Bonamassa bliver bedre og bedre
Populær
På sit nye album har den amerikanske vidunderguitarist Joe Bonamassa fundet tilbage til sine bluesrødder efter et par rockede udgivelser. Det klæder ham - også - fremragende.
2. Stones In My Passway
3. Driving Towards The Daylight
4. Who's Been Talking?
5. I Got All You Need
6. A Place In My Heart
7. Lonely Town Lonely Street
8. Heavenly Soul
9. New Coat Of Paint
10. Somewhere Trouble Don't Go
11. Too Much Ain't Enough Love
Han er aktiv som ingen anden og sprøjter plader ud - soloplader, samarbejder med andre, er med i supergruppen Black Country Communion. Og han præsterer i top hver evig eneste gang. Udvikler sig, rykker og bliver simpelthen bare bedre og bedre.
Introducing: Joe Bonamassa, 35-årig amerikansk bluesguitargud, der kan så meget mere end blot at rive i hegnet. Det vigtigste er, at han kan skrive sange - ikke kun numre, men sange. Som en rigtig bluesman fortolker han andres numre helt eminent og på en sådan måde, at numrene bliver til hans egne. Han kan synge sangene - hvad enten det er hans egne eller andre. Og selvfølgelig levere en pletfri musikalsk eksekvering sammen med et hold blærede musikere.
I 2011 rockede han igennem på den fremragende 'Dust Bowl', der var denne anmelders yndlingsalbum det år. Et yderst start-70'er-rockende udtryk og nogle sange om hjerte og smerte og livet, der stadig bliver hængende.
Og nu er han med 'Driving Towards The Daylight' vendt tilbage til et mere blueset udtryk, tilbage til sine rødder. På aldeles overbevisende vis. Tag bare titelnummeret, som også er første single. Det bliver hængende, borer sig ind i én med sin inderlighed, sin simple, men stærke melodi og sit pissefede omkvæd. Årets nummer!
7 covers, 4 originale = 11 suveræne vindere
På 'Driving Towards The Daylight' har Bonamassa kun skrevet fire ud af 11 numre, men hva' fa'en gør det, når udførelsen af samme 11 numre holder så høj standard, som tilfældet er?
'A Place In My Heart', skrevet af den originale Whitesnake-guitarist Bernie Marsden, er en meget, meget fin bluesballade, som i Bonamassas hænder får så meget liv og lækkerhed, at man får ståpels. Tom Waits' 'New Coat Of Paint' rykker stærkt igennem, Howlin' Wolfs 'Who's Been Talking?' er en fed, fed bluesstandard. Willie Dixons 'I Got All You Need' ligeså. Man kan bare ikke holde sig i ro til de numre her. Og tag så lige australske Jimmy Barnes' 'Too Much Ain't Enough Love', som Barnes selv synger. Klart albummets næste single og formentlig et af de største hits i genren i år. Klart bedre end originalen.
I det hele taget er det ikke et eneste svagt punkt på det her album. Ingenting at komme efter. Til gengæld masser, der bare bliver bedre og bedre, jo flere gennemlytninger man når igennem.