Copenhell 25: Føle-far-rock
Skarnet spiller vedkommende og særegen nok far-rock til, at man køber ind på universet, selvom ideerne er hørt en milliard gange før, og vækkede Pandæmonium fint til live på Copenhells andendag, hvis man kunne tillade sig ikke at krumme tæer.
2. Du Som Er
3. Provinszombie
4. Krigersind
5. Smertedyr
6. Løgner
7. Mælkebøttebarn
8. Voldtaget Nattergal
Der var en rimelig mængde, der havde stimlet sammen, da de dansksprogede hardrockere i Skarnet åbnede Pandæmonium på andendagen, trods gårsdagens strabadser.
Og det er ikke uden grund, for Skarnet vil noget. Det er ikke bare endnu et dansksproget rockband med vrede riffs og råbekor. De forsøger at ramme en særlig tone – noget, der føles dansk uden at være provinsielt, og alvorligt uden at være teatralsk. Og det lykkes til dels.
Danny Kroghly i front – trenchcoat, langt skæg – fremstår som en lettere afkoblet særling, mere end en traditionel macho-frontmand. Og han bærer rollen med karisma. Den lettere nasale, CV Jørgensen-agtige vokal tilføjer noget til musikken, der særliggør den nok til, at man køber ind i universet. Der er en følsomhed og særhed i udtrykket, som får projektet til at stikke lidt ud – selvom sangenes strukturer og riffs er hørt en milliard gange før i genrens lange historik. Det er far-rock. Det er det da. Men det er en anden far – en eksistentiel føle-far, der både føles ægte og lidt akavet.
På scenen er der gode idéer: en mannequin med grisehoved troner på trommepodiet, og undervejs danses den rundt, som for at understrege et glimt i øjet. Men det lander ikke altid lige sikkert. Den elektroniske, engelsksprogede intro føltes malplaceret, og under nummeret “Fængslet i det fri” var der nogle pitch-problemer mellem Kroghly og det båndede kor.
Om båndet kor i det hele taget er i orden eller ej kan man diskutere, men her skal det ikke stå som et minus – bandet spillede ellers autentisk nok til at bære det.
Lyden var potent, og bandet spiller stramt. Særligt på numre som “Løgner”, hvor tempoet sænkes og det hele hælder mod det mere sludge-metallede, opstår der noget tungere og dragende, som man godt kunne ønske sig mere af. Bassist Stig Kjeldsmarks monolog til “alle med sten i rygsækken og normafvigelser” var måske lidt på kanten til det selvhøjtidelige – men det var også ærligt ment, og sådan er Skarnet: bedst når man tillader sig selv ikke at krumme tæer.
Georgios Alevrofas leverede overbevisende soli, men gav den også lidt for meget metal-attitude – tungen ud af munden og store armbevægelser – hvilket stak ud i et band, der ellers undgår metallens macho-image. Ifølge Kroghly er Skarnet “sexet og forførende hard rock”. Det ved jeg ikke helt, om jeg køber. De er nærmere Clutch, hvis de ikke skulle til fest, der møder CV Jørgensen med en snert af Zeal & Ardors råbevokaler – bare på dansk. Og når det fungerer, fungerer det godt.
Koncerten blev aldrig helt fantastisk, men den havde personlighed. Skarnet er ikke far-rock i den klassiske forstand – måske snarere far-der-har-lært-at-være-sårbar-rock. Det er sympatisk, særpræget og til tider ret vedkommende. Også selvom det ikke satte helt ild til scenen.