Rutineret omgang med nyt og gammelt

Superchargers 'Broken Harts And Fallaparts' er på sær vis både opfindsom og klichefyldt, og derfor ret effektivt.

Danske Supercharger har udgivet deres tredje album, 'Broken Hearts And Fallaparts', og er med det klar til at rykke en division op. Bandet er nemlig ved at vokse sig stort og har turneret med Mustasch og D-A-D, og rutinen skinner tydeligt igennem på denne udgivelse. Det hele virker meget gennemarbejdet og er professionelt på et internationalt niveau. Der er da også stjernebesøg fra hinsidan med gæsteoptrædener af Ralf Gyllenhammar (fra førnævnte Mustasch) og Nicke Borg (Backyard Babies).

Energiniveauet på  'Broken Hearts And Fallaparts' er højt, og stilen er storladen rock'n'roll, som albummet igennem ligger og vugger mellem at være originalt eller plagiat. Nuvel, ingen bør forvente store avantgardistiske gennembrud fra et band i denne genre, og med forventningerne således afstemt er der faktisk rigtig mange opfindsomme detaljer. Frem for alt er sangene forskellige nok, til at albummet ikke går i tomgang, og ensartede nok, til at de klæder hinanden.

Bandets drys af til metal grænsende tyngde er også med til at give variation, dynamik og en smule farlighed. Men det er først og fremmest den legende lethed, der er over udtrykket, som inviterer til fest og fadøl, og det må vel også anses for at være hovedpointen med 'Broken Hearts And Fallaparts' - og vel også Supercharger som sådan ...

For hvis man ikke køber denne pointe, løber man hurtigt panden mod nogle virkemidler, som er ganske udtrådte – klichéer med andre ord. Det handler både om orkestreringen, den overordnede måde at skrue mange af omkvædene sammen på, men også om egentligt tyveri som omkvædsmelodien 'Five Hours Of Nothing', der har snuppet det væsentlige stykke fra omkvædet i  'No More Mr. Nice Guy' af Alice Cooper. Også omkvædet i 'Yeah Yeah Yeah' minder mistænkeligt meget om en anden sang, nemlig 'Edge of Heaven' af Wham (ja sgu, Wham!), men den er i det mindste ikke nøjagtig det samme.

Til trods for de lange fingre, er der nu alligevel meget charme over udgivelsen, for den er skamløs i ordets positive og rock'n'rollede forstand og kan sammenlignes med en af de der slikblandinger, hvor man kender de enkelte typer hver for sig, men sammenblandingen er ny. Man sidder lidt med en følelse af at man har hørt det hele før, og alligevel er posen rystet.

Og nu, hvor den omtalte musik ikke har holdt sig for god til den slags, så må det alt i alt være passende at afslutte af med en anmelderkliche: ”Det kan godt være, at bandet ikke får så mange nye lyttere, men er man til genren, kan denne plade bestemt anbefales”.