HXC Over HCA #3: Sommerudgaven

Sommerudgaven af HXC Over HCA bød på god stemning, et godt rykind  – og en hær af bands.

“Hej far!” bliver der råbt. Børnene kommer storsmilende løbende hen over gulvet mod far, der lige om lidt skal op bag trommerne på scenen. De er udstyret med høreværn og det hele. Det er rimelig sejt, kan man se. Og det er også beskrivende for stemningen netop nu på Musikhuset Posten, hvor folk lusker rundt i en roligt afventende og familiær stemning. De ser på merch og uddeler krammere over glædelige gensyn. En håndfuld unge mennesker trisser rundt i friskpressede t-shirts fra Crown The Beast, og mens At The Gates kastes ud af højttalerne, fyldes Posten så småt og roligt af de omkring 250 mennesker, der har valgt at tage til dette års sommerudgave af HXC Over HCA.

Den gode stemning

Da eXcm går på scenen, er det bandets første koncert i 15 år, og lydmanden servicerer os med en ordentlig omgang mudder de første par numre. En guitar er også i problemer. Heldigvis passer det fint med, at både publikum og band lige skal spilles i gang, og også lydmanden får tjek på det.

Måske skal alle lige i gang – det ér jo tidligt på dagen, og helt typisk for os metalhoveder er også kun en tredjedel af aftenens samlede publikum endnu dukket op. Excm går lige på og hårdt, og forsanger Bo Daugaard charmerer os med sin dialekt som direkte ud af hadets by. 

Til spørgsmålet "Hvem kan egentlig huske os?” bliver en lille håndfuld arme rakt i vejret, og de største fans, af dem med høreværn, har en fest. Jeg selv burde kunne huske dem, men har nu heller aldrig været til metalcore. Sådan rigtigt. Vi får selvfølgelig hitsene, og de løseligt spredte folk får løsnet godt op som sættet skrider frem. En ganske udmærket koncert med et energisk band, der trods 15 års pause spiller fedt og vedkommende. Vi er i gang!

Jeg er en af dem, der godt kender Henret, men som samtidig ikke egentlig er blevet hooked. Jeg frekventerer baren og tager en tørhumlet forfriskning med op foran scenen. Også derfor overraskes jeg af bandets tyngde, da de går på og på et par sekunder får Musikhuset Posten til at resonere. Måske var livedelen det, der manglede i forståelsen? Det er virkeligt tungt, og lyden sidder nu i skabet! 

Henrets version af deathcore har et groove og en “chuggende” kvalitet, og det er lidt, som om at aftenen med disse virkemidler nu for alvor starter – folk er med, folk nikker, folk bevæger sig; og så er der kommet langt flere ind i salen. En kombination. som er vigtig for stemningsskabelsen.  Jeg hører et band, der spiller tight, og jeg ser et band, der tiltrækker helt unge mennesker, der kommer helt op foran og har en fest. Hvis nogen siger at unge mennesker ikke hører metal, så er det i hvert fald en sandhed med modifikationer – for de står lige her, lige nu og fester til Henret. Ja, nogle af dem virker endda rimeligt nyforelskede og kærligheden skjules i hvert fald ikke – der er både moshpit og lange tungeslaskere i en stor, metallisk pærevælling. Jovist, nogle lidt ældre af den konservative slags kunne måske komme til at hævde, at Henret i deres lyd ikke er decideret originale. At de ikke som sådan lyder anderledes end så mange andre i genren, og det vil jeg gerne stå på mål for. Men effektfuldt, godt spillet og en partystarter det ér det. Det beviser de denne aften. Et godt show med god lyd, og god og voldsom energi, der får skudt aftenen i gang!

Sandfærdige tunger taler om, at der er noget konceptuelt mærkværdigt i at kalde en festival for “hardcore” med X hvis genren i mindre grad er repræsenteret. At det er sjovt, at der er mere hardcore på den kommende Odense Metalfest end på den endagsfestival, der ud fra navnet skulle beskæftige sig med genren. Hardcore er dog mange ting og defineres også på flere måder, end denne skribent kan følge med i. Godt ord igen. 

Devilution har forelagt arrangørerne af HXC over HCA refleksionerne over festivalens navn. Johan Tankred er vendt tilbage med følgende svar:

“Kongstanken bag HXC er såre simpel: En Fynsk Endagsfestival med et væld af spændende og fremadsparkende bands til studievenlige skillinger.

