En fin hyldest til dansk rockkultur
Populær
Første omgang af High Voltage Rock Awards forløb uden større gøgl og glamour og var en glimrende aften, der fejrede rockens vindende væsen. Lidt mere humor og kant fra både værter og vindere havde dog løftet oplevelsen.
”Der er altså intet element af selvhøjtidelighed i det her!”
Sådan sagde Steffen Jungersen, da vi for to måneder tilbage interviewede ham og Martin Jensen om, hvad publikum havde i vente til den første ombæring af High Voltage Rock Awards, der løb af stablen lørdag aften.
Showets to ophavsmænd viste sig at holde deres ord og stod i spidsen for en festlig modsætning til Danish Music Awards, hvis konsekvente ignorering af landets talentfulde grupper inden for den hårde musiketop er årsagen til undfangelsen af High Voltage Rock Awards.
Ingen gøgl og glamour. Ingen kedelige kendisser. Ingen blæste realitystjerner. I stedet så low key, at enhver tv-tilrettelægger ville opgive forsøget på at sælge det til mainstreambefolkningen hjemme i sofaen. High Voltage var stoppet med folk med trang til rock og metal spæget op med fri fadøl og billig Jack Daniels. Og at afholde det på stedet, hvor rockmusikken ufortrødent spiller videre, og sprutten flyder i stride strømme weekend efter weekend efter to års eksistens, virkede helt fornuftigt. Omend lokalerne logistisk havde svært ved at få værterne og vindernes ord helt ud i krogene, lød det fra flere efter showets afslutning.
Badass tøser og forrygende upcoming rockband
For undertegnede, der erfarent stod placeret en håndsrækning fra baren og tæt på både prispodiet og scenen, gik lyden dog glimrende og højt igennem fra det øjeblik, den punkede pigegruppe Taras gik på som aftenens første indslag.
Mænd i læderbukser har ikke patent på at spille rock 'n' roll i Danmark. Det demonstrerede den pikantklædte tøsetrio på smukkeste vis med tyve minutters badass rock ’n’ roll, som de selv kalder deres musik. Så var bunden medrivende lagt, før de fjorten betonstøbte priser skulle uddeles.
To bands delte sejrspodiets øverste plads med to priser hver. Det kom ikke som en overraskelse, at SEA snuppede både prisen for årets upcoming band samt den for årets classic rock-udgivelse. Devilutions skribenter har været med i juryen, og var der et sted, hvor der var 100 procent enighed, så var det i sidstnævnte kategori, hvor alle på redaktionen havde sat krydset ved SEA.
Det er fængende rock, der både rummer ånden fra genrens klassiske giganter i 70’erne og de tunge toner fra nyere tids sværdvægtere som The Sword. Dansk rock er slet ikke død, som onde tunger har det med at påstå. Den lever og ånder i bedste velgående, og SEA hører til blandt de mest spændende bands herhjemme lige nu. Det understregede gruppen såmænd også med det nye nummer ’Rust’, da de selv stod scenen og rockede igennem.
Trippelsejr til Ungeren
Det samme gjorde Solbrud med deres ”uimodståelige black metal”, som det hed sig i begrundelsen, Steffen Jungersen læste højt, da den unge Københavnergruppe modtog hovedprisen som årets band. Godt gået for en gruppe med rødder i Ungdomshuset, der var oppe imod tre af landets største navne i form af Volbeat, Pretty Maids og Artillery. Hvorfor de tre navne egentlig var nomineret, da de ikke udsendte nogle plader i 2014, kan man så kun gisne om. Solbrud hev også prisen i land for bedste metaludgivelse, hvilket var helt fortjent, trods stabil konkurrence fra Raunchy, Aphyxion og Horned Almighty.
På forhånd virkede der heller ikke megen tvivl om, at årets bedste alternative udgivelse skulle findes hos endnu et band med baggrund i Ungdomshuset. Night Fever fejer al konkurrence af banen med deres heftige hardcore punk på ’ Vendetta’. Det kommer til at gå vildt for sig, når de spiller på årets Copenhell. Et indslag fra dem til selve Award Showet havde da bestemt også peppet festen helt op. Men som Martin Jensen sagde: ”De er for vilde til, at vi tør lade dem spille i klubben,” efterfulgt af bemærkningen: ”fang dem i et Ungdomshus nær dig,” der førte til buhråb fra den humorforladte del af forsamlingen.
Stærke livenavne og fortjente ærespriser
Night Fever var med god grund også nomineret for bedste liveband, hvor de nominerede gjorde kategorien helt uforudsigelig med et så stærkt felt. Night Fever væltede i januar When Copenhell Freezes Over, The Psyke Projekt gav en legendarisk afskedskoncert i efteråret i Pumpehuset, Dawn of Demises eksplosive cocktail af dødsmetal og jysk humor slår hårdt hver dag, og Förtress har for længst skabt sig et navn med deres drengerøvsadfærd og melodiske tungrock.
