Den kontrastfulde Bonamassa

Den kontrastfulde Bonamassa

Myreflittige og fantastisk dygtige Joe Bonamassa bevæger sig rundt i bluesens mange forgreninger på sit nye og med vilje lidt ukonstante album.

Titel
Different Shades Of Blues
Dato
22-09-2014
Label
Distributør
Genre
Trackliste
1. Hey Baby (New Rising Sun)
2. Oh Beautiful
3. Love Ain't A Lovesong
4. Living On The Moon
5. Heartache Follows Whereever I Go
6. Never Give All Your Heart
7. I Gave Everything Up For You, 'CEPT The Blues
8. Different Shades Of Blue
9. Get Back My Tomorrow
10. Trouble Town
11. So, What Would I Do
Forfatter
Karakter
5

Titlen på Joe Bonamassas 11. soloalbum siger det hele. 'Different Shades Of Blue'. Bonamassa forsøger at ramme bluesens mange nuancer og forgreninger på efterfølgeren til den eminente og svært efterfølgbare 'Driving Towards The Daylight' (2012).

Og nej. Devilution konkluderede dengang, at Bonamassa igen overgik sig selv. Det gør han ikke denne gang. Det er 'Different Shades Of Blue' en alt for ukonstant og flagrende omgang til. Netop fordi Bonamassa vil favne bluesen så bredt, som han gør på dette album.

Men et dårligt album, blot fordi det ikke overgår forgængeren? Nej! På ingen måde. Sang for sang er det her album altså virkelig stærkt, men noget samlet hele er det ikke.

Vi lægger fra kaj med albummets eneste covernummer, Jimi Hendrix' fine og specielle 'Hey Baby (New Rising Sun)' og kommer herefter rundt i den Led Zeppelinske blues på den stærke, tunge, riffede 'Oh Beautiful', der slutter med fin og stille sang - og går direkte over i rigtig fed funky bluesrock på 'Love Ain't A Lovesong', der ikke kun har et rigtig stærkt omkvæd, men også swinger, så man bare ikke kan holde sig i ro. Den soulfulde og medrivende uptempo 'Living On The Moon' rykker også rigtig fint. To numre med mere fokus på groove end på guitar.

På 'Heartache Follows Whereever i Go' er vi heldigvis tilbage i guitarland igen. En tilbagelænet, melodisk, dyster sag, som afløses af den mindst lige så fine og guitarprægede ballade 'Never Give All Your Heart'. Her lyder manden pludselig lidt som ypperlige Free. Virkelig fedt nummer i al sin enkelthed.

Og så bankes vi op i tempo igen med boogie, blæs og blues den Stevie Ray Vaughan-inspirerede 'I Gave Everything Up For You, 'Cept The Blues'. En kanon titel til et nummer, der rykker stærkt.

Og så albummets stærkeste kort, titelnummeret. Ja, Bonamassa har for vane at lave albumtitler ud fra albummets bedste nummer. Således også her, hvor melankolien, den gode melodi og syng-med-omkvædet, den fine tekst og det stærke riff - alt sammen fint dynamisk afvejet - får det hele til at gå op i en høj, høj enhed. For oven over det hele hviler broder Joes fantastiske leadspil og binder alt sammen. Wauv - især på titelnummeret spiller han ekvilibristisk og med stor, stor indføling, som netop er det, der adskiller ham fra alle de andre shreddere. Han har hjertet med.

På 'Get Back My Tomorrow' er vi ovre i countrybluesen, medrivende og igen et superfint omkvæd. 'Trouble Town' har soulbluesen på, en tung en af slagsen, og kontrasterne males helt ud, når vi går over til albumafslutteren 'So, What Would I Do'. Stemningsfyldt jazzet blues, hvor klaveret er det drivende instrument.

Det, som Joe Bonamassa får bevist denne gang, er, at han kan bluesens subgenrer og swinger noget så fantastisk i hver eneste én af dem. Han spiller ikke kun røven ud af buksen på alt og alle. Nej, han skriver meget, meget fine og stærke sange, gode melodier og nogle tekster, der rammer lige dér, hvor Bonamassa er stærkest: I hjertet.

Og en lille afsluttende kuriøsitet: 'Different Shades Of Blue' er tredje album i træk, hvis titel begynder med bogstavet 'D'. I 2011 var det 'Dust Bowl' og i 2012 'Driving Towards The Daylight'.