Copenhell 25: Stankface hele vejen
Britiske Conan ramte Gehenna kl. 18.30 med en væg af fuzz og tunge grooves, og sønderknuste skovscenen med muskuløs og potent krigerdoom.
I en tidsalder, hvor næsten alle bands spiller til click og backing track, er det en fryd at være vidne til et band af den gamle skole. Tre mand høj, der lyder af mere og spiller tungere end næsten alt andet på Copenhell.
Og det med en ganske simpel opskrift: Massiv, fuzzdækket guitarlyd, skærebrænder-vokal, groove én masse og riffs, riffs, riffs. Riffs. Og flere riffs. Og endnu flere riffs.
Conan lægger sig et sted mellem sludge, doom og stoner, men er ikke nemme at sætte helt i bås. Det er ikke monotont, og man behøver ikke ryge bønne for at nyde det. Man skal bare elske et godt groove. Og det næste. Og det næste. Bandet skifter konstant tempo og stemning i fællesskab. De vender ikke på en tallerken, men holder en konstant rød tråd og kadence – de ånder som én organisme og har ikke brug for andet end hinanden for at skabe en absurd tyngde, der efterlader Gehenna i ruiner.
Forsanger og guitarist Jon Davis får endda publikum inkluderet i at sætte takten ved at få dem til at klappe tempoet i gang, og gestikulerer derudover til circle pits med nedadvendt tommelfinger som en romersk kejser. Med simple virkemidler bliver folkemængden på Gehenna hevet med.
Lyden er eminent fra start. Guitaren er snavset i fuzz, men har nok krop til ikke blot at være larm. Bassen tordner, og trommeslager Johnny King lever op til sit navn med tung, men detaljerig slagtøjshåndtering – inklusiv d-beats og enkelte blast beats.
Især, når bassist David Ryley understøtter Davis’ skrig med dybe growls, fungerer det sublimt. Det måtte der gerne have været endnu mere af. Men der er ikke noget at klage over: Conan var sublime og sandsynligvis Copenhells tungeste indslag i år.
De fyldte hele deres time uden at blive ensformige – bare ved at spille fede riffs og svinge som band. Denne anmelder havde stankface hele vejen igennem. Der skal jo ikke mere til. Pyt med gimmicks, singalong-omkvæd eller fancy sceneopsætninger. Det her var ægte.