Keyboardets Satriani

Derek Sherinian får ikke nok ud at have en masse stjerner med på sit nye album. Der er lige en flok navne, som vækker stor interesse, når man kigger på det undselige papcover, som omslutter den tidligere keyboardspiller i Dream Theater, Derek Sherinians, nye album: Zakk Wylde, Steve Stevens, Steve Lukather, Simon Phillips, John Sykes, Tony Franklin, Marco Mendoza. "Ååårrrhhh, hvaaad," vil mange på min alder (tæt på de 40) sikkert udbryde. For det er sateme nogle navne, der borger for skyhøj kvalivare. Og som ALTID leverer...

Ud over disse navne, plus et par stykker til og så titlerne må man gætte sig til resten - eller blot lytte til og vurdere musikken. Vi vælger begge dele...

Musikalsk set har vi at gøre med keyboardets Joe Satriani på en næsten helt instrumental plade, som sine steder både er smaddermetal og flamengo! Så dette album skiller sig på ingen måde ud fra andre virtuosers nørde-albums: Stor kompetence, masser af lyst til at blære sig og så komplet stilforvirring. Lige som nørderne elsker Satrianis og Steve Vais fanfastiske solopræstationer, vil de også se charmen i dette album, som sine steder faktisk har ansatserne til at kunne blive noget ordentligt og helstøbt; hvis altså Sherinian havde holdt fast i linjen fra de råheavy numre "Day of the Dead", "God of War", "One Way or the Other" samt det eneste med sang på, "The River Song", som brutalt synges af Zakk Wylde. Sådan lyder det i hvert fald! Havde Sherinian holdt tråden fra disse numre hele vejen igennem og havde han lagt tekst, sang og melodi på, ville dette have været et af årets mest spændende udgivelser.

Men det gjorde han ikke...