Lyden drillede
Populær
Man måtte som publikum selv arbejde for at få ordentlig lyd ved at flytte sig fra en god plads foran Paradise Lost på scenen til en plads længere tilbage.
Pity The Sadness
Erased
I Remain
As I Die
The Enemy
First Light
Enchantment
Frailty
One Second
No Celebration
Requiem
(Extra)
Faith Divides Us - Death Unites Us
The Last Time
Say Just Words
Indimellem kan man støde på folk, der notorisk mener, at lyden på The Rock altid er helt til hest, men det er nu ikke fair. Der er faktisk ofte god lyd på The Rock – det kan dog være nødvendigt af flytte sig lidt rundt på gulvet for at få det mix, man foretrækker. Sådan var det i hvert fald til Paradise Losts show denne tirsdag aften.
De første tre kvarter af Paradise Losts show, befandt denne anmelder sig ganske tæt på scenen til en lyd af bas, bulder og brag og en vokal, der lød som en spag mumlen. Der blev intet gjort ved det, så eneste naturlige løsning var at rykke ned til lydmanden, for han måtte jo mene, at det gik godt. Og ganske rigtigt – fed lyd, med måske kun lige en spids for meget bas. Hvorfor flyttede man sig ikke lidt før, så ’Pity The Sadness’ eller nogle af de nye fuldtræffere havde kunnet nydes bedre?
Tømmermænd i mixeren
Men sådan kan forholdene være, og det var ikke helt nemt at bevæge sig frit omkring. De over 500 mennesker på stedet fylder jo, og da den sædvanlige lydpult havde fået seriøse tømmermænd, eftersigende pga. et møde med en Mokai, var der en ny mixer og alskens udstyr midt på gulvet ud for trappen til balkonen.
De engelske mørkerockere har aldrig været kendt for den store scene-aktivitet, og især forsanger Nick Holmes virkede uengageret og blottet for spillelyst. Gæsteguitaristen, der erstattede Gregor Mackintosh, hvis far er alvorligt syg, virkede som den eneste rigtig tændt på scenen. Helt til slut var der dog lidt mere liv i Aaron Aedy også, men hvem kan også stå stille til ’The Last Time’ (i øvrigt flankeret af den sædvanlige ”This is not the last song but it is ’The Last Time’”)?
Flere lydproblemer
Det var nu ikke et særtilfælde med lydproblemer denne aften. Også Samael, som spillede lige inden hovednavnet, blev væk i bulder fra de programmerede trommer og bassen. Det kunne den ellers meget underholdende, danseglade bassist ikke aflede opmærksomheden fra. Ærgerligt, for alle i bandet lod til virkelig at give den gas i et sæt, der kom vidt omkring i bandets karriere.
Overraskende var det fx at høre ’Into the Pentagram’, men også at ’Black Hole’ fra den nye ganske voldsomme plade faktisk fungerede godt. Tilhørere som ikke kendte bandet og kun var der for Paradise Lost, har dog nok fået et chok over denne sang, som var noget hurtigere end perler som ’Solar Soul’ og ’Rain’.
Finnernes sejr
Om det var et lidt lavere lydtryk, der gjorde, at lyden faktisk var udmærket, da finske Ghost Brigade åbnede op for den musikalske underholdning denne aften, er svært at sige. Men paradoksalt var det, at dette forholdsvis ukendte band skulle løbe med sejren lydmæssigt. Det var et velspillende band, som dog ikke helt ramte det monumentale mørke, som det fremragende 2009-album ’Isolation Songs’ byder på. Naturligt nok var fokus primært på selvsamme album.
Forsanger Manne Ikonen fik vist, at han faktisk har en rimelig bred stemme, hvor han fortolkede nogle af de rene parter anderledes rocket end på skiven, men hans herlige growl sad vanligt ondt på bandets ”sludgede” doom-stil.
Det blev en sen tirsdag aften for det finske band gik først på lidt før klokken halv ti, og det betød, at aftenens sidste tone fra Paradise Losts ’Say Just Words’ ringede ud omkring klokken kvart i 1. Garderobekøen bød på forskellige publikumsholdninger til sætlister og optræden fra Samael og Paradise Lost. Fra skuffelse til begejstring, og begge dele opsummerede egentlig meget godt aftenen.
Karakterer
Ghost Brigade: 3
Samael: 3
Paradise Lost: 2