Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Som en soggy Grauballemand

Updated
UndergangDeSyvStadierAfFordærvCover

Dansk Metals Patologiske Selskab aka Undergang er aktuelle med EP’en ‘De Syv Stadier Af Fordærv’. Den stinker.

Kunstner
Titel
De Syv Stadier
Dato
01-09-2023
Trackliste
Død
Mælkehvid Og Gennemsigtig
Livløs I En Pøl Af Egne Udskillelser
Dødsstivhed
Misfarvning Af Liget
Forrådnelse
Skeletisering
Forfatter
Karakter
3

Stanken breder sig. Overboen ligger livløs, henfaldende og langsomt sivende ned gennem sofaen bag kakkelbordet. Som kinesisk vandtortur drypper hans mælkehvide og dunstende safter gennem plamagerne fra dit loft og rammer dig i panden, mens fluerne foroven har en fest og mæsker sig – inden stafetten gives videre til maddikerne, selvfølgelig. Lyder det som Undergang? Bandets aktuelle EP ‘De Syv Stadier Af Fordærv’ gør i hvert fald. 

Og dog – de syv skæringer på 21 minutter byder både på tempo og udvikling.

Undergang debuterede i 2010 med albummet ‘Indhentet Af Døden’; et enormt hårdt, lækkert og særegen råddent dødsmetalalbum i en dansk særklasse. Vel en lille nyklassiker for de inficerede. Siden er vi blevet gjort fortræd med fire studiealbums og et utal af singler og splitalbums i samarbejde med klodens mest fordærvede bands – fra Funebrarum over Corpsessed til Anatomia og Spectral Voice. Også derfor har bandet et følge verden over og turnerer indimellem i f.eks. USA og Japan, udover Europa selvfølgelig. I den “rådne” og “moderne oldschool” gren af dødsmetal-genren er det vel nok Danmarks største orkester, og medlemmerne udgøres da også af folk, der ud over Undergang kan skrive ‘Strychnos’, ‘Cerekloth’, ‘Wormridden’, ‘Phrenelith’, ‘Realm Of Chaos’ samt f.eks. ‘Sequestrium’ på CV’et. Forventningerne er derfor og kan naturligvis ikke være andet end høje.

En mands død en anden mands brød
En EP i dødsmetalgenren, der tager fat om døden fra det sekund hjertet, stopper og til og med skeletiseringen? Ja tak. Lige netop. Det er oplagt og muligvis søgt, men netop hvad vi ønsker os og forventer af et band med tradition for titler som 'Ufrivillig donation af vitale organer’ eller ‘Klynget op i en galge af egne indvolde’.

Det er et absolut overraskende og hæsblæsende tempo som Anders “Dødshjælp” Pedersen bag trommerne pacer os med. Åbningsnummeret ‘Død’ tonser derudad – vi skal i gang! Og døden kan godt være utålmodig. Lyden er god og genkendelig, men måske ikke lige så rådden som vi oftest har været vant til? Masser af benhård og flænsende guitar fra Mads Haarløv, helt igennem fordærvet vokal fra David “Torturdød” Mikkelsen, samt Martin Andersens onde, understøttende torden-bas røber distinkt, at det netop er Undergang, vi har sat på og forsøger at irritere underboen med. Det er tungt, klamt og obskønt. Alt godt.

‘Mælkehvid Og Gennemsigtig’ byder på årets ækleste, mest rådne og ormstukne stykke roligt mellemspil med god rumklang på trommerne og generelt rar modbydelighed udover den selvsagt flænsende atmosfære. Nummeret ‘Livløs I En Pøl Af Egne Udskillelser’ er beviset på en forudgående udvikling i bandets lyd – det lyder præcis som Undergang, og så alligevel; for der er skruet op for det teatralske med den grumme intro og pludselig overmandes vi af d-beat i højtempo, og nummeret indeholder fra midten og frem et virkelig tungt og aggressivt stykke død med desperate guitarsoloer, du ikke kan lade være at skrue op for. Og spole tilbage måske, som tilfældet har været her i husstanden. Det er ægte fedt. Klassisk Undergang, men i nye gode ligklæder. En tak op.

Rigor mortis beskrives på EP'en med et kort og aggressivt nummer med alt hvad der skal til af smadder og den for David Mikkelsen klassiske “opkast-vokal” inden ‘Misfarvning Af Liget” tager over og indgyder mere ro af den dunklere slags. Der er stadig smadder og flæns på drengen, bare rolig – men for ligesom at kunne tage stanken helt ind, er der gjort plads til at kunne trække vejret. ‘Forrådnelse’ er uundgåeligt, og fluerne giver selvfølgelig deres besyv med. Er du alene i døden, har du i hvert fald dem at regne med – maddiker udklækkes især i kødaffald, og på den måde har du jo så også bidraget med lidt. Nummeret har et godt tempo og er en bastant størrelse, ud over de naturligt sønderrivende passager. Til syvende og sidst indtræder der en ‘Skeletisering’ og ‘De Syv Stadier Af Fordærv’ slutter da også af med et kort og helt igennem råddent samt godt, chuggende stykke død i pølseenden.

UndergangDeSyvStadierAfFordærvPromo

Ædel råddenskab i glasset
Undergang er en slags delikatesse. Det er måske ikke for alle, men oftest trives man med at have skimmelosten for sig selv, og man må jo forsøge sig med at rumme, at andres ganer mere er til Havarti.

Undergang er også på dette udspil forsætligt fri for teknik og overavancerede soloer, trommerne er overlagt “slappe” og David Mikkelsens vokal traditionsrigt ækel og rådden. Det er lifligt, klamt og tungt som et nyopgravet moselig inden konservering. Alt er som det skal være, men trods en god musikalsk udvikling ér det ikke bandets bedste materiale. Kreativiteten har før været større. Det er også bare en hurtig EP – og vi er gennem femten år måske blevet forvænte. ‘De Syv Stadier Af Fordærv’ beviser dog, at Undergang stadig sidder på den danske underverdens dødstrone og skuer ned over et landskab af langt mindre forædlede typer.