Black metallens svar på Nile?

Populær
Black metallens svar på Nile?

Den mesopotamiske og sumeriske inspiration ånder tungt over Melechesh' stærke femte album, der sætter nye rammer for, hvordan black metal kan lyde.

Kunstner
Titel
The Epigenesis
Dato
04-10-2010
Distributør
Trackliste
1. Ghouls Of Nineveh
2. Grand Gathas Of Baal Sin
3. Sacred Geometry
4. The Magickan And The Drones
5. Mystics Of The Pillar
6. When Halos Of Candles Collide (instrumental)
7. Defeating The Giants
8. Illumination: The Face Of Shamash
9. Negative Theology
10. A Greater Chain Of Being (instrumental)
11. The Epigenesis
Karakter
5

Melechesh kommer fra Israel, men har senere rykket rødderne op og bor nu i Frankrig og Holland. Dannet i 1993 i Jerusalem, hvor bandet gav et farvelshow i 1998 før turen mod Europa og pladekontrakten på det store black metal-selskab Osmose.

Nu står der Nuclear Blast på mærkaten, og selvom Osmose har vokset sig stort, så er der ingen tvivl om, at der har åbnet sig nogle døre med signaturen på kontrakten. Og det er ikke bare et gennemsnitligt album, der diskes op med i den anledning.

Teksterne og coverartworket gør, at Melechesh godt kan virke som black metal-svaret på dødshovederne i Nile, som ligeledes finder stor inspiration i de antikke civilisationer.

Der åbnes med et rocket riff, der kunne minde om Satyricons stil på 'Now, Diabolical', men hurtigt kommer den mellemøstlige inspiration ind med sitar og andre traditionelle instrumenter. Bassen kommer på - oh, hvilken bund! Det lyder simpelthen så massivt.

Fængende sort lyd af Mesopotamien

Næste nummer, 'Grand Gathas of Baal Sin' tæsker af sted i bedste black metal stil, men efter fire minutter kommer et nærmest okkult-lydende kor på, og lidt efter dukker lyden af Mesopotamien op igen. Det efterfølgende track 'Sacred Geometry' åbner med et superfængende riff, og byder endvidere på flot skønsang og kor udover den fede raspende lead vokal, som omslutter alle de vokalholdige sange på albummet.

Det er blandingen af lyden af traditionen fra hjemlandet og den rockede black metal, som gør at produktet lyder så unikt. Hver for sig er de blot gode, velspillede elementer, hvor man dog synes, at have hørt udgangspunktet før.

Pladens midterplads er instrumental. Et nummer der varer over fem minutter, men godt kunne have nøjedes med halvandet minut, da der ingen progression er i nummeret, der bestemt ikke er metal, men mere er sitarmusik. Det fungerer dog til at bryde pladen lidt op, så man er klar til det andet attack, som lægger ud med et riff, der i stil og produktion kunne være kreeret af Carpathian Forest. Men så er der lige de gammeldags instrumenter...

Så kom der pludselig groove!

'Illumination: The Face of Shamash' er stemningsfuldt, men introducerer også, overraskende, masser af groove og en feeling - lidt som Samael har gået efter på et album som 'Reign of Light'. Det er superfedt!

Selvom man skal trækkes igennem endnu et langt, og ret kedeligt, instrumentalt nummer, før titelnummeret runder pladen af, så skal der alligevel, når nu det er årets næstsidste måned, lyde en spekulation: er dette årets album? Det er i hvert fald en sikker kandidat.