Tilbage til rødderne med fart og tomgang
02. Virtual War
03. Polygames
04. Earth Country
05. Illumination
06. Black Hole
07. In There
08. Dark Side
09. God's Snake
10. On The Top Of It All
Industrial metallerne med smag for death og black metal har vinket farvel til de seneste mange års eksperimenteren og sagt hej til den ufortyndede energi og klassiske metalsangskrivningstradition.
Dette album startede egentlig som et rent virtuelt projekt med “kunstige” medlemmer og musik skrevet af medlemmerne i Samael. Men schweizerne så et potentiale i musikken, som de følte var en slags missing link mellem black metal-klassikeren ”Ceremony of Opposites” og det noget mere eksperimenterende ”Passage”, der fulgte efter. Det faldt dem derfor helt naturligt, at albummet blev deres niende studiealbum.
Det påstås altså, at albummet er et back-to-the-roots album, og der kan drages paralleller til ”Ceremony of Opposites”. Påstand 1 er sand og påstand 2 er særdeles tvivlsom. For den helt særlige atmosfære med ganske enkle virkemidler, som den gamle klassiker har, er på ingen måde genfundet til dette album. Men energien er og musikken er ganske sandt rå og voldsom som i gamle dage.
Tempoet er nu noget højere end 1994-albummet, og der er masser af tremolo-riffing i klassisk black metal stil. Produktionen er ikke så poleret, som bandet har haft for vane længe. For undertegnede er der punkter i produktionen, som irriterer. Lyden er meget diskant, og lyder ikke så godt, når man skruer godt op for sine ørebøffer, når man, som jeg, mest hører musik på farten. Der savnes lidt dynamik og et mere basset lydbillede. Omvendt var især starthalvfemsernes nordiske black metal meget diskant og skærebrænderagtig, så på den måde er bandet tro mod genren.
Den rå energi er ikke udnyttet til fulde. Der er en lille håndfuld fremragende numre på skiven, men ikke alle ti sange på skiven holder hele vejen hjem. Sang nr. 11 er et remix af en af de andre sange og ligegyldig. Andre steder brager et par sange derudaf, som en bil i frigear med speederen i bund, og det føles som unødvendigt fyld.
Alt i alt er det en succes for Samael, at de efter ”Solar Soul” selv kunne se, at der skulle ske noget nyt – og at de turde kigge bagud for inspiration. Bandet har vel aldrig lavet noget egentlig dårligt album, men tiden var inde til en forandring. Desværre fænger det ikke hele vejen, hvilket egentlig er usædvanligt for bandet. Og dermed er der altså lidt malurt i bægeren på et ellers frisk og energisk initiativ.