Copenhell 2025: Udadvendt shoegaze med døren på klem
Fleshwater gjorde deres bedste for at vække den lille forsamling der var mødt frem lørdag formiddag. Det lykkedes til sidst, men det foregik ikke uden morgenkramper.
Det var et tyndt publikum, der stod klar foran Pandæmonium, da Fleshwater gik på. Ærgerligt, for bandet – der består af størstedelen af medlemmerne fra Boston’s kaotiske hardcore-darlings Vein.fm – forsøger tydeligvis noget andet og mere følsomt her. Shoegaze, post-hardcore og alt-metal mødes i en dissonant og støjbetonet masse, som både vil være smuk og ødelæggende.
De starter stille, men hurtigt vælter det ind: En mur af støj, delay og skærende overtoner omslutter scenen – og det bliver ikke mindre, da bandet når op i omdrejninger. Lydtrykket er massivt, og lagene af guitareffekter er både dragende og overvældende. Det er i sig selv fascinerende, men det bliver også bandets hæmsko.
Mirsy (Marisa Shirar) er koncertens vokale omdrejningspunkt, men hendes stemme ligger desværre konsekvent for lavt i mikset. Selv når guitarerne stilner lidt af, drukner hendes vokal ofte, og selv hendes belting kæmper for plads. De eneste vokale klimaks kommer, når guitarist Jon Lhaubouet leverer enkelte, eksplosive råb. Disse øjeblikke efterlader én med ønsket om flere af den slags udbrud.
Anthony DiDio, som også er forsanger i Vein.fm, bidrager her med rene vokaler – men fremstår en smule usikker og nervøs i leveringen. Det trækker yderligere fra, at sangene ikke helt får vokalt tyngde nok til at trænge igennem det ellers spændende lydbillede.
Til gengæld er scenens energi ikke helt fraværende: Jon Lhaubouet og bassist Jeremy Martin er klart de mest levende på scenen og forsøger at trække koncerten fysisk op i gear. Mirsy griber kort inde i sættet en guitar og får dermed bandets tredje, og hun betjener også en sample-pad placeret på en transport-hardcase, som hun må knæle ved – et overraskende fedt og råt visuelt element, der passer til bandets underspillede æstetik.
Publikum, der i starten virkede søvnige og fåtallige, begynder langsomt at live op i takt med, at koncerten udvikler sig. Stemningen bliver gradvist mere modtagelig, og man kan mærke, at bandets indre energi og engagement trods alt når ud over scenekanten – bare ikke hele vejen.
Fleshwater har bestemt noget interessant kørende, og deres lydlandskab er både tungt og intenst. Men vokalerne, både teknisk og i volumen, ender med at holde lytteren lidt for meget i armslængde. Deres indadvendte udtryk passer til musikken, men bliver aldrig forløst i kontakten med publikum. Det er ikke et problem, at de vil være alvorlige. Man savner dog stadig lidt, at de tager os med ind i mørket i stedet for bare at vise, hvor det ligger. Karakteren skal derfor læses som et 3 med pil op.