Eksperimenterne tager overhånd
Populær
Updated
Der er godbidder på Dream Theaters nye skive, men vor anmelder er ikke glad for bandets overdrevne eksperimenteren. Min dybeste, dybeste respekt og lidt mere til de færdigheder og den overlegne musikalitet og legelyst, der ligger til grund for alt, hvad verdens måske mest klassiske progressive metalkvartet, Dream Theater. Men med udgivelsen af det seneste epos har selv jeg fået nok! Eksperimenterne har simpelthen taget overhånd.
Der er en del rigtig fine og lækre sekvenser på ”Systematic Chaos”, men der er desværre alt, alt for meget fusions-amok efter min smag. Og igen: Dyb respekt for drengene. Men jeg kan sgu ikke mere. Jeg bliver vanvittig!
Ud over at virvaret af riff, melodier, temposkift og improvisationer virkelig blomstrer (hvis man skal se positivt på det), så har Dream Theater for alvor brudt med trenden fra de to seneste album, ”Octavarium” (2005) og ”Train of Thought” (2003), hvor tilgængelighed og r-o-c-k var placeret i højsædet. Især på ”Octavarium” var der sparet på de lange numre. Det er der ikke her. Fire numre på ni minutter og derover. To af dem på henholdsvis 14:57 og 16.38. Det siger lidt om legelysten.
Det, som trækker ned denne gang, er, at der er hele tre numre, der irriterer denne anmelder (og fan) nærmest grænseløst: ”The Dark Eternal Light”, som både er Rage Against the Machine agtigt og så også sådan lidt cirkusagtigt. Irriterende og langt ude. Men sikkert sjovt for Dream Theater at lave. ”Prophets of War” pulser af sted i en decideret discorytme, som næsten ikke er til at bære. Det sine steder Pink Floyd-agtige afslutningsnummer ”The Precence of Enemies pt. 2” er flot, dramatisk og melodisk – og går så helt, helt amok til sidst i fusionsrock. Nej tak!
Omvendt er der også ting, som ringer helt vildt godt. Det korteste nummer ”Forsaken” (5:36) er rigtig melodisk, enkelt og fedt. Åbningsnummeret ”The Precence of Enemies pt. 1” pulser derudad i højt tempo, men fungerer rigtig godt og giver mindelser om dengang, Dream Theater var rigtig fede (”Scenes From a Memory” fra 1999). Balladen ”Repentance” holder virkelig godt med SÅ lækker Petricci-guitar, at det halve kunne være nok. Det 14:57 minutter lange ”The Ministry of Lost Souls” (fed titel) er storladent, meget melodisk og rigtig progressivt – uden at det tager overhånd.
Og det er lidt det, der er hagen ved Dream Theater anno 2007: Det tager overhånd, og så står jeg til dels helt af. Men for at slutte, hvor jeg startede: Dyb, dyb respekt for musikaliteten og færdighederne hos James LaBrie, Mike Portnoy, John Petrucci (superfed, når han spiller melodisk spade), Jordan Rudess og John Myung. Men de kunne fanme godt slappe lidt af med det amok-spilleri! Derfor den kættersk lave karakter…
Der er en del rigtig fine og lækre sekvenser på ”Systematic Chaos”, men der er desværre alt, alt for meget fusions-amok efter min smag. Og igen: Dyb respekt for drengene. Men jeg kan sgu ikke mere. Jeg bliver vanvittig!
Ud over at virvaret af riff, melodier, temposkift og improvisationer virkelig blomstrer (hvis man skal se positivt på det), så har Dream Theater for alvor brudt med trenden fra de to seneste album, ”Octavarium” (2005) og ”Train of Thought” (2003), hvor tilgængelighed og r-o-c-k var placeret i højsædet. Især på ”Octavarium” var der sparet på de lange numre. Det er der ikke her. Fire numre på ni minutter og derover. To af dem på henholdsvis 14:57 og 16.38. Det siger lidt om legelysten.
Det, som trækker ned denne gang, er, at der er hele tre numre, der irriterer denne anmelder (og fan) nærmest grænseløst: ”The Dark Eternal Light”, som både er Rage Against the Machine agtigt og så også sådan lidt cirkusagtigt. Irriterende og langt ude. Men sikkert sjovt for Dream Theater at lave. ”Prophets of War” pulser af sted i en decideret discorytme, som næsten ikke er til at bære. Det sine steder Pink Floyd-agtige afslutningsnummer ”The Precence of Enemies pt. 2” er flot, dramatisk og melodisk – og går så helt, helt amok til sidst i fusionsrock. Nej tak!
Omvendt er der også ting, som ringer helt vildt godt. Det korteste nummer ”Forsaken” (5:36) er rigtig melodisk, enkelt og fedt. Åbningsnummeret ”The Precence of Enemies pt. 1” pulser derudad i højt tempo, men fungerer rigtig godt og giver mindelser om dengang, Dream Theater var rigtig fede (”Scenes From a Memory” fra 1999). Balladen ”Repentance” holder virkelig godt med SÅ lækker Petricci-guitar, at det halve kunne være nok. Det 14:57 minutter lange ”The Ministry of Lost Souls” (fed titel) er storladent, meget melodisk og rigtig progressivt – uden at det tager overhånd.
Og det er lidt det, der er hagen ved Dream Theater anno 2007: Det tager overhånd, og så står jeg til dels helt af. Men for at slutte, hvor jeg startede: Dyb, dyb respekt for musikaliteten og færdighederne hos James LaBrie, Mike Portnoy, John Petrucci (superfed, når han spiller melodisk spade), Jordan Rudess og John Myung. Men de kunne fanme godt slappe lidt af med det amok-spilleri! Derfor den kættersk lave karakter…
Kunstner
Titel
Systematic Chaos
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter