Cancer Bats: Suveræne sejrherrer
Populær
Onsdag aften på Pumpehuset bød på While She Sleeps og Cancer Bats, der begge er albumaktuelle med henholdsvis 'Brainwashed' og 'Searching For Zero'. Med sig som opvarmning havde de post-black metallerne Oathbreaker og melocore-drengene Hundredth.
Kaotisk og hypnotisk
Belgiske Oathbreaker kommer flot fra start med deres hardcore- og post-black metal-blanding, først æterisk flydende og mystisk, så kaotisk og hypnotisk med stormende blastbeats og screamet vokal. Deres kvindelige forsanger Caro Tanghe stod med langt, bølget sort hår ned foran ansigtet, klædt i en lang sort kjole, som en søjle midt i skæret fra stroboskoplyset og skiftede ubesværet mellem skrig og mareridtssødmefyldt skønsang.
Bandet prøvede på intet tidspunkt at komme i kontakt med publikum. I hvert fald ikke på anden måde end gennem musikken, der helt fik lov at tale sin egen sag. Og det gjorde bestemt ikke noget, for Oathbreaker har virkelig fat i noget, og halvvejs gennem sættet syntes de da også at have vundet flere publikummer over; i hvert fald begyndte publikum at headbange og gav fin applaus.
Oathbreaker leverede og holdt publikum ved ilden sættet igennem.
Som hørt tusind gange før
Aftenens amerikanske indslag, Hundreth, var klassisk melodisk hardcore, som man har hørt det tusind gange før - specielt i nullerne – og det er ikke hverken specielt imponerende eller spændende. Meget af musikken er opbrudt af mange temposkift, som synes at tage pusten lidt ud af numrene. Men som mere lyttervenlige og groove-orienterede end aftenens første band, var de nemmere at sluge for hardcore-publikummet.
Med to numre tilbage i sættet begyndte en nogenlunde moshpit, der blandt andet havde en kørestolsbruger indblandet. Det gik her op for skribenten, at der var et overvældende antal fotografer set i forhold til aftenens fremmøde og den lille sal i Pumpehusets ringe størrelse.
Forsanger Chadwick Johnson afsluttede koncerten med pludselig at stå på et af bordene midt i publikum, hvor han sendte en ordentlig spyt-/snotklat mod den nærmeste søjle for derefter at slikke den af igen... En yderst velopdragen rebel, der sådan rydder op efter sig selv.
Som at hænge ud med gode venner
I februar havde jeg fornøjelsen af at interviewe Liam Cormier fra canadiske Cancer Bats, der – udover at være en yderst behagelig mand at snakke med – kunne fortælle, at både han og resten af gutterne glædede sig gevaldigt til at komme og spille for det europæiske publikum igen. Og de stonergroovede hardcore-drenge i Cancer Bats leverede da også en helt usædvanlig mængde energi og spilleglæde, som det er meget svært ikke at blive berørt af. Liam var nærværende og venskabeligt imødekommende som meget få frontmænd formår at være det, og da han fortæller publikum, at de har glædet sig meget til at komme tilbage og spille i Danmark, er det meget svært ikke at tage det for gode varer. Der jokes med danskeres alkoholvaner, det danske og det canadiske klima, og at der er mange lighedstegn at sætte i forhold til mentalitet de to nationaliteters befolkninger imellem indstillings- og værdimæssigt.
At være til koncert med Cancer Bats i Pumpehuset føles som at hænge ud med gode venner, og der er generelt meget lidt stjerne-attitude over bandet, der helt nede på jorden beder folk om at komme og hænge ud med dem efter koncerten. Desuden spiller de virkelig godt sammen og leverer godt og vel en times mere eller mindre konstant fællessang med det ene hit efter det andet. Specielt bliver der sunget godt igennem under 'Lucifer's Rocking Chair', men også 'Hail Destroyer', Beastie Boys' 'Sabotage' og den nye 'True Zero' får publikum op at ringe.
Bandet slutter en forrygende koncert af med at high-five samtlige publikummer på forreste række.
Lydproblemer og fodboldstemning
Da While She Sleeps begynder at stille op, virker det, som om der er utrolig meget bøvl med, at mikrofoner og kabler ikke virker, og da de endelig går på, er lyden da heller ikke spot-on. Der er f.eks. stort set ingen guitar i salen, og lyden på trommerne går under andet nummer. Hverken bandet på scenen eller publikum i salen virker dog til at være berørt af det, og både moshpit og band er i gang fra første nummer. De kommer overlegent og selvsikkert fra start på trods af Cancer Bats' just overståede enorme præstation, og det er tydeligt at se, at mange er kommet i Pumpehuset i aften for at se While She Sleeps.
Den venskabelige følelse fra Cancer Bats er væk, og While She Sleeps starter brutalt og effektivt: Lofthøjtalerne gynger, og forsanger Lawrence Taylor flyver rundt på scenen, er oppe på monitorer og stortrommen. Halvvejs gennem sættet er bassist Aaran McKenzie, der indtil da kun har stået og lavet 'Zoolander'-ansigter, ude i publikum.
Men så mister koncerten også tempo: Taylor snakker om at overkomme en halsoperation og takker sine fans for, at de har hængt på. Og der er kortere mellem de poppede numre.
Jeg går kort for at komme på toilettet, og da jeg vender tilbage, er der ren fodboldstemning med klappen i takt og fuldemands-fællessang, som kun englændere formår at levere det.
Det hele begynder og at lyde lidt tyndt og som lidt for meget af det samme, og det en time lange sæt synes pludselig meget, meget langt i modsætning til Cancer Bats’, der føltes, som om det var ovre på ingen tid. Taylor spørger selv retorisk, som kunne han læse mine tanker, hvorfor de mon er øverst på plakaten.
Onsdag aften på Pumpehuset var en hæsblæsende fornøjelse på trods af et alt for ringe fremmøde, navnene taget i betragtning. Alt for mange københavnere har snydt sig selv for en oplevelse, der blandt andet indeholdt en udmærket kandidat til årets live-oplevelse; nemlig Cancer Bats’ overmenneskelige energi- og glædesudladning. Det eneste, der trækker ned, var Hundredths ligegyldige optræden og While She Sleeps’ gennemsnitlige afvikling af aftenen – men det er jo sådan set også noget.
Man kan ikke andet end glæde sig til næste gang, canadierne kommer på besøg.