Det rigtige valg
Fire bands fra tre af landets kardinalretninger gjorde aftenens samarbejde mellem Lasher Agency og Loppen til en mindeværdig energieksplosion.
1. Common Fear
2. Soft Tusk
3. The Alarmist
4. Mirror Stalker
5. New Standards
6. Magic Doors (Portishead cover)
7. Wonderhunt
8. The Idealist
Tvivler
1. Michael Strunge som neoliberal
2. Dagdrømmer
3. Der er for få borgerlige i det her land
4. Mænd, der hader dyr
5. Richard Rorty på klinikken
6. Ex-medlem af menneskeheden
7. Sabotage
8. Almanak
9. Træfælder
10. Kandidat
11. Vestover
12. Jeg bor her jo bare
Der findes folk, der har det fint med en enkelt rolle i en given kontekst. Andre ifører sig hele stakke af kasketter. En sådan er Troels Højgaard. Udover at være pladeboss og en af Danmarks bedste bookere, er han også både promoter og musiker, og det var i disse to roller, han brillerede på Loppen lørdag den 16. September.
Lasher Agency, der har bands som Bogwife, Demersal, Omsorg, Puke Wolf og en del flere i stalden, var gået sammen med et af Danmarks mest ikoniske spillesteder, Musik Loppen på Christiania, om at arrangere et brag af en aften, for det publikum, der har fingeren allermest på pulsen i den danske scene.
Og fremmødet var ganske fint, taget i betragtning af der både var gratiskoncert med Vulvatorious, spændende kenyansk besøg på Stengade, støttefestival i Underwerket, og, nå ja, Copenhagen Metal Fest i Amager bio på præcis samme dag.
Men, dem, der tog på Loppen havde ret. Lasher Agency havde smidt fire af deres bands på plakaten, og det var ikke blandt de ringeste. Udover Tvivler, der for undertegnede var det absolutte hovednavn, præsenterede det nordjyske talentbureau også aarhusianske Hiraki, københavnerne i Nexø og bossens eget Vægtløs.
Som Loppen så sardonisk svarede, da jeg brokkede mig over den sene koncertstart, handler det om bands, der ville blæse både service og spisende gæster af henholdsvis borde og stole på Spiseloppen, hvis man ikke ventede til 22, og det skulle vise sig at være ganske sandt.
Tungt, men lidt for flyvsk
Vægtløs, der også er nyeste skud på stammen, var første band på scenen, og på trods af deres udmærkede CV’er, kunne man godt mærke, at det var tidligt i karrieren for den aalborgensiske kvartet. Frontperson i bandet og hovedperson for aftenen, Troels Højgaard stod som et ungt piletræ på scenen og var på samme tid enormt glad for at være til stede, men virkede også både skrøbelig og lidt akavet.
Det var meget indtagende, især i skiftene mellem de følsomme passager, som bandet leverede med stor sensibilitet, og i de tungere passager, der afløste dem med knusende kontrast.
Når de var gode, var Vægtløs en fremragende kombination af screamo, der sine steder nåede Puke Wolf i vokalpræstation, og tung post-metal, med knusende riffs.
En tidligere skribent kommenterede ironisk, at der åbenbart var en særlig Aalborg-lyd, der fulgte med, og selvom undertegnede godt kunne se sammenhængen med for eksempel Omsorg og Kollapse, hvori Højgaard tidligere har spillet, var Vægtløs også sin egen enhed.
En del af dette er desværre også et af de elementer man kan håbe bandet vokser fra, for black metal-riffs var ikke den afløser til melankolien vi havde brug for. Særligt ikke når de havde demonstreret, at de sagtens magtede den mere hardcore-inspirerede stil, der ville trække i en bedre og mere engagerende retning.
For engagerende var de. Det er svært at stå som band i en livesetting og fremføre et sample, der er så emotionelt som Vægtløs gjorde, og kunne være i det. Da vi talte med Puke Wolf, nævnte de netop dette, men Vægtløs havde tydeligvis troen på det, og stod med stoisk ro, mens det kørte over PA’en. Kort efter eskploderede bandet i aggression, og kontrasten var fremragende. Her gjorde Højgaard sig også fri af mikrofonstativet og til sidst endte han på knæ blandt publikum. Med hans egne, lidt spage ord, “Det var ret fedt”. Vi glæder os til udviklingen i sangskrivningen.
Øretævernes festplads
Et band, der til gengæld har flere hakker end bælte når det kommer til liveshows, var næste på scenen. Nexø, det københavnske råbecoreorkester, der spiller med lige dele politisk indignation og evne til at tælle til fire, indtog scenen med det samme. Der er ikke noget pis med Nexø, der er kun fuld fart over feltet.
Kristian Nielsen er en hamrende leveringsdygtig sanger og en gudsbenådet frontperson. Man kunne næsten gå så langt som at kalde ham en “showman” – og det ville få kunne bebrejde en. Med en kæk attitude og forståelse for, at folk mosher, når man spiller godt, og ikke når man råber af dem de skal, gik der ikke længe før publikum foran Loppens papkasseagtige scene bølgede frem og tilbage og begyndte at vise tegn på let syden. Da Nielsen så lokkende spurgte om vi var klar til at sætte tempoet lidt op, begyndte det at bulderkoge.
