Bragende børnesucces

Der var store øjne og popcorns-pit da landets første rock- og metalfestival for børn fandt sted. Nogle dansede, andre stod stille; vigtigst af alt, så var det kun for børn!

Vi står i kø. Min 5-årige har hele weekenden talt om at hun glæder sig til at skulle have lavet ansigtsmaling. “Jeg har aldrig prøvet at være til koncert før”, har hun gået og sagt – og selvom det måske ikke er helt rigtigt, så er det i hvert fald et udtryk for forventningens glæde.

Nu står vi her. Den første udgave af HXC Over HCA’s nyeste initiativ – en endagsfestival med rock og metal for børn, på børnenes præmisser. HXC Kids. Landets første. Det manglede da også bare, og der er godt kul på sanserne, som vi står og holder i hånd i køen til ansigtsmalingen. Duften af varme popcorn og slush ice er overalt, og man kan selv vælge, hvilket motiv man vil have malet. Nogle vil have sådan et lyn ligesom på David Bowies album ‘Aladdin Sane’ fra 1973 – andre, deriblandt min datter, vil gerne have nogle flotte blomster. Så det får hun, og midt imens det sker går dagens første band på, inde i den store sal. “Hvorfor klapper de?”, spørger hun.

“Det er fordi der går et band på nu – de hedder Chæk og er piger”. Øjnene bliver store; det er lidt farligt og samtidig meget spændende, kan jeg se. At medlemmerne i Chæk ikke kun er piger, undlader jeg med vilje lige nu – der skal være noget at spejle sig i. En tanke, som bagmand bag HXC Kids Johan Tankred er meget bevidst om i arbejdet med at formidle musik til de mindste.

Lysende popcorn i skiftende farver
At det i dag er på børnenes præmisser betyder ikke, at de tales ned til. Tværtimod, så er koncerterne ligesom alle andre koncerter – dog bestående af kortere sæt, så børnegejsten bibeholdes. På vej ind til Chæk sikrer vi os lige et kræmmerhus med popcorn, og det er tydeligt, at Chæk er meget spændende for den 5-årige – og alle de andre børn foran scenen, der har lavet sig et lille pit og iagttagende følger med i bandets optræden. Chæk er gode og fyldt med al den energi, der skal til for at tænde op for pige- og drengedrømme. Nogle af børnene danser, andre står stille, måbende og optagede af koncerten. Det er som voksen fedt at opleve en sal fyldt med børn og pangfarvede høreværn. Meget bekræftende. 

Nogle bliver holdt af forældrene, andre er store nok til at have lyst til selv at gå op foran scenen. Ret fedt.

Måske lægger bandet låg på sig selv, fordi publikummet er børn? Jég ved det ikke, det er første gang jeg ser dem live, men det virker ikke sådan; tværtimod spæner forsanger Emma Thompson rundt på scenen, og der bliver skrålet og skreget lige så meget som på BandCamp og hvor man ellers normalt lytter til bandet. Chæk har alt det der skal til, og det bliver uhyre spændende at følge deres rejse – en rejse, der har potentiale til at komme meget længere ud end vores egne grænser. Ungdommens energi er virkekraft af højeste karat. Også her, lige nu.

Da Narrow går på, er det samtidig tid til en pause for min datter. Det er på hendes præmisser, og allervigtigst er det, at dagen går hen og bliver en positiv oplevelse – så selvom faren egentlig havde gået og glædet sig til at opleve de tydeligt talentfulde og dygtige gutter, er det kun glimtvise bidder af koncerten jeg oplever. De spiller fedt, og stemningen er god trods den lidt blidere energi. De pangfarvede høreværn og deres bærere er tydeligt fangede – og det er jo lidt sejt sådan et se, og at spejle sig i nogle cool drenge, der spiller rockmusik.

Men slush ice er nu også et sikkert trækplaster i dag, så med en blanding af den røde og blå begiver vi os ud og kigger lidt på Musikhuset Posten, som i dag har merch-salg i den lille sal – det er også der, man kan få ansigtsmaling, og det slår mig, at de søde kvinder, som maler børnene, kommer til at have sig en lang, travl arbejdsdag. Respekt for det. Ingen pauser, kun smil og god stemning.

“Må jeg gerne få den lyserøde trøje der?”, spørger min datter og peger på en Jakobe-hoodie. Den er alvorligt fed, så hun får at vide, at det må hun godt: “Men skal vi ikke lige se dem spille først?” Det går hun med til. Det er trods alt også fedest kun at bære merch fra bands, man faktisk kan lide, synes faren.

“Hej med jer!” siger min kone, som har fundet os og har den halvandenårige, mindste datter med sig. Vi har aftalt, at de kommer lidt senere end os andre, da den mindste skal kunne holde til det. Det viser sig dog, at den mindste måske i særlig grad faktisk kan holde til det – og det er vel den ypperste succes for tanken bag dagens arrangement.

