Toner fra civilisationens vugge
Populær
Pumpehuset var indhyllet i sumeriske black-thrashede toner lørdag aften, hvor Melechesh slog vejen forbi sammen med norske Keep of Kalessin, der dog skuffede fælt med et lydmæssigt mærkværdigt show.
Tempest Temper Enlil Enraged
Ladders to Sumeria
Grand Gathas of Baal Sin
Genies, Sorcerers and Mesopotamian Nights
Deluge of Delusional Dreams
Multiple Truths
Triangular Tattvic Fire
Ghouls of Nineveh
Rebirth of the Nemesis: Enuma Elish Rewritten
Som opfølgning på udgivelsen af 'Enki' i februar, som vores egen Kong Kent var begejstret for, er Melechesh draget på europaturné. Pumpehuset tog chancen og inviterede trods både Heavy Days in Downtown i Ungdomshuset og Dizzy Mizz Lizzy i Forum indenfor til mesopotamisk eller "sumerian black thrashing" metal.
Melechesh har udgivet plader siden 1996, men først for ganske nylig fik jeg takket være en finsk ven øjnene op for bandets kvaliteter – og de er ganske betydelige. Jeg har altid haft stor sympati for bands, der forsøger at implementere nye elementer i metalmusikken. En ting er imidlertid at ville det, noget andet er rent faktisk at kunne det. Melechesh er et af de mere vellykkede forsøg. Hvilket langt hen ad vejen faciliteres af, at eksempelvis mellemøstlige harmonier ikke synes at ligge fjernere fra dem end metallen. Så er det jo egentlig bare at gøre det. Og det gør Melechesh.
De gik da også til opgaven med oprejst og selvsikker pande og eksekverede hver sang med fuld overbevisning. Folk lod sig lokke med af de forførende toner, så opbakningen fra det lille, men dedikerede publikum fejlede overhovedet ikke noget. Kvaliteten i samspillet samt timingen mellem lead- og backing-vokal var heller ikke at fornægte. Trods i udgangspunktet dårlig lyd kørte det ganske fornuftigt for Melechesh.
En lydmand på jagt og en træt trommeslager
Lydmanden kæmpede da også hele sættet, og ca. midtvejs fik han endelig plads til lilletrommen og fik derved afrundet mixet. Jeg nåede lige at kommentere det, før filmen i sættets næstsidste nummer, 'Ghouls of Nineveh', knækkede midtover. Trommeslager Lord Curse fuldstændig mistede pusten. Han spillede tilsyneladende efter klik (metronom), hvilket bestemt ikke var hans force. Til sidst gik det altså helt galt, og selvom han kæmpede og kæmpede, fandt han aldrig tilbage på klikket. En kedelig afslutning på en ellers glimrende koncert, hvor også lydmanden kastede håndklædet i ringen og sad desillusioneret hen over sin pult med hovedet begravet i hænderne.
Norsk kaos
Som main support var norske Keep of Kalessin hentet ind og lad det være sagt, det var nok en af de mest lydmæssigt forvirrende og mislydende koncerter, jeg har oplevet til dato. Niveauerne tæskede op og ned. Det ene øjeblik gik guitaren klart igennem, det næste var den fuldstændig gemt. Ind over kom et backtracket keyboard og overtog hele lydbilledet. Triggeren på stortrommen levede længe sit helt eget liv, før den kun 20-årige lejesvend fik den fikset, så man rent faktisk blev overbevist om, at han kunne spille trommer. Imellem numrene forsøgte forsangeren og guitaristen på klingende norsk at få en kontakt til publikum, men lige lidt hjalp det, når man i det efterfølgende nummer blev skræmt væk af det mildest talt diffuse lydbillede.
Jeg lod mig fortælle, at der før nordmændene havde været endnu et opvarmningsband, Embryo, men det var gået min næse forbi, selvom jeg dagen før havde tjekket op på tingene. Det er beklageligt.
En lille opsang til Pumperen
Jeg synes generelt, at lyden i den lille sal i Pumpehuset er et problem. Lige som denne aften hænger det ofte sammen med manglende bund og mixmæssig plads til lilletrommen, der alt for tit fremstår akustisk, hvilket giver fornemmelsen af øvelokale og ikke koncert. De dygtigste lydmænd formår at lave et fornuftigt og vellydende mix (f.eks. til Cancer Bats), men det er et fåtal. Pumpehuset bør gøre noget aktivt ved lydoplevelsen – måske blot ved at bistå de omrejsende lydmænd noget bedre.