Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 - Sweden Rock Festival 2015

Populær
Updated
Top 5 - Sweden Rock Festival 2015

Sweden Rock Festival har løftet sløret for årets første navne til sommer. Vi glæder os allerede til fem navne, der blandt andre tæller gode gamle Toto, thrash-ikoner og et comeback til et af Sveriges mest legendariske rockbands.

Lørdag aften offentliggjorde Sweden Rock Festival den første håndfuld navne, der er på plakaten til næste sommer.

I forbindelse med offentliggørelsen skrev vi på Devilutions Facebook, at navnene ikke just var særlig ophidsende. Udmeldingen spredte vandene i opdateringens kommentarfelt. Og fair nok, naturligvis er der allerede en gode flok navne at se frem til.

Årets hovednavn er indtil videre Mötley Crue, der i øjeblikket er på den amerikanske del af deres afskedsturné, hvor de seneste måneders anmeldelser og videoer på nettet dog sørgelige bevidner, at Vince Neil og co. ikke just er kommet godt fra start. Men således bliver koncerten på Sweden Rock altså deres farvel til de mange skandinaviske fans.

Eller gør den nu også det?

Øverst på plakaten finder vi Judas Priest, og de var jo som bekendt på afskedsturné i 2012. Bevares, man har som bekendt et standpunkt, til man tager et nyt. De britiske pionere skal nok blive gode at opleve igen, omend koncerten på Copenhell i 2011 og deres seneste plade ’Redeemer of Souls’ ikke står tilbage som uforglemmelige størrelser.

Sweden Rock Festival har i år meldt ud, at de ikke bruger størstedelen af budgettet på ét til to gigantiske hovednavne a al Black Sabbath som sidste år, men i stedet fordeler det – og det er større end sidste år – mere ligeligt på flere ”semistore” navne. Med 70 navne, der stadig mangler på plakaten, kan der altså være masser af gode oplevelser at se frem til. Indtil videre har vi ét bud på fem navne, man helt sikkert ikke skal snyde sig selv for.


1. Backyard Babies

Den største overraskelse på programmet er nyheden om, at de svenske sleaze-rockere i Backyard Babies er tilbage efter fem år på stand by. Det bliver ikke bare til koncerten næste sommer, men et nyt album i 2015 er såmænd også på vej. Det er svensk rock and roll, når det er bedst med uforlignelige Nicke Borg i front og den evige pikrocker Dregen på guitar. Har man mødt bandet i det københavnske natteliv efter deres koncerter i hovedstaden, er man da heller ikke tvivl om at de var ”sex drugs and rock n’ roll” helt ind i sjælen.

Men ikke længere. I seks år har Nicke Borg været clean og ædru, som han for nyligt skrev på de sociale medier. Blandt andet med stor hjælp fra idolet og den tidligere misbruger Mike Ness fra Social Distortion, som Borg opvarmede for på Vega i 2011 med sit soloprojekt. Men selv om festen er slut skal Backyard Babies sgu nok fyre den af, når de glædeligt vender tilbage på hjembane til sommer.




2. Nuclear Assault

I 1981 grundlagde bassisten Dan Lilker Anthrax sammen med Scott Ian. Lilker røg dog ud af det legendariske band efter 1984-debuten ’Fistful of Metal’, da gruppens label angiveligt stak ham en fyreseddel. I stedet sluttede han sig til Nuclear Assault, som sanger/guitarist John Connelly, der var roadie for Anthrax, dannede i 1983. Begge var interesseret i en mere aggressiv form for thrash-metal end den Anthrax stod for, og det kan såmænd tydelig høres på debuten fra 1986 ’Game Over’.

Sådan er der smæk på i Nuclear Assault, der gennem årene har været gået fra hinanden et par gange. Seneste gendannelse kom i 2011, men sidste udgivelse er stadig ’Third World Genocide’ fra 2005 – tempoet er ikke faldet! Bandet har desuden udsendt en officiel bootleg med deres koncert på Roskilde Festival i 1992 (kan høres på WIMP) og hvis bare energien er halvt så intakt, som for 22 år siden, så bliver græsset i Sölvesborg slidt ned til jorden!




3. Exciter

Læder, nitter og speed metal. Det kan ikke gå galt for de gamle drenge i Exciter. De debuterede i 1983 med ’Heavy Metal Maniac’, der udkom som en vigtig milepæl for genren få måneder inden Metallica udsendte ’Kill ’Em All’. Trioen skuffede da heller ikke i 2012, hvor de også spillede på Sweden Rock og serverede alle de gamle kendinge på stribe.

”Heavy Metal Maniac” er meget sigende for canadierne, der tonser igennem med masser speed-riffs, rasende guitarsoli og falsetskrig. Og det seneste album ’Death Machine’ fra 2010 nu fejler heller ikke noget!




4. Dark Tranquillity

Det er helt essentielt at dødsmetal afbalancerer det ellers vanen tro, noget langhårede program, og Dark Tranquillity er ikke et dårligt bud på en modvægt til sleazefesten. Göteborgs pionerer gør sig som bekendt i melodisk dødsmetal, og det gør de til stadighed fandens fint, selvom meget vand er løbet i åen for bandet siden debuten ’Skydancer’ fra 1993. De har bevæget sig vidt omkring i det metalliske landskab, senest med ’We Are the Void’ fra 2010. 

Mikael Stanne fører an på mikrofonen, som han overtog fra Anders Fridén, der forlod bandet i 1992 for at slutte sig til In Flames. Stanne har også været frontmand for Hammerfall, der tillige er at finde på årets festivalplakat, så for at fuldende familiefesten mangler blot annonceringen af In Flames, men med populære og nationale Dark Tranquillity på scenen, bliver der uanset ganske givet hedt i pitten for de, der er til en mere tungbundet udladning, end hvad gennemsnitsbandet på Sweden Rock leverer.




5. Toto

Det er nu ikke fordi at Toto har ligget på den lade side efter gendannelsen i 2010, hvor de nåede at gæste KB Hallen, kun et år inden den gamle hal udbrændte. De har spillet i Danmark utallige gange, senest i Falconer Salen i sommeren 2013, men rammerne må være nær perfekte, når Toto indfinder sig blandt genrefæller og mastodonter til Sveriges største rockfest, der med al tydelighed vedbliver at kigge tilbage på de vigtigste årtier af rockens mosaiske grundpiller, når programlægningen foretages. Toto stod i storhedstiden for tekniske finesser, timingens skarphed og hitværdige omkvæd, der anført af Steve Lukathers guitarlir senere skulle inspirere de mange.

Med et 2010-lineup, der inkluderer en god del af den originale besætning, forventes det, at skarpheden er intakt, og Toto skal nok få pulsen op hos fansene. Men også de pletvise hitryttere, der blot dumper forbi for den gode stemnings skyld og for at høre enkelte genkendelige fraser, vil blive tilfredsstillet, når Totos største hits binder sluthalvfjerdserne sammen med firserne, hvad publikums hhv. alder og påklæding nok vil bevidne – ganske som det skal være på Sweden Rock Festival, når man skal i audiens hos ophavsmændende til blandt andet ’Rosanna’, ’Hold the Line’ og ’Africa’.