Den dunkle rocklyd er tilbage
Populær
Updated
"Paradiselost" opnår ikke klassikerstatus, men er en god, sej rockplade, konkluderer Ulrich Wolf om det nye album fra de engelske gothkonger Paradise Lost. 10. udspil fra nogle af pionererne indenfor gothic, engelske Paradise Lost hedder bare "Paradiselost". Trommeslager Lee Morris har forladt bandet, men er erstattet af en sessionmusiker. Men ellers er alt ved det gamle. Og så alligevel ikke. Der er kommet lidt mere sovs på guitarerne og mere tyngde i udtrykket. F.eks på ”Close your Eyes” eller på den sejt svingende ”Redshift”, hvor de spiller rigtig tung rock, men stadig med den der dystre undertone.
Tag ikke fejl, det er umiskendeligt Paradise Lost, men bandet har fundet tilbage til rødderne. I hvert fald de 10 år gamle rødder, til dengang hvor det hed ”Draconian Times”, der af mange er regnet for den bedste Paradise Lost udgivelse nogensinde.
Væk er den dippede Depeche Mode-lyd, nu spiller drengene rock igen. Og det klæder dem, gør det, for det er det, de kan.
Nu kan Paradise Lost lyde som de altid har gjort, men samtidig få det til at swinge på den fede rockede måde.
Det kan godt være, at der i det store billede ikke er den store fornyelse at hente, men dette band kan stadig det dystre til perfektion. Man bliver lidt overrasket over, at Paradise Lost er tilbage på banen med den tunge lyd, og der er ikke meget af tidligere tiders skuffelse tilbage.
Måske er denne plade ikke noget mesterværk, der opnår klassikerstatus eller går over i verdenshistorien. Men "Paradiselost" er en god, sej rockplade, der appellerer til den dunkle og rytmiske rockhund i os alle.
Tag ikke fejl, det er umiskendeligt Paradise Lost, men bandet har fundet tilbage til rødderne. I hvert fald de 10 år gamle rødder, til dengang hvor det hed ”Draconian Times”, der af mange er regnet for den bedste Paradise Lost udgivelse nogensinde.
Væk er den dippede Depeche Mode-lyd, nu spiller drengene rock igen. Og det klæder dem, gør det, for det er det, de kan.
Nu kan Paradise Lost lyde som de altid har gjort, men samtidig få det til at swinge på den fede rockede måde.
Det kan godt være, at der i det store billede ikke er den store fornyelse at hente, men dette band kan stadig det dystre til perfektion. Man bliver lidt overrasket over, at Paradise Lost er tilbage på banen med den tunge lyd, og der er ikke meget af tidligere tiders skuffelse tilbage.
Måske er denne plade ikke noget mesterværk, der opnår klassikerstatus eller går over i verdenshistorien. Men "Paradiselost" er en god, sej rockplade, der appellerer til den dunkle og rytmiske rockhund i os alle.
Kunstner
Titel
Paradiselost
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter