Sci-fi-soundtrack til robotapokalypsen
Bell og Cazares' musikalske parløb, der gennem 30 år har kastet fejder og musikalske landvindinger af sig, er kommet til vejs ende på en dyster fremtidsprognose.
2. Disruptor
3. Aggression Continuum
4. Purity
5. Fuel Injected Suicide Machine
6. Collapse
7. Manufactured Hope
8. Cognitive Dissonace
9. Monolith
10. End Of Line
Fear Factory er et af de bands, mine personlige musikalske præferencer har afholdt mig fra at fordybe mig yderligere i. De har ellers mange ting, der taler for, at jeg som minimum kunne fatte interesse for konceptet: Deres evige fascination af dystopisk sci-fi omsat til musikalske øretæver lokker med en fælles kærlighed til alt fra Frank Herberts ’Dune’ til 80'ernes og 90'ernes filmiske epos som ’Blade Runner’ og ’Terminator’-universet.
På papiret lyder Fear Factory og jeg som et åbenlyst match, men der er en fejl i programmeringen, der i sidste ende har afholdt mig fra at overgive mig. For deres største styrke er samtidig deres største svaghed. Konstellationen Dino Cazares og Burton C. Bell er uden tvivl essensen af Fear Factory, og det kreative vortex mellem de to har trods alt gjort bandet til en inspiration for et utal af andre bands gennem årene, blandt andet de musikalske grandfætre i Machine Head. Men så store egoer er dømt til at slå gnister, og de er føget gennem årene, hvor de skiftevis er gået og har smækket med døren. Sidste efterår annoncerede Bell sin afgang, kort tid efter Cazares offentliggjorde nyheden om det kommende tiende album. ’Aggression Continuum’ er således den sidste udgivelse i denne omgang med de to som omdrejningspunkt.
Mand og maskine
Allerede fra første færd er det umiskendeligt Fear Factory, selvom Burtons velkendte stemmeføring godt nok er blevet rusten med årene, noget der ikke er gået os ubemærket forbi. Hans råbende vokal lyder pludselig som den, vi finder hos deres diametrale modsætninger i Gojira, og de har en lille overraskelse gemt i ærmet i form af et symfoniorkester. Mig bekendt har de ikke gjort brug af det siden 1998's 'Obsolete', og det klæder dem atter at fusionere det organiske med det mekaniske.
'Disruptor' fortsætter arketypisk, og det føles, som om autopiloten er slået til i sådan en grad, at de begynder at lyde som de bands, der gennem årene er opstået i deres kølvand. Den er anonym og kunne snildt have været undværet – som nerveender i en maskine bygget til mord. Heldigvis kommer titelnummeret os til undsætning. Hornsektionen bag vokalen holdes op mod præcist afmålte blastbeats, der gemmer på, hvad der lyder som eksplosioner. Det er interessant at dykke ned i, fordi det på overfladen er standard Fear Factory, men detaljer, der stritter i hver deres retning, giver nummeretpersonlighed.
Det samme kan man desværre ikke sige om 'Purity', som sammen med ’Collapse' er den kedelige side af Fear Factory. Den, der ikke overdriver alt, de er. For i mine øjne er det det eneste, der adskiller dem fra for eksempel Machine Head. Havde de gjort plads til symfoniorkestret på hele albummet, havde det været en mere livagtig og overbevisende oplevelse, for jeg fornemmer helt klart et hjerte inde bag alle ledningerne. Omvendt er 'Fuel Injected Suicide Machine' og ’Manufactured Hope’ oprigtigt interessante, fordi den førnævnte musikalske sammensmeltning mellem det organiske og mekaniske på mange måder afspejler symbiosen mellem mand og maskine i de værker, der har inspireret bandet i alle disse år. Førstnævnte gemmer på en perle af cinematografiske strygere, og sidstnævnte overrasker med et keyboard, der endnu engang får mig til at tænke på ’Obsolete’ og dens Vangelis-inspirerede synth.
Mand eller maskine
Jeg er ganske tilfreds med, at den elektroniske tendens fortsætter på ’Cognitive Dissonance’, der føles langt mere neon end metallisk glinsende og byder på en imponerende leveret knap indestængt vrede fra manden bag mikrofonen, der ironisk nok får sin pondus ved hjælp af en maskine. ’Monolith’ føles næsten opløftende og den overraskende solo, der er både atypisk og samtidig passende, giver mig håb for fremtiden. De sprinter i mål på ’End of Life’ som en T-1000 i fodformede sko, og selvom jeg måske har fået cementeret et par fordomme om bandet, har jeg bestemt også fundet en ny respekt for dem.
Fear Factory er rigtigt gode, når de lige anstrenger sig, og jeg er ikke immun overfor, hvordan dramaet i kulissen kan have en effekt på, hvordan jeg lytter. Siden indspilningen tilbage i 2017 er trommemaskinen blevet erstattet af kød og blod, men med matchende præcision, Burton er smuttet igen, og ingen ved, hvad fremtiden bringer. Men skal hybriden have en chance for at overleve, er det i min optik vigtigt at fortsætte med at lære og udvikle sig. Der er så meget at grave i på ’Aggression Continuum’, at det vil være for stor en mundfuld at sidde her og gå i dybden med både musik, tema, det af teksten, jeg kan forstå, og hvordan det hele relaterer sig til hinanden og den verden, vi lever i. Derfor vil jeg alligevel anbefale fans og nysgerrige at give det en chance.