Smagfuldt og smertefuldt

2C4EF4DD-4D70-47C8-982B-48F660D1E812
9A298807-5175-49CC-BF3D-89A601EBDF3C
F5B6C4C0-D0C2-49A9-ADCF-8C09AA1FE99E
2FA9E284-D49A-4E95-95EC-F53D0686D4A9
EC9FC2CE-1AD2-48C1-B3E4-6322B88819F7
3DFF8906-F4CC-4B71-94D8-B25972E0C45E
81BB45FA-ABEB-4530-8C34-4149A8D3B446
5A937091-3198-4528-871F-5B05CEBE89EC

Målrettede Halshug havde fart på og med en sortskygget energiudladning af et liveshow stak de kniven ind, hvor det gør allermest ondt.

Kunstner
Titel
+ War of Destruction + Puke Wolf
Spillested
Dato
13-09-2019
Genre
Trackliste
1. Kæmper Imod
2. Fantasi
3. Helvede
4. Dø Igen
5. Giv Alting Op
6. Udskud
7. Ingen Kontrol
8. Illusion
9. Nederlag
10. Inferno
11. Sort Sind
12. Gudsforladt
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Århusianske Radars gradvise negligering af metalkoncerter har desværre gjort vores besøg på det lille spillested på Godsbanen mere og mere sjældne. I september måned er kompensationen for den vansmægtende Radar-gænger to gedigne punkaftener, hvoraf den første i aften er de københavnske d-beat-punkere Halshugs besøg i byen for at promovere bandets halvanden måned gamle tredje plade, ’Drøm’.

Inden turen kom til den arrigt depressive trefork fra hovedstaden var det dog en anden powertrio, lokale Puke Wolf, der skulle byde op til dans. Post-hardcore-orkestret udgav i forsommeren den ganske hæderlige ep ’Everything From Nothing’, der også udgjorde grundlaget for aftenens musikalske udfoldelser. Som ikke var nogen udelt nydelse. I en minimalistisk og nøgen opsætning, hvor bandets tre medlemmer var badet i blågrønt lys og med den hårdttampende trommeslager Andrew Davidson centralt parkeret bag et trommesæt, der vel næppe er set mindre siden salig The Burnings velmagtsdage, serverede Puke Wolf deres skærende, melankolske version af hardcorepunken.

Trioens aggressive, tredelte vokaltjans af skrig og skrål fungerede glimrende og garanterede afveksling i lydbilledet, ligesom de adspredte temposkift lod de enkelte sange stå fint frem, så man fornemmede den nerve og desperation, de enkelte kompositioner indeholdt. For orkestret har vitterligt nogle fine musikalske ideer, som på plade er en ganske fin lytteoplevelse. Når det er sagt, virkede det også som om, Puke Wolf er et band med begrænset live-erfaring. Stemmepauserne mellem numrene blev unaturligt lange og tyste, fordi ingen på scenen sagde eller gjorde noget, og der skulle flere gange et fuldemandstilråb fra en tilhører til for at bryde den akavede stilhed. Tilråb, som guitarist Emil Vegeberg lidt malplaceret besvarede, hvor de nok skulle have været ignoreret.

Læg dertil nogle aldeles unødvendige og unaturligt lange voice-overs mellem numrene, der intet godt gjorde for indtrykket af musikken, og hvis mangel på relevans blev tydeliggjort af, at bandet også begyndte at snakke til publikum henover dem. Alt i alt kom hele afviklingen til at virke noget amatøragtig. Puke Wolf skulle have tiet stille og fjernet lydfilerne. Deres musik kunne sagtens have stået alene med et langt bedre resultat.

Hvor Puke Wolfs introverte aggressioner ikke rigtig kom ud over scenekanten, var de århusianske hardcore-veteraner War of Destruction garanti for det stik modsatte. Selv om bandets debutudgivelse nærmer sig de 40 år og bandmedlemmerne snildt kunne være dobbelt så gamle som dem, der netop havde forladt scenen, tæskede War of Destruction fra åbneren ’Firs og Dement’ afsted i et tempo og med en charme, der virkelig er forbeholdt hardcore-punkens formative år.

