Dystert, melankolsk og fængende
Populær
Updated
Ikke alt lykkedes for sydtyske Flowing Tears' på deres syvende album, men meget gør og det rækker til en rigtigt god udgivelse. Det er udspil med mange dimensioner og udtryk, Flowing Tears har kastet sig ud i - Lidt industrial, en del gængs heavy metal, meget gotisk inspiration og så lækre udefinerbare skummelheder.
Dystre og melankolske stykker flyder ud i alle afkroge af pladen, som stemningsfyldte passager, og det er et gennemgående tema, uanset om sangene går over i gængse metalriffs eller har afdæmpede visioner.
Først og fremmest lykkedes rigtigt meget, fordi de fremtrædende roller spilles af henholdsvis en intens og vrængende wah-wah-pedalsindhyllet guitar, et klassiskinspireret klaver og ikke mindst en yderst velfungerende kvindevokal.
Wah-wah guitaren, der understøttes af heftige metalriffs, spiller de hårde og melodier; dem som leder tankerne hen på hjemlige Saturnus og abdicerede goth-konger Paradise Lost. Med enkle toner eller korte melodistumper binder leadguitaren numrene sammen på en tilpas skæv måde, der sikrer et fravær af alt for indlysende fraser.
En helt anden rolle plads har klaveret, som er med til at trække tempoet og intensiteten ud af sangene og erstatte med tilbagelænede tænksomme passager. Nummeret "Miss Fortune" er det bedste eksempel på dette.
Omtrent halvvejs inde i nummeret lades vi alene med et klaver, en simpel 3/4-dels rytme og ikke mindst et mystisk lydbillede af tikkende urværk, som skaber noget magisk, fængende og næsten hypnotiserende. At det så ikke har noget med metal at gøre er til at leve med.
Vokalen bliver fortrinsvist bestyret af Helen Voigt (Samael-forsanger Vorph er dog en medrivende gæst på titelnummeret) og hun gør det aldeles fremragende. Det er en fornøjelse med en kvindelig sanger, der ikke anser det for en tvingende nødvendighed altid at befinde sig i de højeste tonelejer, men vægter det melodiske og udtryksfulde højere end tekniske finesser.
Det kunne sagtens være endt med en topkarakter, fordi der både er en overflod af umiddelbart fængende godter og tydelige tegn på langtidsholdbart. Derop når vi desværre ikke. I stedet må bandet tage sig til takke med en middel bedømmelse, da de til tider forfalder til kedsommeligt fyld og standardsangskrivning - hvilket logisk nok ikke klæder et anderledes tænkende band.
Dystre og melankolske stykker flyder ud i alle afkroge af pladen, som stemningsfyldte passager, og det er et gennemgående tema, uanset om sangene går over i gængse metalriffs eller har afdæmpede visioner.
Først og fremmest lykkedes rigtigt meget, fordi de fremtrædende roller spilles af henholdsvis en intens og vrængende wah-wah-pedalsindhyllet guitar, et klassiskinspireret klaver og ikke mindst en yderst velfungerende kvindevokal.
Wah-wah guitaren, der understøttes af heftige metalriffs, spiller de hårde og melodier; dem som leder tankerne hen på hjemlige Saturnus og abdicerede goth-konger Paradise Lost. Med enkle toner eller korte melodistumper binder leadguitaren numrene sammen på en tilpas skæv måde, der sikrer et fravær af alt for indlysende fraser.
En helt anden rolle plads har klaveret, som er med til at trække tempoet og intensiteten ud af sangene og erstatte med tilbagelænede tænksomme passager. Nummeret "Miss Fortune" er det bedste eksempel på dette.
Omtrent halvvejs inde i nummeret lades vi alene med et klaver, en simpel 3/4-dels rytme og ikke mindst et mystisk lydbillede af tikkende urværk, som skaber noget magisk, fængende og næsten hypnotiserende. At det så ikke har noget med metal at gøre er til at leve med.
Vokalen bliver fortrinsvist bestyret af Helen Voigt (Samael-forsanger Vorph er dog en medrivende gæst på titelnummeret) og hun gør det aldeles fremragende. Det er en fornøjelse med en kvindelig sanger, der ikke anser det for en tvingende nødvendighed altid at befinde sig i de højeste tonelejer, men vægter det melodiske og udtryksfulde højere end tekniske finesser.
Det kunne sagtens være endt med en topkarakter, fordi der både er en overflod af umiddelbart fængende godter og tydelige tegn på langtidsholdbart. Derop når vi desværre ikke. I stedet må bandet tage sig til takke med en middel bedømmelse, da de til tider forfalder til kedsommeligt fyld og standardsangskrivning - hvilket logisk nok ikke klæder et anderledes tænkende band.
Kunstner
Titel
Thy Kingdome Gone
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter