God aften med goth kongerne

Paradise Lost spillede foran et propfyldt The Rock, tirsdag aften, hvor folk var kommet fra alle landets hjørner for at hylde de gotiske legender. Paradise Lost har foretaget mange stilskift siden de – i midten af halvfemserne – udgav de to albums, som de fleste fans stadig anser for deres mesterværker: ”Icon” og ”Draconian Times”. Først kom den mere kommercielle, ”One Second”, som blev efterfulgt af det ret udskældte og Depeche Mode’ske ”Host”. Efter to jævne albums i starten af det nye årtusinde, og en række udskiftninger i line-uppet, udgav Paradise Lost - i starten af året - så deres tiende album, som er opkaldt efter bandet selv, og som til en vis grad er et ”tilbage til rødderne” album.


Interessant indslag fra Israel

Første band på plakaten var Society 1. De var knap så behagelige at lægge ører til. Det var til at leve med en forsanger, der havde tapet brystvorterne til med gaffatape, og en trommeslager der havde bækkenerne hængende så højt, at han knap nok selv kunne nå dem… men at lyden så også var gennemført elendig hjalp ikke på Society 1’s ubehjælpsomme halve time lange indslag.

Så var der mere ved band nummer to, Orphaned Land, som har hjemme i intet mindre end Israel. Det var en fusion af mellemøstligt musik og doom metal... og ret interessant. Selvom forsangeren havde stjålet Arafats hovedviskestykke, og fik det viklet ind i både sit bandmedlems guitar og sin trommeslagers sæt, så var det faktisk et ret fedt show, bandet fik fyret af. Sært var det, og der var både sitarintroer og orientalsk kor i sangene… Svært at beskrive med ord, men fedt!


Crowdpleasere og rutinegang

Men aftenens hovednavn var nu engang de britiske veteraner. Efter en lidt svag start blev ”Erased” luftet til publikums store behag, og en godt halvanden time lang greatest hits-fest var sparket i gang.

Hovedmændene i bandet, forsanger Nick Holmes og guitarist Greg Mackintosh, holder stadig ved, og de mange line-up-skift lød bestemt ikke til at have ramt bandet på nogen måde. The Rock’s svedende publikum var helt oppe at køre over sættet, der – set gennem kritiske briller - måske ikke indeholdt nok af det helt gamle materiale. Men det var faktisk også syng med-numrene fra de nyere albums der fik flest publikumspoints: fx ”So Much Is Lost” fra ”Host” og den helt nye ”Close Your Eyes”.

Et overordnet problem ved koncerten var, at Paradise Lost til tider virkede som en flok arbejdshunde, der bare skulle have jobbet overstået, og den slags kan man – desværre – ikke undgå at bemærke under en halvanden times lang koncert.

Det var dog blot skønhedspletter på en stor koncert, hvor publikumsstemningen var helt i top over gensynet med legenderne, som ikke har gæstet vores lille land alt for tit i de senere år.

Der blev sluttet af med manér i form af ”One Second”, men det var kun afslutningen på det originale sæt, før Paradise Lost samlede spaderne op og spillede hele fire ekstranumre, med højdepunktet ”Say Just Words” og crowd-pleaseren fra Draconian Times, ”Last Time”.

På trods af, at bandet ikke var 100 % tændte, må man sige, at Paradise Lost kom, spillede og sejrede, og de behøver nu ikke vente SÅ lang tid med at komme igen.