Alt, alt for længe har Eventyrbyen på Eventyrøen lagt den anden kind til. Hensunket i et selvforskyldt halsgreb fra andre storbyers dominans og evne ud i at iscenesætte og sætte scenen for den hårdtslående musikscene. I årtier har de fynske musikfans derfor måtte slå sig til tåls med at valfarte imod Vest og Øst for at blive forløst. Vores mission er derfor at medvirke til at genopbygge og genskabe den fynske metalscene-et eventyr ad gangen.

Navnet på Eventet er en bette kæberasler af en genistreg. Fyn er jo kendt for at være alt, alt for ydmyg og ærefrygtig til at udnytte og kapitalisere på det fulde potentiale i at malke og tæske H.C Andersens gode navn og renomme til døde-derfor navnet: HXC over HCA.

Navnet udtales HXC og ikke Hardcore. Hardcore er den slags musik eller musikere, jeg synes er hardcore. Vi lægger i et sweetspot midt imellem Support Our Scene, Ilter og Odense Metalfestival, men vi er ej en singulær genrefestival. Hvis Tom Waits med Tomahawk som husband, vil spille 10 forskellige udgaver af ”Make It Rain”, så står vi klar. Vi satser ikke kun på det sikre, vi vil udfordre og uddanne publikum. Vi kommer til at blive ved med at tage chancer og smide en sonisk lige højre, der på kærligste vis sender programmet og publikums sanser på vidunderlige afveje ud i uopdagede landskaber-bare tænk NEXØ eller Omsorg sat op imod brutale beatdowns og Strychnos blodige blackmetal. Som kurator af programmet sætter jeg en stor ære i at hele aftenen er dynamisk sat sammen og som i alle andre gode aktiviteter, så er det i sammenspillet med det hurtige/hårde og det bløde/varme at magien opstår. Som i kærligheden således skal vildskaben kurateres og krydres med åndehuller med tid til eftertanke-og en tur i baren eller på das. Alle fremskridt og progression bliver mødt med undringer og spørgsmål, dette synes jeg er yderst velkommen og vi er løbende i dynamisk dialog med vores publikum. Ros står oftere i vejen for fremskridtet end ris. Ris mætter yderlige mere på den lange bane og kan lægge en bedre bund end luftige floskler og rygklapperi. Vi spænder musisk som aldersmæssigt bredt og publikums divergens, viser på fornemste vis, at vi ikke alene er på rette vej, vi er på vej imod etablering. Folk med hang til kulturkonservatisme, trve fundamentalisme og andre gatekeepers, kommer også fremadrettet til at have en fest med at hade HXC. Men de skal være hjerteligt velkomne til fremtidige fortællinger og mon ikke de herefter vender sultne og tørstige tilbage, når der skal skrives endnu et kapitel i eventyret om vores voksende ælling i andedammen omkring Kongens Have på Eventyrøen.“

En god festival er det i hvert fald, og det emmer med god stil og stemning. En lækker tilføjelse er det også at Store Scene, hvor bandsene optræder, er skærmet af fra området ved Lille Scene som under HXC Over HCA er stedet, hvor der handles merch og musik. Denne fredag er der pre-release på Crown The Beasts album ‘Spawn of Tomorrow’, og det er tydeligt, at bandets afdeling for merchandise har ramt helt rigtigt i forhold til kulørte t-shirts på især unge mennesker denne aften i Odense. Et følge, eller en flok disciple kan man vel godt kalde det. Det er også den stolte bys egne drenge. Deres show på aftenen har vi på dette tidspunkt endnu til gode, og vi ved selvsagt ikke, hvor vildt det kommer til at gå for sig.

Da Czar går på bliver det hele meget mere alvorligt. Martin Nielskov har som altid den vildeste stage presence, og bandet lægger sig tungt og dikterende på Musikhuset Posten. Hvilende i sig selv og med erfaren attitude slynger de deres kaotiske hardcore ud over os og gulvet tager villigt imod. Et egentligt pit opstår der ikke, Czar’s lyd lægger ikke op til den ydre slåskamp, men salen er med på den mørke og bastante rejse, de byder ind med, og der er på alle tidspunkter gang i gulvet. Skal man kalde det en magtdemonstration? Det er store ord, og samtidig er det også lidt det, som bandet faktisk leverer på denne aftens program.

