Mission Rock 'n' Roll
Populær
2. One Last Soul
3. Crossfire
4. The Battle for Hadrian's Wall
5. Song of Yesterday
6. I Can See Your Spirit/Bonham Solo
7. Save Me
8. Cold
9. The Ballad of John Henry (Bonamassa)
10. The Outsider/Keyboard Solo
11. The Great Divide
12. Sista Jane
Encore:
13. Man in the Middle
14. Burn (Deep Purple)
Hverken dårlig lyd eller få publikummer kunne slå supergruppen Black Country Communion ud af kurs.
Danske Søren Andersen stod for aftenens opvarmning. Tjansen skyldtes formentlig, at når Andersen ikke spiller solo, så er han guitatist i Glenn Hughes' eget band. For de fleste er Andersen nok et relativt ukendt navn, men i udlandet har man for længst fået øjnene op for den danske lejesvend, der allerede har spillet med mange af rockens prominente navne.
Og ingen tvivl om Andersens store talent på spaden sender ham op i særklassen. Nogen stor sangskriver er han nu ikke endnu, men det kan da kun udvikle sig til det bedre.
Take Off
Efter Andersen kunne man knap nok nå at tanke en øl, inden Wagners 'Ride of the Valkyries' tordnede ud af højtalerne. Det kræver sgu noget af et ego at anvende denne komposition som intro, men hvis nogen kan, er det da netop også den notoriske superkrukke Gleen Hughes, der denne aften lignede og opførte sig som en krydsning af Mike Tramp og en ivrig deltager til Love Parade.
Der blev lagt ud med de første numre fra sidste års debutalbum; 'Black Country' og 'One Last Soul' sendte stilsikkert rockraketten bragende afsted. Kort inden i showet proklamerede Hughes, "Vi er på en mission, vi bringer rock 'n' roll tilbage til rødderne!"
Fra starten af var man ikke i tvivl om, at de fire herrer på scenen mente projektet seriøst, Bonham sendte trommerne til tælling i en old school solo, Sherenian gav opvisning i hvor blæret man kan spille J.S. Bach og Bonamassa, ja, Bonamassa var sgu i en klasse for sig selv denne aften.
Som min medbragte frue udbrød midt under koncerten, "Ham der Bonanza stjæler jo hele billedet". Det må man sgu give hende ret i. Kun 34 år og allerede en guitarlegende. Gemt væk bag sine små solbriller og kasket både ligner og lyder Bonamassa som en gammel bluesneger der har øvet sig hele livet i Sydstaternes sump.
Balladen 'Haydrians Wall' blev bevæget spillet på en 12-strenget guitar, og den mere end 10 minutter lange version af Bonamassas egen sang, 'The Ballad of John Henry' triumferede som en af aftenens bedste momenter med fængende guitarsoli. Wonderboy Bonamassa, der som blot 12årig opvarmede for B.B. King, høstede i den grad de højeste klapsavler fra de få, men entusiastiske, mennesker der befandt sig i KB Hallen.
Vi ved godt Bonamassa faktisk kan levere langt mere lir end han gjorde denne aften, så det virkede faktisk både positivt og professionelt, overfor både resten af bandet og publikum, at koncerten aldrig bevægede sig ud i et "se-hvor-meget-jeg-har-øvet-mig-show". Netop denne fine og kostante balance imellem de fire supermusikere gjorde nemlig aftenen ganske glimrende, fordi det aldrig blev følelsen af bare fire ego'er på scenen sammen.
Tæt på kollision
Entusiasmen var måske lige i overkanten da Hughes udbrød, "det kun vores 19'ende show vi spiller, men det helt sikkert vores bedste!" Muligvis, men lyden var helt sikkert ikke den bedste.
Flere gange undervejs var BCC ved at komme på kollisionskurs med KB Hallens evindelige dårlig akustik, men rykkede man sig ind helt foran scenen var lyden nu ganske acceptabel, så jeg vil nok indvende, at diverse kilders kritik om gennemført elendig lyd virker lettere overdrevet.
De nye og mere groovede sange som 'The Outsider' (der minder en anelse om Soundgardens 'Rusty Cage') og 'Man in the Middle' blev leveret tungt og tight og instrumenterne skar tydeligt igennem. Med 'Save Me' og 'The Great Divide' blev BCCs styrke understreget, Hughes' fantastiske stemme og Bonamassas sublime guitarspil går simpelthen op i en højere enhed i disse gennemførte numre.
Sikker landing
For Glenn Hughes var aftenen noget nostalgisk, da det var på selv samme scene han den 9. december 1973 debuterede som sanger for Deep Purple. Den koncert hvor en blot 9-årige Lars Ulrich fik sit livs rockåbenbaring og faktisk mødte Hughes backstage efter koncerten.
Dengang lagde Hughes og Purple ud med 'Burn', denne aften sluttede Hughes og BCC af med denne suveræne Deep Purple klassiker.
Bonamassa trådte sympatisk i baggrunden da Søren Andersen tonsede ind på scenen og fik love at give den som Ritchie Blackmore.
En sprudlende afslutning på aftenens rockrejse,der sagtens kan ses som one small step i BCCs jagt efter one giant step for rock 'n' roll.
NB. Er man fan af Glenn Hughes og Deep Purple, har han netop udsendt sin spritnye selvbiografi med forord af Lars Ulrich.
">