Vagttårnet: Så ligegyldige er vi

Populær
_XJD2538

Om få dage afgøres det, hvilket koncertefterår vi ser ind i. Det kommer til at definere fremtiden for den musik, vi lever og ånder for.

I fire en halv måned har alle holdt vejret: Musikere, bookere, spillestedsejere, festivalarrangører. Og publikum. Begge grupper er interessante: Koncertbranchen er for hver dag stadig tættere på at miste sin levevej og sin infrastruktur. Publikum er i fare for at miste interessen, hvis det her trækker meget mere ud. Finde noget nyt at gå op i, som ikke er potentielt sundhedsskadeligt. Hej Netflix, hej Amazon, hej Facebook, hej YouTube.

Onsdag d. 12. august indleder regeringen forhandlinger om, hvad der nu skal ske, men allerede i sidste uge blev resultatet givet på forhånd af først sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i en officiel udtalelse, siden statsminister Mette Frederiksen (S) i … et facebookopslag fra sommerlandet? Men svaret på, hvad der kommer til at ske i fase 4 af genåbningen, var enkelt: ingenting. Jo: muligvis en tilbagerulning af dele af genåbningen. 

Ethvert spørgsmål om, hvorvidt regeringen håndterer krisen optimalt, affejes som klynk og manglende realitetssans. Men det her handler ikke bare om, at de fleste af os savner at komme ud at drikke bajere og høre musik. Det handler ikke bare om “nattelivet” med dets tant og fjas: Det handler om hel branche, der er i knæ og med rette føler sig fuldstændig overset. Bands, spillesteder, festivaler, bookere, agenter, sceneteknikere, lydmænd, lysmænd, roadies, chauffører, barpersonale, sikkerhedsvagter: Fra transnationale virksomheder som LiveNation, der forleden offentliggjorde et tab i andet kvartal af 2020 på 431,9 mio. dollars, over Pumpehuset, der i sidste uge kunne fortælle, at de sætter mellem 300.000-500.000 kr. til hver måned på trods af den kompensationspakke, der har været indtil nu – og som efter alt at dømme ikke bliver forlænget – til Mustasch, der i samme artikel fortalte, at de havde mistet op mod 2,5 mio. svenske kroner i indtægt. 

Indtil videre.

Branchen
Hvis koncerter og festivaler bliver noget af det sidste, der åbnes for, så har hele miljøet lange udsigter til en normalisering. Enhver ved, at en virksomhed uden omsætning ikke har en voldsomt lang levetid. Ergo: Samtlige festivaler, spillesteder m.v. må dreje nøglen om. Bevares, de fysiske bygninger står der også om et år eller to, hvis/når ting normaliseres igen til et sted, hvor koncerter og festivaler igen må lege med. Men til den tid er infrastrukturen fuldstændig ødelagt. Udstyr er solgt på grund af manglende likviditet. Medarbejderne er videre i andre job. De store arrangører har større pengetanke at tære på, men også større udgifter og en større infrastruktur, der skal genopbygges på den anden side. 

Branchen vil dø en langtrukken død. Men dø vil den.

I den periode kan ingen bands turnere. Der er ingen mening med galskaben. De vil opgive ævred. Komme videre. Der vil ikke være noget incitament for Baest, Møl, Hatesphere osv. til at være i studiet. De kan ikke komme ud med deres musik. Der er ikke noget miljø, der støtter. Så kan man lige så godt få færdiggjort den uddannelse på RUC, eller hvor man har lyst til at læse videre. Få et eller flere børn. Videre.

For de tilbageværende store navne kan det blive dødsstødet: Det er efterhånden svært at forestille sig festivaler næste år, og det er svært at forestille sig indendørs koncerter for mere end 1.000 mennesker, så hvor gør vi af Metallica, AC/DC, Deep Purple, Five Finger Death Punch, Slipknot?

Hvis ikke det politiske Danmark vågner op og indser, at det scenarium ikke kun gælder hele musikbranchen og alle de stillinger og skattekroner, der ligger i den, mister al kunst fremført live foran et publikum fodfæstet i Danmark. Og selv med kunstigt åndedræt i dette limbo eroderer infrastrukturen. Man skal enten være ildsjæl eller helt uden andre evner på arbejdsmarkedet, hvis man ikke allerede nu har gjort sig tanker om en karriere andetsteds. Uanset om man er booker, lydmand, scenevagt, bassist eller groupie. 

