Vedkommende musikrevolte

Vedkommende musikrevolte

Svenske Pain of Salvation er tilbage med en indfølt retroplade, der gør op med den progressive musiks formåen.

Titel
Road Salt One
Dato
17-05-2010
Distributør
Trackliste
1. No Way
2. She Likes To Hide
3. Sisters
4. Of Dust
5. Tell Me You Don't Know
6. Sleeping Under The Stars
7. Darkness Of Mine
8. Linoleum
9. Curiosity
10. Where It Hurts
11. Road Salt
12. Innocence
Karakter
4

I november sidste år udgav Pain of Salvation ep'en, 'Linoleum', der markerede en introduktion til pladen, 'Road Salt One', som rammer de danske butikshylder i dag. 'Road Salt One' er første del af et dobbeltalbum, hvor anden del er planlagt at udkomme til oktober i år. Og som forventet sker der endnu en gang fornyende ting og sager under den den frelsende smertes mørke sol.

Man skal kigge langt efter genkendelighedens node. Foruden Daniel Gildenlöws herligt karismatiske og evigt legesyge fuldblodsvokal, er der nemlig stor set kun et usynligt link mellem Pain of Salavtions syvende fuldlængde studieplade, og så det Pain of Salvation der i 2000 revirderede ens progressive metalører og fik proglemmerne til at gå helt i selvsving af begejstring over det års udgivelse, 'The Perfect  Element Pt. 1'.

Hos den brede skare af prog-lyttere står det album stadigvæk som hovedværket i karrieren, og skulle da angiveligt også have åbnet Mike Portnoys ører, der med udgivelsen af Pain of Salvations efterfølgende plade, den ligeledes fortrinlige 'Remedy Lane' (2002), sammen med gutterne i Dream Theater tog svenskerkvartetten med på tour. Uden tvivl en gestus, der dengang vandt bandet mange af de lyttere, der til stadighed trofast forsøger at holde fast ved deres indre PoS-fanboy -uanset hvor mange musikalske skarpsving bandet uden tøven kører hovedkulds ud i.

Bandet der rykkede sig

Og nu en fordom: Det synes ganske utænkeligt, at svenskerbandet vil vinde noget ved at tage med Dream Theater på vejen i dag (og det på trods af at de så sent som sidste år atter delte plakat med Dream Theater på en tour i Australien). Med 'Road Salt' i bagagen vil de ganske givet ikke vinde ret mange nye fans fra Dream Theater-segmentet. Hvor karrierens første fire udspil - som udover de to førnævnte plader også tæller 'Entropia' (1997) og 'One Hour by the Concrete Lake' (1998) - alle var rige på en stram, progressiv, in-your-face-metal, netop a la Dream Theaters ekvlibristiske, hårdtpumpende musikalske tour de forcer, lige så nedtonet og musikalsk ubombastisk er 'Road Salt' - i hvert fald det meste af tiden. Og selv når pladen stiger i tempo på ep-gengangeren 'Linoleum' og ligeledes 'Curiosity', er det med en rocksimplicitet, der i sin enkelthed bygger mere på et vådt og mudret 70'er-udtryk, end det trækker på seje riffs og rundgange.

Og denne nedbarberede musikalske stil klæder bandet umanerlig godt. Det fandt man sådan set allerede ud af, da man efter en ti femten gennemlytninger endelig var i stand til at dissekere de kompositionelle guldklumper fra det enormt prætentiøse og monumentale Roger Waters-inspirerede konceptalbum 'Be' (2004) - abummet, som fans enten elsker, eller elsker at hade, og bandets første skridt ud af den progressive musikgalakse, der nu har ført dem ind i det retorunivers, hvor 'Road Salt' befinder sig.

Et tidligt højdepunkt på den nye plade kommer i form af pladens tredje skæring, 'Sisters', der med sit nedtonede piano og sine melankolske, middelalderlige trommer faktisk minder meget om de mest indfølte momenter på 'Be'. Det er en smuk, nedbarberet perle, der emmer af den dersens helt specielle PoS-stemning.

Tom Waits-cirkus møder Melodi Grand Prix

Åbningsnummeret 'No Way' lyder som en beskidt udgave af The Beatles, 'She Likes to Hide' hylder Waters' 'Pros and Cons of Hitch Hiking'-æra, der går cirkusmusik a la Tom Waits i den på 'Sleeping Under The Stars', episk grand finale i den på 'Innocence' og misanten om der indirekte ikke går Melodifestivalen (Sveriges svar på Melodi Grand Prix) i den på titelnummeret 'Road Salt'. Det skal selvfølgelig tages med et gran... salt. Sangen deltog rent faktisk i konkurrencen sidste år, hvor Sveriges befolkning lod den gå videre til første semi-finale-afstemning, før den - i øvrigt helt retfærdigt - tabte til Pernilla Wahlgrens herligt opløftende popmelodi, " target="_blank">'Jag Vill Om Du Vågar'.

For Pain of Salvation er det på overfladen uomgængeligt et kunstnerisk selvmord at deltage i Melodifestivalen. Det ultimative sellout. Det ville dog være en skam at stigmatisere sangen af den grund alene. For det første er 'Road Salt One' en af de absolut sværvægtere i nutidig kompromisløshed prog, og for det andet er det svært ikke at tro, at der ligger en god omgang selvironi gemt i hele foretagendet omkring Melodifestivalen. Sangens misantropi holder, og til trods for en overvægt af distancerende metroseksuelle overtoner er den musikalske del af sangens fremføring på tv altså ganske kompromisløs (se nedenfor). Desuden er det sjovt at tænke på, hvor stort et antiklimaks sangen må have været i mange blå/gule feststuer.

Forbedringer og mangler

Det er befriende at have et album fra Pain of Salvation, hvor Daniel Gildenlöw endelig slapper af med den Mike Patton-inspirerede/irriterende konverserende, rapvokal. Hører man en sang som 'Spitfall' fra deres forrige fuldlængde udgivelse, 'Scarsick' (2007), holder den eksempelvis kun momentvist. Sangens omkvæd, hvor rapmaskinen kører på ustoppelig blus, holder absolut ikke, mens dens melodiøse vers tilgengæld hører til i en særklasse blandt nutidig progressiv musik. Ingen af delene er imidlertid repræsenteret på den nye plade.

Der er både skruet væsentligt ned for de udbasunerede tekniske formåneder på 'Road Salt One', det typisk PoS-episke dukker kun kort op, og der hersker heller ikke samme popfølsomhed over ret meget af pladen, som ellers tidligere også har været en stor del af bandets personlighed. Til trods for det, så synes 'Road Salt' både at være bandets mest personlige og ditto originale udgivelse til dato. I en tid hvor prog-termen synes at blive kastet efter den ene uholdbare musikalske absurditet efter den anden, er det befriende med en udgivelse, der så rent faktisk også ser fremad og har en klar, fornyende agenda.

Pain of Salvation har en gang for alle skubbet neo-proggen i baggrunden og istedet hentet inspiration i en aparte 60'er og 70'er bluesy musikalsk rodebunke, og det færdige udtryk synes at være det mest gennemførte, PoS indtil videre er disket op med. 'Road Salt' er måske ikke bandets bedste plade, men det er uden tvivl deres mest interessante. Et must-have for den generelle fan af rockmusik.

Se 'Linoleum' fra 'Road Salt One' her:



Se en metroseksuel Daniel Gildenlöw fremføre 'Road Salt' og flirte med kameraet til Melodifestivalen her: