Pompøs og potent plade

Populær
Pompøs og potent plade

Melechesh har med 'Enki' begået en god plade, der flot forener black metal og thrash og sender et stærkt signal om, at bandet hører til i samme liga som Behemoth.

Kunstner
Titel
Enki
Dato
27-02-2015
Trackliste
1. Tempest Temper Enlil Enraged
2. The Pendulum Speaks
3. Lost Tribes
4. Multiple Truths
5. Enki Divine Nature Awoken
6. Metatron and Man
7. The Palm The Eye and Lapis Lazuli
8. Doorways to Irkala
9. The Outsiders
Karakter
4

Der er gået fem år, siden Melechesh sidst gav lyd fra sig på plade i form af deres femte plade 'The Epigenesis', der fuldt fortjent fik topkarakterer af vores anmelder dengang. Nu er bandleder Ashmedi og co. dog tilbage med opfølgeren, der har fået den simple titel 'Enki', og som i den grad lever op til forgængeren.

For 'Enki' er en velkomponeret og velproduceret plade, der på ganske lækker måde forener genrer som black metal og thrash og samtidig inkorporerer et lyrisk tema, der intellektuelt ikke lader genrefællerne i Behemoth eller vennerne i Nile noget tilbage at ønske. Melechesh er på samme høje niveau. Ashmedi er velbevandret i de ældre mellemøstlige kulturer og deres historie og trækker denne gang på den sumeriske gud Enki, der også er pladens navn. Enki kan man læse op på, hvis man ønsker dette. Kort fortalt er Enki en sumerisk gud for vandet og jorden. Enkis indflydelse og betydning har naturligvis varieret gennem tiderne, og for guitarist, forsanger og sangskriver Ashmedi har præcis den gud været så vigtig, at han har valgt at bruge guden som det gennemgående tema på Melecheshs sjette plade.

Stilmæssigt minder det om netop førnævnte Nile og Behemoth, som de ofte er blevet sammenlignet med. Ikke mindst på grund af den meget seriøse tilgang til tema og tekster og det gennemarbejdede resultat, der altid er at finde på deres plader. Melechesh kommer oprindeligt fra Israel, og de mellemøstlige toner kan man da også stadig høre hist og pist, men der er mindre af det på 'Enki', end der har været på de foregående plader. Melechesh er gået mere traditionelt til værks rent musikalsk, og det betyder, at de denne gang har fundet en virkelig god balancegang mellem utraditionelle instrumenter som sitar og det, metal er kendt for: guitar, bas og trommer. Sitaren og de mellemøstlige toner giver et ekstra pift, der bidrager meget positivt til det samlede indtryk.

Du kan høre, hvordan Melechesh fyrer den af på 'Multiple Truths'. Nyd riffet:



Melechesh har også fundet sig selv igen i perioden mellem 'The Epigenesis'. Medlemmerne Moloch og Lord Curse er kommet tilbage i folden. De har fået ny bassist i form af Scorpios, der også var med, da de spillede på Royal Metal Fest i 2013, hvor forsanger Ashmedi både før og efter koncerten jagtede denne anmelder, fordi han ville have min t-shirt. Han fik den ikke.

Bandet selv hævder, at der igennem hele pladen spilles på både 6- og 12-strengede guitarer, og at deres produktion er tunet ned i hertz for at få den helt rigtige frekvens på 432, som ifølge dem skulle være den magiske frekvens. Om det er rigtigt eller ej, skal vi lade være op til den enkelte lytter at afgøre. Vi kan blot køligt konstatere, at det bestemt ikke lyder dårligt. De har været seriøse i de to-tre måneder, det har taget at få pladen lavet. 

De har også allieret sig med nogle af deres musikalske venner og prominente herrer som Max Cavalera fra bl.a. Soulfly, der brøler med på 'Lost Tribes', mens Sakis fra græske Rotting Christ er med på det flotte kor på 'Enki Divine Nature Awoken'. Et dansk islæt er der også at finde på pladen, hvis vi tager os lidt kunstneriske friheder. Rob Caggiano, der er guitarist i Volbeat og har en fortid i bl.a. Anthrax, har nemlig en solo på pladens korteste nummer, 'The Palm The Eye and Lapis Lazuli', der kun er fire minutter og ni sekunder lang, og som netop emmer af guitararbejde, som bestemt kan lokke thrash-folket til. På den måde er Melechesh ikke bange for at inkorporere samme episke lyd og sangstrukturer som andre i genren.

Lyt til 'Lost Tribes' med Max Cavalera her:



Ellers er der masser af sange på 6, 8 og helt op til 12 minutter, hvor den instrumentale 'Doorways To Irkala' er den musikalsk svageste på pladen. Den er dog flot dedikeret til den polske manager Mariusz Kmioleks afdøde hustru, der gik bort i en bilulykke tilbage i 2010. 

Pladen burde være stærkt bidragende til, at Melechesh for alvor får gang i karrieren og kommer derop på festivalplakaterne, hvor deres logo gengives korrekt og ikke bare står skrevet i versaler i bunden. For med denne plade gør de præcis det, der skal til. Viser at de kan skrive gode sange og sammensætte dem, så de fænger, lyder godt og tematisk udfordrer lytteren til mere og andet end bare at råbe "yeah", "fuck" og "satan". Lad os håbe, vi snart får dem til Danmark igen. For indtil videre er de kun bekræftet til nogle festivaler ude i Europa i sommeren 2015, deriblandt Hellfest i Frankrig og Party San Open Air i Tyskland.