Siden foråret har bands og koncertarrangører forsøgt at udvikle nye forretningsmodeller, som skal møde den efterspørgsel, der åbenlyst eksisterer, men som på ingen måde kan skabe den indtjening, branchen behøver. Streamingkoncerter og siddekoncerter er blevet afprøvet, og selvom det har givet lidt nødhjælp til de hårdt ramte bands, der har mistet en hel sæsons indtjening i en i forvejen vildt skrøbelig økonomi, er der ikke mange, der med hånden på hjertet vil hævde, at det er en rigtig fed oplevelse for publikum.

Sidde ned og høre dødsmetal? Se en thrashkoncert transmitteret fra en tom koncertsal? Stå i en afmærket cirkel og for alt i verden ikke komme til at røre nogen; en ny tids bizarre circle pits?

Endnu ved ingen, hvad der kan gøres, eller hvad de må og ikke må gøre efter onsdagens forhandlinger. Vores kulturminister har på forhånd givet op. De første kulturinstitutioner har drejet nøglen om. Resten har ventet eller forsøgt sig med udendørskoncerter, der i bedste fald lige akkurat har kunnet løbe rundt i sig selv, som Kristoffer Bramsen fra Pumpehuset fortalte, men på ingen måde kan oppebære de udgifter, spillestederne har. Når efteråret for alvor kommer, og de er nødt til at rykke indenfor, kan siddekoncerter i det store hele ikke længere løbe rundt. Matematikken er simpel: Reducerer du kapaciteten til 10, 20 eller selv 50 %, skal billetpriserne tilsvarende op, for at det kan løbe rundt. Så hvor mange tusind kroner er du klar til at betale et par gange om ugen for at se metal på en klapstol?

Kulturen
Metalkulturen blev lige så meget skabt i pitten, som den blev skabt på teenageværelset. Derhjemme kunne vi lære at forstå musikken og dyrke den, men det var på spillestederne, vi lærte at føle musikken. Bogstavelig talt: som en rumlen i brystet og støvle i hovedet. Det var sveden og støjen, korporligheden, råbe os hæse og lytte os halvdøve: Det var det, der fik metal ind under huden på os. Ikke at sidde foran en skærm. Det var at opleve det sammen med andre, lade deres begejstring smitte af på en selv.

Mister vi det fællesskab, mister vi metal.

“Skal vi til at have ‘sorte’ koncerter? For vi dør da uden livemusik,” blev der retorisk spurgt i kommentarsporet til artiklen om økonomien i koncertbranchen. Og det kan faktisk være næste bud, hvis ikke regeringen kommer med en bedre løsning: Indfør mundbind, indfør temperaturtagning før koncerter, hvis det er, hvad der skal til. 

Det er ikke længere tid til at være frygtsom og blindt stole på, at regeringen håndterer det her på den bedst tænkelige måde. Vi skal finde vores egne løsninger, når de ikke kan det. 

Hidtil har ingen kæmpet, for at kæmpe var jo det samme som at være usolidarisk. Hvis du gerne ville se en koncert, være i en moshpit, bundkysse en svensker, der lige var blevet din bedste ven, betød det, at du var parat til ofre efterkrigsgenerationens liv. De gav dig NATO, EU og Jimi Hendrix, du giver dem dødsinfluenza for at kunne råbe “spil den med Slayer!”

Så ligegyldige vi er
Men der er noget at kæmpe for. En hel kultur, vores identitet. Det var – også – det, Mustasch prøvede at vise, da de for nylig spillede på ladet af en lastbil i Gøteborg i protest mod aflysningen af den koncert, de med en vis møje havde stablet på benene med alle tænkelige sikkerhedsforanstaltninger for at imødekomme regeringens retningslinjer.

Det er ikke, fordi vi ikke anerkender alvoren. Men fordi politikerne ikke anerkender i alvoren i, hvad vi er ved at miste.

Vi kan tage til takke. Vi kan streame koncerter på fjernsynet. Lyden er bedre, øllene billigere, sofaen mageligere. Vi kan gå til siddekoncerter og opføre os pænt.

Men så kan det hele fandme også være lige meget.