For da Jakobe går på, er det utrolig fedt for den halvandenårige. Med kæmpe øjne, lyserøde høreværn og arme, der ikke kan holdes i ro, rocker hun med på Jakobes energiske punk. Bandet spiller superfedt, superungt, supermeget med en energi, mange kedelige, mere voksne bands kunne lære af. Alt skriger punk, og gulvet er besat med børn og deres voksne. Jo tættere man er på scenen, jo flere børn, jo længere bagud man kommer i salen, jo flere voksne er der, og hele salen er forvandlet til et slags popcorns-pit. Ingen ølslatter som til de voksnes fester – til gengæld ligger læssevis af popcorn på gulvet og lyser op i scenelysets skiftende farver. Den femårige er også med, og især pigerne i bandet bliver betragtet indgående – det er meget tydeligt en god og rimelig sej, men også lidt farlig oplevelse. Vel nok opskriften på god rock og metal. Det er farligt og spændende, og samtidig producerer hjernen overskud af serotonin. 

Så da Jakobe er gået af scenen, skal merchboden frekventeres. Den idé er der andre end os der har fået, og medlemmer fra både Chæk, Narrow og Jakobe står og skriver autografer til glade børn med ventende forældre i baggrunden. “Hvad koster den lyserøde hoodie øverst oppe?”, spørger jeg bassisten fra Jakobe, Ivan Dahl, om. “Øh.. det ved ved jeg ikke.. lad os sige 50 kr”, siger han og smiler. Det er en god punk-ånd synes jeg, så jeg stikker dem en hundredekrone, og min datter lyser op ved synet af sin nye, seje Jakobe-trøje. Lyserød og med pels i kraven. Havde der været andre end den ene udgave, og den kom i en voksenstørrelse, ville jeg med sikkerhed også gerne rocke den – for Jakobes koncert på HXC Kids var også min første liveoplevelse med bandet, og jeg blev omgående fan. Den energi er for fed, minder mig om en svunden tid i mit eget liv, og tanken om, at de har taget toget over for at give koncert, gør dem ikke mindre sympatiske. 

“Nu vil jeg hjem”
Ordene kommer prompte fra min femårige datter. Hun står i sin nye Jakobe-hoodie, med et afklaret blik i øjnene. “Okay, der er kun ét band tilbage", forsøger jeg. Men den går ikke, og da hele ideen bag HXC Kids netop er, at det skal være på børnenes præmisser, og at det skal være en god børneoplevelse, er der ingenting andet at gøre end at føje sig. Hun har set det hun ville, hun har fået merch, slush ice og popcorn og prøvet at være til “rigtig koncert”, som hun siger. En god søndag. Min kone og den mindste bliver, for den halvanden årige havde simpelthen så god en fest til Jakobe, at hun ikke skal gå glip af en potentiel lige så god fest til Crown The Beast.

Det er selvfølgelig også efter at vi har fået alt tøjet på og er på vej ud af døren, at hun kan høre Crown The Beast gå på, og derfor gerne vil tilbage. Det skal hun have lov til. Jég forstår det godt.

Crown The Beast er de lokale darlings, mange af os fynske metal-forældre kender dem godt i forvejen, og gulvet er da også for første gang på dagen sådan egentlig crowdet. Dog stadig med rar stemning til børnene. Rigtig mange har indfundet sig i salen, og Crown The Beast gør alt det, som de er gode til – den medrivende, nærmest “funky” og i hvert fald groovende slags dødsmetal, der næsten med sikkerhed tænder op for festen. Den mindste er mest medrevet og synes, at det er utrolig spændende med alt lyset og mændene på scenen. Armene kører rundt,  og der er godt blus på sanserne. Den femårige synes også, at det er interessant, men tager det mere roligt og fordyber sig i at undersøge en røgkanon. Sådan er det; nogle er til punk, andre til dødsmetal, og nogle af os tager lidt af det hele. Helt vildt bliver det dog til sidst, da bandet inviterer alle børn, der har lyst, med på scenen under sidste nummer. En kæmpe oplevelse for mange, og det er helt sikkert godt set af Crown The Beast; scenen er netop deres i dag. 

En bragende børnesucces
Folkene bag HXC Kids skal roses. Et fænomenalt godt initiativ blev i praksis en bragende succes med alt, hvad remmer og babyseler kunne holde til af positive bombardementer af sansesystemer og pangfarvede børnehøreværn. Relevant, spændende og forskellig slags musik favnede alle generationer, og blev til fælles oplevelser for store og små.

Rart var det, at børnene ikke blev talt ned til, men netop kunne opleve ægte musikkultur på deres præmisser. Rart var det også at opleve, hvor naturligt dødsmetal i den ene ende af huset kan stå side om side med sovende småbørn i barnevogne i den anden. Tydeligt blev det, at de genrer vi elsker heromkring, i praksis meget sagtens kan gøres til en familiebegivenhed en rolig søndag. Her i huset lå en lyserød Jakobe-hoodie klar mandag morgen – parat til at flashe og fortælle om i børnehaven. Bedre kan det ikke blive.