Det hele falder langsomt fra hinanden

Populær
-XTJ1026-15-1496755791

Siddekoncerter, streamingkoncerter, udendørskoncerter, drive-in- og drive-by-koncerter: Flere prøver at finde alternativer til grundstammen i hele rockkulturen – liveoplevelsen. Imens lider koncertbranchen og bands en stille kvælningsdød.

Kunstner
Titel
+ Orm + Raise Your Horns + Pumpehuset
Fotograf
Jacob Dinesen / Peter Troest / Jon Albjerg Ravnholt

Selvfølgelig var det først og fremmest et reklamefremstød for dem selv som band; en smart gimmick, der skulle generere omtale og fik det. Men da Mustasch forrige lørdag pludselig kom trillende langsomt henad hovedstrøget i hjembyen Gøteborg på ladet af en lastbil og spillede guerillakoncert for shoppere, forbavsede cafégæster og de fans, der havde opsnappet, at noget var i gære, var det ikke bare en simpel provokation: Det var et nødråb, forklarer sangeren Ralf Gyllenhammar.

– Vi fik ikke tilladelse til at spille en planlagt koncert på en mole foran en båd med publikum på, men alle indkøbscentrene er fyldt med mennesker, og folk ligger tæt pakket på stranden. Det er OK, at der ligger 300 både i havnen, men hvis jeg bare tager en ukulele frem, er der åbenbart alt for stor fare for corona. Vi demonstrerede for vores ret til at spille musik og for folks ret til at nyde musik.

“Nu kör vi tills polisen tar oss!” proklamerede Ralf Gyllenhammar fra ladet af lastbilen, da koncerten gik i gang, og et øjeblik var der en stemning af decideret opstand i luften, mens Mustasch spillede. Men reelt var alt klappet af med myndighederne, inden det populære hardrockband lavede deres stunt.

– Politiet var meget venlige og hjalp os med, hvad vi så kunne gøre, når vi ikke måtte spille på båden. De sagde til os, at de ikke selv kunne bryde loven, men at vi godt kunne.

De sagde simpelthen, at de ville vende det blinde øje til, hvis I lavede aktionen på lastbilen?

– Mere eller mindre, ja. Vi håbede, at vi kunne nå at spille 2-3 sange på lastbilen, inden vi blev stoppet, men de lod os spille i 40 minutter. De lod os bryde loven.

&t=448s

2,5 mio. kr. er væk
Mustaschs fremstød var en succes, for så vidt som det skaffede dem godt med omtale og i skrivende stund over 140.000 visninger af koncerten i en musikverden, der hungrer efter, at der sker noget uforudset og bare tilnærmelsesvist vildt.  Men baggrunden for det var et opråb til politikerne om at gøre noget for en hel branche, der styrtbløder under nedlukningen.

– Vi har mistet 2-2,5 mio. kr. De er bare væk. Vores guitarist arbejder i et varehus, jeg spiller til havefester, hvor jeg får 1.000 euro for at spille for 30 mennesker, fortæller en mærkbart oprørt Ralf Gyllenhammar over telefonen på vej til en af weekendens havefester.

Mustasch

Mustasch er et etableret band, der i årtier har været vant til at spille store koncerter i mellemstore skandinaviske byer, så det er en økonomi af en vis størrelse, der er blevet ramt hos dem. Men nedlukningen har også ramt bands på vej op. Ét af dem er Orm, der sidste år fik deres bredere gennembrud med pladen ‘Ir’. De havde kalenderen fuld foråret igennem med koncerter rundt i landet og sommeren over på festivaler som Copenhell og Roskilde Festival, og de havde kalkuleret med at tjene i hvert fald 100.000 kr. til bandkassen. De penge skulle være brugt til for første gang at kunne udbetale en symbolsk løn til de fire medlemmer, der alle har familier og jobs ved siden af bandet, men hvad vigtigere er, skulle de finansiere kulminationen på koncerterne med ‘Ir’: En siddekoncert i Rønne Theater 10. oktober.

Det var her, bassisten Troels Cort Nielsen og guitaristen Simon Sonne Andersen første gang spillede sammen ved en teaterkoncert i 10. klasse for 15 år siden, fortæller de, mens vi en kølig sommerdag går rundt inde i Bastemosen på Bornholm. 

– Det har hele tiden været planen, at den her koncert skulle markere afslutningen på ‘Ir’ og ‘Mit Blod’. Vi skulle have spillet dem hele foråret og sommeren, og så skulle det stoppe på teatret, fortæller Troels Cort Nielsen om den plan, der nu er slået i stykker.

Troels Cort Nielsen, Orm

De penge, Orm skulle have tjent på hyre og på salg af merchandise ved koncerterne, skulle have sikret både lejen af teatret og betaling til et kor og et kammerorkester, der skulle akkompagnere opførslen. Nu gennemfører de alligevel koncerten med en kvartet af strygere og blæsere, men det er en slunken bandkasse, der stiller garantien, og der er ikke plads til mange uforudsete udgifter i forbindelse med arrangementet.