Forsanger Hans Simonsen, der stille og roligt bedyrede ”vi er jo gamle mænd”, fløj lynsnart derefter ned på gulvet foran scenen for at deltage i den nyligt opståede moshpit, hvor han med galningeattitude og øjne, der snart kunne rulle ud af hovedet på ham, vrælede samfundskritik og tyk ironi ind i ansigtet på alle, der kom i vejen for ham. War of Destruction er punk, som det var, da det var farligst: vanvittigt, energisk og med en følelse af, at det uforudsigelige kunne ske når som helst. Lyden var brummende, primitiv, grim og herligt charmerende, og der var næppe nogen denne aften, der ikke lod sig charmere af det fire særdeles voksne skinheads. ’Satans Vikar’ blev serveret med en energi, der er få punkbands forundt, og War of Destruction efterlod en følelse af, at man sagtens kunne have taget en halv time mere i ringen med dem. Om de selv havde kunnet holde til det er et andet spørgsmål.

Når vreden bliver kunst
Halshug må regnes som en af de tungeste spillere på den danske punkscene, og særligt den fire år gamle debut ’Blodets Bånd’ er en af de stærkeste hjemlige udgivelser i genren i mange år. Vi var lidt lunkne over den nyligt udgivne ’Drøm’, da den stak hovedet frem midt i sommerferien og påtalte blandt andet, at den manglede noget af den energi, som bandets tidligere albums har haft.

Hvad de nye numre end manglede på plade, formåede bandet så sandelig at tilføre dem i live-regi i aften. ’Drøm’-kompositionerne udgjorde halvdelen af aftenens sætliste, og ’Kæmper Imod’ og førstesinglen ’Fantasi’ blev blæst ud over scenekanten fra første anslag af de tre københavnere, der meget symbolsk stillede op foran bagtæppet med den handskeklædte hånd, der holder en springkniv klar til at dolke igennem. For det gjorde Halshug. Desværre røg der en streng på Jakob Johnsens bas, bedst som bandet havde opbygget momentum, og en træls og uforudset pause fulgte, inden War of Destruction-bassisten skyndsomt fik fundet sin frem til låns. Hvorvidt den lavmælte kommentar ”det er et gammelt apparat, det der” fra rækken bagved var møntet på bassisten eller bassen, er endnu uvist.

Bandet lod sig ikke slå ud af det uønskede afbræk, heller ikke selv om det tog endnu et par numre at få den nye og noget mere gennemtrængende baslyd afstemt med resten af instrumenterne. Halshug tog tråden op fra opvarmerne og pløjede deres depressive d-beat afsted med en energi og en nerve, der hang tungt i lokalet. De korte pauser mellem numrene bød kun på hvinende, fadende guitarer, der holdt den punkede lydmur oppe fra start til slut.

Det er svært at gå fra en Halshug-optræden uden en murrende og ubehagelig klump af mørke i sig. Med titler som ’Dø Igen’, ’Nederlag’ og ’Ingen Kontrol’ og tekster som ”ud af mit fængsel/ jeg vil ud af min krop/ ud af min længsel/ giv alting op” er det svært at bevare optimismen. Dette, garneret med den aggression og vrede, man i aften finder i numre som ’Udskud’ og den tordnende ’Inferno’, er garanti for at man ikke forlader et show upåvirket, såvel mentalt som fysisk. Halshug er dårlig stemning. Halshug er en urovækkende, underliggende desperation, der stikker sit hoved frem og rammer, hvor det gør allermest ondt. Lige så simple som bandets virkemidler er, ligeså effektive er de, når bandet træder op på scenen.

Denne aften kunne vi fint have undværet det instrumentale ’Illusion’, som vi også fandt en smule unødvendig på den seneste udgivelse. Omvendt kunne vi også snildt have lyttet til langt mere Halshug, end den lille time, orkestret bød på. Den groovy ’Sort Sind’ og uforlignelige ’Gudsforladt’ lukkede koncerten effektivt ned, mens sidemanden bogstavelig talt headbangede sig til blods.

Halshug havde dolket igennem.