Fortabelsens tyngde
Sumac finder for alvor deres egen stemme på deres tredje album, ’Love in Shadow’. Et album, man kan blive helt væk i, hvis man lader sig rive med.
Attis' Blade
Arcing Silver
Ecstasy of Unbecoming
Sumac er et band der altid har haft et særligt potentiale, men som også altid har manglet en lille smule. Guitarist og vokalist Aaron Turner, og hans fortid i bandet Isis, kaster en forståeligt lang skygge over bandet, samtidig med at han er en kæmpe kreativ force.
Sumac er ikke Isis, bandet har altid spillet tungere og mere eksplosivt, men det potentiale, der er i trioen, er i denne anmelders ører aldrig blevet indfriet. Men på deres tredje plade, ’Love in Shadow’, lader de til at have knækket koden.
Efter et ep-udspil tidligere på året med den japanske lydkunstner Keiji Haino overrasker det måske ikke, at pladen har et særligt præg af improvisation, udsyrede stykker og noisy elementer. Men uanset graden af overraskelse giver det pladen en særlig farve. De pænere stykker, hvor trommer og bas falder ud, får en udpræget anden karakter end i Isis og resten af post-metallen. Stykkerne imellem de hårde, sludgy stykker bærer i sig selv en uro og et uforudsigeligt momentum. Dette er måske mest udtalt på ’Attis’ Blade’ og afslutningsnummeret med den rammende titel ’Ecstasy of Unbecoming’.
”Unbecoming” er netop det, der er gennemgående for ’Love in Shadow’. Pladen består kun af fire numre, der alle har en længde på den gode side af de 10 minutter, hvoraf den længste er den monumentale åbner ’The Task’ med sine 21½ minuts spilletid.
Her er dog ikke tale om episke, progressive og navlepillende værker. ’The Task’ kaster lytteren ind i en mur af stærk riffing fra første beat, der lidt efter lidt pilles fra hinanden, når den auditive bulldozer, som Sumac er i stand til at fremmane, har kørt lytteren rigeligt over for at skabe den rette lytteindstiling. Nemlig en, der ikke forventer den vante lange opbygning med et klimaks, som post-metallen ellers har for vane. Sumac vil på ’Love in Shadow’ hellere skylle over lytteren i en bølge af uforventelighed.
Fortabt i det uvisse
Det kræver en del af lytteren, men er også en særlig oplevelse, hvis man kommer i den rette sindstemning til at ride med på bølgen. Sumac bruger nemlig meget tid på at holde lytteren hen i det uvisse, når der ikke bulldozes løs. Der antager en nærmest dronende karakter, når bas og trommer i ’The Task’ for eksempel ufortrødent bliver i det samme groove, mens der bygges mere og mere af tilsyneladende komplet retningsløs guitarimprovisation ovenpå. Og dette forløses ikke ud i det kraftige, tunge riff, man måske ville forvente, men i stedet i en orgeloutro, der kigger ind fra ingetsteds.
Det er svært at placere det, Sumac foretager sig på ’Love in Shadow’, og på den måde er bandet i sandhed trådt ud af Isis’ skygge, hvis man skulle have været i tvivl på tidligere album. Bandet er helt sit eget, og hvis man giver sig hen til det, er albummet en stor oplevelse udi fortabelsens tyngde.