Folk vil høre musik nu
I det mindste er det let for Orm at omstille sig til at spille for et siddende publikum i teatersalen. Faktisk er det næsten mere oplagt til deres black metal end en lavloftet klubkoncert, fortæller de, mens himlen hvælver sig over os, og den skov, de skriver om på ‘Ir’, lukker sig helt sammen i et tykt mørke få meter inde fra stien.

– For os er der ikke den store forskel på at spille for et siddende eller stående publikum. Vi interagerer alligevel ikke så meget med publikum, når vi spiller. Vi går meget ind i os selv. Selvfølgelig er det rart, at der er nogen, der klapper, når man er færdig – det er lidt mærkeligt, når vi har spillet til streamingarrangementer, hvor det kun er de andre bands, der sidder ude i salen, indrømmer Troels Cort Nielsen og uddyber, hvorfor settingen i Rønne Theater på mange måder er optimal for dem:

– Vores musik er meget velegnet til siddekoncerter. Den indbyder ikke til, at man danser. Det er meget sværere for dem, der spiller thrash eller dødsmetal, hvor de skal op at stå med foden på monitoren og råbe “Kom så! Er I med derude!”

De overvejelser nåede Thomas Brodersen Stibolt ikke at gøre sig i forhold til de bands, han har booket til metalfestivalen Raise Your Horns, der bliver afholdt i Rønne som siddekoncerter i anden weekend af september. Men som han forklarer, er tanken ham ikke helt fremmed.  

– Jeg er vokset op med siddekoncerter. I Nordsjælland var det den lokale biograf, Café Slotsbio i Hillerød, der afholdt metalkoncerter, og det fungerede fint. Selvfølgelig sad man også lidt bedre i et biografsæde end på en normal stol. Folk vil gerne høre musik nu, jeg kunne faktisk mærke, at interessen for Raise Your Horns steg, da Copenhell lukkede ned, men der er nogle regler for, hvordan det kan lade sig gøre. Jeg havde booket hele programmet inden det her, så jeg har slet ikke tænkt på, hvad der egnede sig til at sidde ned, men jeg kan godt se, at det ville være sværere, hvis jeg havde haft noget thrash med. Det indbyder mere til, at der skal være lidt gang i den.

Thomas Stibolt, Raise Your Horns

Vi vil ikke glemmes
Som det ser ud nu, bliver Raise Your Horns den første indendørs metalfestival, der gennemføres efter nedlukningen. Det kan lade sig gøre, fordi festivalen afvikles i Musikhuzets store sal, hvor der er god plads til de 170 siddende gæster, men det har været en konstant afvejning i samråd med spillestedets bestyrelse, om festivalen skulle afvikles eller ej. Rising Festival, der skulle have fundet sted i de samme lokaler med indie- og garagerock weekenden inden, valgte at aflyse, men det ville Thomas Stibolt ikke, hvis han på nogen måde kunne undgå det.

– Det, der har talt for at gennemføre, er, at det er en lille festival, der ligger langt væk fra alting. Jeg turde simpelthen ikke aflyse og risikere at gå helt i glemmebogen hos publikum og bands herovre. 

Det er på en måde det samme ræsonnement, der ligger bag Pumpehusets beslutning om at at åbne for udendørs koncerter i Byhaven. Sommeren igennem har de fra onsdag til lørdag haft livekoncerter med plads til op til 250 publikummer ad gangen.

– For os har det handlet om at holde kontakten til vores gæster, forklarer booker og venue manager Jeff Højlund. 

– Vi kunne se, at hvis der skulle ske noget ude i Byhaven, var det nødt til at blive på en anden måde, end vi plejer at gøre det. Med et siddende publikum er det ikke så bøvlet at lave en opsætning, der følger retningslinjerne, og bevillingsmyndighederne godkendte den. De er herinde flere gange om ugen for at tjekke, hvordan gæsterne opfører sig. For mange har der været stor glæde over bare at kunne se livemusik igen. Vores gæster har været meget ansvarsfulde og taget restriktionerne seriøst. De er ikke gået totalt bailando.

Byhaven

Hvordan gør man siddekoncerter fede?
Byhavens program er normalt præget af indie og koncerter i den blødere ende af spektret: Musik, der egner sig lige så godt til at lytte til som til at have kørende som lydspor til, at man mødes med vennerne under de kulørte lamper og drikker øl og snakker. Selvom de også tidligere har haft metalkoncerter, ofte i forbindelse med arrangementer inde i Pumpehuset, var det en overvejelse, de havde med, da de lavede sommerprogrammet for Byhaven: Ville den slags musik overhovedet fungere med et siddende publikum?

– Vi talte meget om det, inden vi åbnede igen. Det første metalarrangement, vi havde, var sammen med Extremely Rotten Productions, og jeg snakkede med David inden, om det her egentlig var fedt. Vi var spændte på, om det ville blive en lidt flad fornemmelse at sidde ned, eller om vi kunne lykkes med at skabe et rum, hvor det kunne blive en fed oplevelse. Byhaven har i forvejen i høj grad haft et siddende publikum, og det betød, at folk vidste, hvad de gik ind til. Det er også en fordel, at det er udenfor: Det er ikke et stort koncertrum, hvor der er sat stole op. 

