jimmy Page til at blive lidt urolige og føle sig noget så truede. Og en klasse, der må skabe lidt uro hos Stevie Ray Vaughan, Edgar Winter og Gary Moore deroppe på bluesskyen.

Men hvor myreflittige Bonamassa fortinsvis har valgt at gå bluesrockens vej og samtidig modernisere bluesen, så går Shepherd mere traditionelt til værks med den rene og uforfalskede Texas-blues, som vor egen Stevie Ray Vaughan (i det høje) lavede den. Hér adskiller de sig, de to fine fyre.

Det fik de mange, der var med til at fylde Amager Bio i torsdags, at høre, da manden, der kuriøst nok er Mel Gibsons svigersøn, lagde vejen forbi sammen med sit yderst kompetente hold af musikere. Halvanden time med fuld, fuld guitarskrue i en grad, så man til slut ønskede, at bombardementet stoppede – og at der ville gå en god, rum tid, før man hørte en guitarsolo igen.

Indskydes skal dog – på dette kritiske tidspunkt i anmeldelsen – at koncerten var en hamrende god oplevelse. Masser af energi, eminent guitarspil, stærkt band. Og højdepunkterne var godt nok høje på den rigtig gode måde. Det blev bare for meget af det gode.

Alene bandet var noget for sig.

På trommer opdagede vi nemlig trommeslageren fra Stevie Ray Vaughans band Double Trouble, Chris 'Whipper' Layton. På bas ingen ringere end den sejeste rockbassist, der spiller på båndløs: Tony Franklin, som denne anmelder oplevede første gang 30. november 1984 i Falkonér Salen, hvor han sammen med Chris Slade lagde en fabelagtig bund i Jimmy Pages og Paul Rodgers The Firm. Tony Franklin kender man også fra det første, helt eminente og klassiske album med John Sykes' Blue Murder. Den tilbagelænede Layton og Franklin med den fine, fine feeling var to gode oplevelser, og man havde glædet sig til forsanger Noah Hunt, der har fulgt Shepherd i 17 år og leveret nogle stærke vokalpræstationer på plade. Desværre blev han solgt af lydfolkene i Amager Bio, hvor guitaren dominerede alt, og Hunts stærke vokal ikke rigtig kom til sin ret.

Styrke og svaghed

Det er både Kenny Wayne Shepherds styrke og svaghed, at han er så god, aggressiv og forbandet hurtig på det gribebræt. Manden kan sine chops. Teknisk set blev der ikke sat én eneste finger forkert på en eneste af de Strats, manden pryglede løs på i torsdags.

Men det åbner to helt tydelige problemer for Kenny Wayne Shepherd.

For det første fylder guitaren alt for meget. Den dominerer totalt, og det kan være meget fedt, men ikke halvanden time i træk. Med al respekt, så god er manden heller ikke. Han er ikke Gary Moore eller Bonamassa. Han er god, skide god, men helt deroppe er han altså ikke. Og så bliver det for meget.

For det andet holder hans sange ikke højt nok bundniveau. De gode sange er eddermaneme gode og rykker stærkt og fedt igennem: 'King's Highway', 'True Lies', 'Somehow, Somewhere, Someway', 'Blue On Black' og 'Heat Of The Sun'. Denne håndfuld sange er ren og skær topklasse. Dem fik vi heldigvis.

Og vi fik nogle spændende coverversioner fra det nyeste album, 'Goin' Home': B.B. Kings 'You Done Lost Your Good Thing Now' med de stærke ord: 'You know the way that I used to love you,/ that's the way that I hate you now'. Og Albert Kings 'Breaking Up Somebody's Home' blev ligeligedes leveret med stærk indlevelse og sjæl. Skide godt!

Men der var også meget rock 'n' roll-røvballe i det i høj grad yderst Texas-inspirerede sæt, hvor vi lidt for ofte kom for tæt på helt almindelige blues- og rock 'n' roll-standarder, som Shepherd lirede den ene lange, hyperenergiske solo efter den anden af på.

Ser vi så bort fra disse anmelder-øfferier, så kom band og publikum i dén grad op at ringe sammen rigtig mange gange i løbet af den halvanden time, bandet var på. Ikke mindst i det tredje og sidste ekstranummer, Hendrix-godten 'Voodoo Child', hvor taget på Amager Bio nærmest lettede.

Men det var rart, at det ikke gjorde det. Lige som det var rart, da guitarsolobombardementet stoppede.