Doom metal ved sengetid

Populær
Doom metal ved sengetid
Sen mandagskoncert i Lille Vega, hvor de noget uoplagte Paradise Lost ikke udfriede hele bandets potentiale. Til trods for at aftenens (nattens) hovednavn er et af de bands, der har defineret genren, blev det en sen doomaften på det jævne i Lille Vega, mandag aften. På grund af en anden koncert i huset var der "Loppen-tilstande", så første band, canadiske Neurosonic gik ikke på scenen før kl. 22. Og gid de dog havde ladet være!


Skuffende support

Neurosonic var et vederstyggeligt miskmask af skaterpunk, nu-metal og emo. Især var sangeren rædsom, særligt fordi hans lyse stemme matchede de nedstemte guitarer meget dårligt. Jeg udholdt tre numre inden jeg flygtede ind i baren ved siden af, og efterhånden var der vel flere mennesker i baren end inde i salen. Neurosonic dumper med et brag. Kun deres energi på scenen redder dem fra at ryge længere ned på karakterskalaen.

Aftenens andet band var tyske Eyes of Eden. Igen et noget stilforvirret band. En temmelig ordinær Nightwish-kopi tilsat lidt folk- og doom-elementer. Og lige så meget som jeg elsker Nightwish, lige så træt er jeg af de utallige bands, der blindt efterligner succesformlen. Kære Eyes of Eden, skrub tilbage i øvelokalet, og kom ikke ud igen før I har noget mere originalt at tilbyde Verden.


Middagslur vs. Internet

Klokken var efterhånden blevet henad min sædvanlige sengetid inden Paradise Lost kom på, og de virkede da også temmelig trætte i starten. Der skulle lige en tre-fire sange til før den værste rust var banket af.

Især Nick Holmes's stemme (øv. bill.) lød noget træt, og hele koncerten igennem var han ikke 110% overbevisende på den måde han kan være det. Så måske skulle han have taget en lille lur istedet for at sidde på Internettet hele dagen, som han jokede med at have tilbragt sin dag med? Resten af bandet, især bassist Steve Edmonson, virkede bestemt heller ikke superoplagte.

Jeg må tilstå, at jeg endnu ikke har fået tjekket den nye plade "In Requiem" ud, men de nye numre faldt ihvertfald på ingen måde igennem mellem klassikere som "One Second", "Forever Failure", "Remembrance" eller den afsluttende "Say Just Words".

Det ordinære sæt varede næsten nøjagtigt en time, hvorefter vi fik fire ekstranumre. En time og 20 minutter er lige i underkanten, men på den anden side virkede det heller ikke som om Paradise Lost havde mere i sig. Det var på ingen måde en dårlig koncert, men når man ved, at de bare kan så meget mere bliver jeg nødt til at være lidt fedtet med karakteren.

Spillested
Dato
07-10-2001
Genre
Karakter
3