Antikristen avantgarde
Populær
Updated
Svenske Burst går deres helt egne veje på deres nye album Udover at have nationalitet tilfælles med The Project Hate, så er Burst’s skive omtrent lige så uforudselig og varieret. På "Origo", der er Gøteborg-bandets tredje album, er der til overmåde lykkedes for Burst at finde et meget personligt udtryk.
Svenskerne mestrer til fulde den svære kunst at skrive brutale hardcorestykker eller trashstykker og derefter blande dem med lange, meget stemningsfulde, instrumentale passager. Specielt i de afdæmpede stykker, der til tider minder mig om landsmændene fra Pain Of Salvation, imponeres man over hvordan der er kælet for detaljerne og over hvordan der er blevet plads til et utal af små originale keyboard- og orgel-fills i lydbilledet.
Også indenfor vokalarbejdet er Burst’s styrke deres evne til at variere sig, således hører man forsanger Linus Jägerskog kaste sig over både growling, råbevokal og lækre stykker med ren vokal, ofte forstærket af lige så kompetent korsang.
Selvom "Origo" er en udgivelse med mange forskellige momenter, så kan man ikke lade være med at beundre Burst for deres evne til at bevare en rød tråd fra start til slut – intensiteten og kompleksiteten er bevaret på en sådan måde at man ikke er i tvivl om at samme band står bag alle kompositioner på pladen.
Svenskerne mestrer til fulde den svære kunst at skrive brutale hardcorestykker eller trashstykker og derefter blande dem med lange, meget stemningsfulde, instrumentale passager. Specielt i de afdæmpede stykker, der til tider minder mig om landsmændene fra Pain Of Salvation, imponeres man over hvordan der er kælet for detaljerne og over hvordan der er blevet plads til et utal af små originale keyboard- og orgel-fills i lydbilledet.
Også indenfor vokalarbejdet er Burst’s styrke deres evne til at variere sig, således hører man forsanger Linus Jägerskog kaste sig over både growling, råbevokal og lækre stykker med ren vokal, ofte forstærket af lige så kompetent korsang.
Selvom "Origo" er en udgivelse med mange forskellige momenter, så kan man ikke lade være med at beundre Burst for deres evne til at bevare en rød tråd fra start til slut – intensiteten og kompleksiteten er bevaret på en sådan måde at man ikke er i tvivl om at samme band står bag alle kompositioner på pladen.