Alle fire grupper kunne med god samvittighed have taget imod prisen, så at Förtress trak det længste strå, skal der ikke være kritik af. Og det kunne næppe være mere passende, end at netop liveprisen blev overrakt af Sort Søndags evigt energiske Anders Bøtter, der tydeligvis gav aftenens værter sved på panden, da de igen overtog mikrofonerne på podiet.
De to værter stod selv i spidsen for at kåre modtagerne af de to ærespriser fordelt på band og branche. Valgene var fortjente. Efter 34 års tro tjeneste i rockens navn måtte (et halvt) Pretty Maids på podiet, mens livsstykket Ken Anthony fik prisen for en uendelig tilstedeværelse i den hårde musiks branche. Blandt så meget andet på cv’et har Ken Anthony været med til at skole Lars Ulrich i heavy metal, så den ærespris er vist på sin plads! Og hvem ved, måske til en kommende udgave af High Voltage Rock Awards er det selv den danske trommeslagers tur til at få prisen stukket i hånden af sin gamle ven Steffen Jungersen.
Kikset fotoafstemning på Facebook
Blandt de nominerede til årets rockfoto var der heller ingen tvivl om, at en fotoære burde gå til landets eneste rigtige gamle rotte i faget, allestedsnærværende og sympatiske John Mortensen. John-Son, som er signaturen, der pryder hans fotografier, lå såmænd også i lang tid til at vinde for sit billede af D.A.D’s Stig Pedersen i konkurrencen, der blev afgjort via likes givet til billederne på Facebook.
Fra starten af en åbenlys dårlig ide, der såmænd også ændrede på resultatet i løbet af det sidste døgn, da Christian Juul Søes billede af Red Warszawa og Rikke Blomsterberg scorede hundredvis af likes på ingen tid. Jovist, hvem skulle have troet det i sidste øjeblik. I hvert fald ikke den vindende fotograf, der var rejst på ferie, når vinderchancerne nu havde set sort ud på forhånd.
Udenlands var også Jacob Bredahl, der blev årets producer for ’The Cave & The Sunlight’ af Pet the Preacher, der modtog prisen i deres producers fravær, og med godt forsøgt århusiansk dialekt kort opsummerede en indspilningsdag i Bredahls Dead Rat Studio: ”Det lyder feee'. Men kan det måske lyde lidt feee'ere?”
Godt med et muntert indslag, hvilket lå i en lidt for lav kurs gennem de to timer, der blev delt priser ud.
Overraskende vinder af bedste rockplade
Pet the Preacher var også i spil til årets rockudgivelse sammen med de fremadstormende SEA og Black Book Lodge, der ud af 1.300 tilmeldte bands endte blandt de fire grupper, som Tim Christensen har udvalgt som support for Dizzy Mizz Lizzys igangværende turné. Et stærkt felt, der også inkluderede Supercharger, der noget overraskende hev sejren hjem med ’Broken Hearts and Fallaparts’. Overraskende, men ikke uforståeligt. Supercharger beviste, at de fortjente den ære, da de spillede som aftenens sidste navn.
Shotgun Revolution skød med ’Dissolve’ sejren i hus for årets radiotrack, som var afgjort gennem publikumsafstemning. Den danske rockscene er rig på dygtige jambands, og den tradition blev ikke forbigået. AC/DC Jam.dk fik fornuftigt prisen for deres hyldest til de gamle, australske helte.
”It’s a long way to the top if you wanna rock and roll,” synger Bon Scott på det legendariske åbningsnummer fra ’High Voltage’, som rockklubben er opkaldt efter. Vejen var dog ikke længere end til barens frie fadøl denne her aften, hvor alle gæsterne rockede godt igennem .
Bedste tale hyldede kulturens frivillighed
En aften, der som lovet ikke stod i selvhøjtidelighedens navn, men godt kunne have haft lidt flere spydige kommentarer fra værterne, der dog for det meste gjorde god figur og slap helskindet igennem deres debut. Llidt mere kant og mere på hjerte fra vinderne, havde heller ikke gjort noget.
Aftenens bedste tale kom fra booker Mikkel Wad Larsen, der for sit engagement på Beta modtog/delte prisen for årets spillested sammen med folkene bag Amager Bio. Mikkel Wad Larsen dedikerede statuetten til alle de frivillige, der gør det muligt for Beta at holde rockgryden i kog. En fin gestus, der er så sand, som den er sagt.
Dansk rock og metalkultur trives som et sprudlende kollektiv, der kun eksisterer gennem miljøets mange passionerede individer. Fra spillestedernes mange frivillige over alle de bands, der ikke ser skyggen af en krone, til håndfulden af medier, der trofast dækker kulturen. High Voltage Rock Awards havde muligvis sine mangler her og der. Men i rockens navn, så slog showet gnister med en troværdig hyldest til et miljø, scene og mennesker med de rette værdier. Det kan man næppe sige om Danish Music Awards.
HIGH VOTALE ROCK AWARDS 2015 SAMLET VINDERLISTE