Det er stort, det er arrigt, mørkt og voldsomt. Følelsesladet og hårdt. Med længder denne skribents højdepunkt, rent kunstnerisk, på denne udgave af HXC Over HCA.

Mange så sikkert Crown The Beast denne sommer på Copenhell. De åbnede og rev Pandæmonium fuldstændig i stykker – circle pits, støvskyer og ægte god stemning!

Så vildt kommer det nok ikke til at blive denne aften. Tænker man. Sandheden er dog, at både band og publikum i hvert fald gør deres til at få det til at ske. For det, der på papiret måske ikke er hovednavn denne aften, går i realiteten hen og bliver det. Alle er til stede på Store Scenes gulv og der er en god pit fra start til slut. Forsanger Jason Campbell forstår som sædvanlig at få gang i folk, og fremtoningen er sikker og erfaren. Crown The Beasts groovy dødsmetal passer perfekt ind netop nu, og koncerten går hen og bliver aftenens største fest – og hvor der måske ikke er støvskyer, er der i hvert fald moshpit, wall of death og en umanerligt god stemning.

Det nye håb Dethrxner har den svære opgave at gå på efter det lokale band, og det lykkes aldrig helt. Det er ikke kun bandets skyld, for de leverer udmærket, og forsangeren spæner rundt på scenen. Egentlig skulle man vel tro at bandets hardcore/rap skulle passe godt ind denne aften, men ungdommen er mestendels alle andre steder end foran scenen og de mere “erfarne” har ikke en fest. Publikum er simpelthen væk, og dørmændene røber, at kun en håndfuld er gået. Så hvad sker der? Måske er mætningspunktet nået. Selvfølgelig er der folk inde på Store Scene, det er bare uhyre kontrastfyldt til det antal vi netop oplevede koncerten før. Lidt ærgerligt, lidt synd. Bandet gør det OK, også selvom det ikke er denne skribents kop te.

Det er 18 år siden at Strychnos sidst spillede på Musikhuset Posten. Dengang hed det Rytmeposten, og det, der er i dag er Lille Scene var dengang eneste scene – en trang cigarkasse, adskillige fede bands har spillet på gennem tiden. Nu er Posten mange gange større og med Strychnos’ delvist fynske rødder må det være et fint punktum for aftenen.

Strychnos er selvfølgelig klædt i blod, og det er fra start en god, sort energi, der bliver kastet ud fra scenen. Dog er en del af publikum allerede gået, men dem, der er med, er så også med for alvor. Med et simpelt og ondt dødsmetal-setup som trommer, bas og guitar bør det være opskriften på aftenens hårdeste indslag – men vi efterlades med følelsen af et Strychnos i en light-udgave. Måske især på grund af den manglende, og hele tiden vigende opbakning. Som koncerten skrider frem forsvinder flere og flere simpelthen, også dem, man kunne beskrive som det “oldschool” dødsmetal-segment – og det er altså ikke bandets skyld. Strychnos spiller fedt, tight og ondt. Også denne aften. Salen er da også til hver en tid halvt fyldt, og ingen kan være i tvivl om kvaliteten af dette bands kunst. 

En hær af forskelligartethed

Denne sommers udgave af HXC Over HCA bød på super stemning, og fedt var det også at se, i hvor stor grad den helt unge gruppe havde valgt at indløse billet. Især de unge spredte den gode vibe – og igangsatte dans og mosh på gulvet. Postens mandskab er altid gode. Altid flinke og overskudsramte, og bandsene på programmet kan hver især ikke kritiseres. Man kan have forskellig smag, men overordnet set og på papiret var alting godt. Den eneste slags malurt i bægeret kunne være den vigende opbakning foran scenen. Nogle bands fyldte salen, andre spillede for det man kunne kalde for “få”, den store scene taget i betragtning. Kan man virkelig brokke sig over diversitet på programmet? Kan der være for forskellige bands på et program? Jég ved det ikke, men alle havde en god aften, og HXC Over HCA var også denne gang ensbetydende med god stemning, fest og sved på gulvet. Og så til 25 kr pr band! Tilbage må stå en opfordring til at bakke mere op, på dagen, og foran scenen på Odenses rareste endagsfestival for metal.