Det er til gengæld den model, Pumpehuset kan blive nødt til at tage i brug i efteråret, alt efter hvad udfaldet bliver af de forhandlinger, regeringen i denne uge skal have om en eventuel yderligere genåbning af samfundet: Den fase 4, som også skulle indbefatte spillestederne.

–  Hvis retningslinjerne bliver, at det skal være siddende koncerter, må vi prøve at se, hvordan vi kan få det til at fungere oppe i salen. Det er også muligt, at vi kan fortsætte udenfor? Jeg vil ikke afvise noget. Men vi sidder ikke og tænker nye koncepter frem. Det er først, når vi kender retningslinjerne og kan planlægge nogle måneder frem, at vi gør det. Men på langt sigt er det da ikke sjovt at se frem til et år endnu med siddekoncerter. En del af det at være til koncert er jo at være sammen og stå tæt sammen, konstaterer Jeff Højlund.

Kill Town Death Fest, Pumpehuset

Ét år til
Hvad det er for et efterår og en vinter, vi ser ind i, ved ingen lige nu. I Pumpehuset booker Jeff Højlund et fuldt program for den kommende sæson for at have noget på plakaten, hvis de får lov til at åbne igen, men han gør det velvidende, at hans arbejde let kan være spildt.

– Hvis vi får besked om, at vi kan åbne i morgen, skal vi have et program klar, slår direktøren for Pumpehuset, Kristoffer Bramsen, fast over telefonen i et kort afbræk fra sin sommerferie efter et forår i komplet vildrede og frustration over ikke at vide, hvad de kunne gøre i Pumpehuset eller hvornår.

Den forudsætning, at de skal kunne åbne fra dag til dag, betyder, at Pumpehuset skal have folk som Jeff Højlund siddende og lave et arbejde, der kan vise sig at være til ingen nytte, men som ikke desto mindre er en udgift for spillestedet. I USA er den første stribe spillesteder gået konkurs under nedlukningen, og herhjemme skete det samme for Fredericia Musiktheater allerede en uge inde i nedlukningen. Så sort ser det ikke ud for Pumpehuset endnu, forsikrer direktøren, men der ligger en deadline og truer ude i horisonten.

– Hvor længe vi kan holde, kommer an på, hvordan man fra politisk side understøtter vores forretning. Hvis vi skal være tvangslukkede, kan vi med fuld kompensation fortsætte i lang tid, i princippet for evigt. Men den nuværende situation er, at vi har mistet mange penge på det her. Vi har haft 0 kr. i indtægt og sat et sted mellem 300.000 og en halv million kr. til hver måned. Det er på trods af den godtgørelse, der har været: Den kompensationspakke, der er nu, dækker kun 75 % af medarbejdernes løn.

Derfor er is i maven og vente for evigt ikke en mulighed for Pumpehuset, fortæller Kristoffer Bramsen

– Et år mere. Det var, hvad jeg sagde til mine medarbejdere, da vi lukkede ned i marts: Vi kan holde til sommeren ‘21. Men så er alle reserver også brugt, og vi har haft medarbejderne til at sidde på bænken i al den tid. Så er det klart, at nogle af dem og flere af vores samarbejdspartnere vil begynde at søge over i andre brancher. Det hele falder langsomt fra hinanden. Hvis det her trækker ud i halve og hele år, er der ingen branche tilbage på den anden side.

Byhaven

Forpligtelse til at skabe kulturoplevelser
På samme måde som Mustasch forsøgte at vise deres fans, at de stadig er her, og politikerne, at de er desperate nok til at spille gratis på en lastbil for at råbe dem op, er åbningen af Byhaven et forsøg på at holde en gnist i live. At sørge for, at publikum ikke allesammen finder ud af, at Netflix hjemme i sofaen kan være lige så sjovt som de koncerter, de er ved at glemme. At holde kontakten med samarbejdspartnerne. At minde om, at de stadig er der. Og gerne vil være der, når coronakrisen engang er overstået. 

For fra et forretningsmæssigt synspunkt ser tingene lige så sorte ud for Pumpehuset, som de gør for Mustasch og alle andre, der må klare sig med, hvad de kan tjene på småjobs, og æde af opsparingen, indtil det hele forhåbentlig går over, eller der findes en ny løsning. 

– Vi tjener ikke en krone på at have åbnet Byhaven. I sig selv kan det løbe rundt, men det er ikke nok til også at have et hus og en medarbejderstab på standby, fastslår Kristoffer Bramsen. 

– Vi har primært åbnet Byhaven for at holde os selv i gang og skabe nogle kulturoplevelser. Men det handler også om, hvad vi mener, der bedst kan svare sig: At få kompensation fra staten eller selv forsøge at skabe nogle penge. Jeg mener, at vi alle har en forpligtelse til at skabe den omsætning, der er mulig, frem for udelukkende at leve af statens understøttelse.