Hele vejen igennem forstod punkbandet at spille hurtigt og kun give tid til at råbe med – ikke at få pusten.
På den altid geniale ‘1312’ var det heller ikke svært for de forpustede masser at råbe med på “No justice / No peace / Fuck the police / ACAB”, hvilket ramte helt plet for de fleste.
I en enkelt lidt længere pause, brugte Nielsen adskillige minutter på at dedikere den vigtige ‘The Kids Are Not Alright’ til alle dem der har det svært. Som vi kom ind på, da vi anmeldte ‘False Flag’ for ikke så længe siden, handler den om den epidemi af psykiske lidelser, der plager landet og særligt dets unge. Modtagelsen var heller ikke til at tage fejl af. En del kunne se sig selv i den korte tale om de mange, der “bliver syge af den her verden”, og da han sagde “Vi ser jer alle sammen. Der er ingen, der er alene her i aften” var begejstringen betydelig.
Det kunne godt være lidt svært at skelne mellem de enkelte tracks, og efter en fem-seks stykker mistede jeg overblikket over hvor langt vi var nået, men det var heller ikke så vigtigt. Det der stod tilbage var, at Nexø var et fremragende liveorkester og havde publikum på deres side fra første færd.
Det skal klikke først
Det samme kan man ikke sige om Hiraki.
Men det kan nærmest ingen bebrejdes heller. For de fleste handler metal og hardcore om guitarer. Og hvad gør man så, når Jon Gotlev dækker sit transportable bord med masser af lysende knapper og et lillebitte keyboard og indleder med de halsbrækkende tunge toner af ‘Common Fear’ – største hit fra albummet ‘Stumbling Through the Walls’ og selvom man efterhånden har vænnet sig så meget til John Cxnnors rework af nummeret, bragede den originale også hårdt i gennem.
Nærmest så hårdt, at man blev bange for, Hiraki havde lagt for stærkt ud. For publikum lignede til tider nærmest hjorte fanget i billygternes skær, og man kunne få fornemmelsen af, at de helt havde glemt hvordan man bevægede sig.
Det havde trioen dog ikke, Tim Frederiksen og Tue Schmidt spillede så nederdrægtigt tungt, at man nærmest vægrede sig ved at vide hvad Schmidt dog havde gjort ved den stakkels guitars lyd, mens Gotlev i den grad demonstrede hvor dygtig han er ved både synth og samples. I visse øjeblik var det umuligt ikke at betragte ham som en sand kunstner, når han med mekanisk præcision og menneskelig fingerspidsfornemmelse sørgede for at alt spillede – til trods for, at hans mikrofon var gået under første sang.
Støvletramp og helkropsheadbanging bag tasterne var konstant.
Publikum fattede det dog med tiden, og stemningen blev især høj, da Rikke Fink sluttede sig til bandet på scenen for at levere sin elektriske vokal til nummeret ‘New Standards’, der er næsten ækel i sin skyldprægede eroticisme. Denne blev afløst af et cover af Portisheads’ ‘Magic Doors’, der i Hirakis mekaniske version fik en anden dybde. Det var noget alle kunne lide.
Til et repetitivt fade kastede Schmidt sin guitar fra sig og bandet gik af scenen.
Vi bor her jo bare
Trommesættet blev rykket helt frem på scenen, mikrofonstativet bagest og den store tusch blevet fundet frem, så der kunne sættes fede, sorte krydser på håndryggene.
Loppen var, klokken lidt i et, klar til Tvivler.
Og det blev en koncert der er svær at beskrive. For Tvivler er, live som på plade, noget helt, helt særligt.
Med en sætliste, der tog udgangspunkt i det geniale album ‘Kilogram’ fra tidligere i år, og dryssede adskillige tracks fra forgængeren ‘Ego’ og to fra 'Negativ Psykologi' ud over sidste halvdel af sættet, var det umuligt for denne anmelder ikke at blive helt henført i de sange, der har fyldt så meget i min bevidsthed siden udgivelsen. Åbneren ‘Michael Strunge som neoliberal’ sparker døren ind, og det er særligt spændende hvordan Tvivler formåede at få de mere sære guitarflourishes flettet ind i det hårde program.
For det er det, de gør. De spiller ikke bare hardcore, eller post-hardcore. Tvivler lyder som Tvivler, og når man ser en mand bevæge hofterne så lykkeligt som Thomas Burø gjorde, kun sekunder efter at have brølet sin hals halvt i smadder er det umuligt ikke at føle sig bare en lille smule… “lykkelig” er måske ikke ligefrem ordet, men man er jo ikke gjort af sten.
Burø bliver fremhævet af snart sagt alle, når man er i nærheden af hardcore, der ikke handler om at tæve energidrik, men i tillæg hertil stjal trommeslager Morten Clausen virkelig en stor del af billedet denne aften.
Udover det uortodokse og interessante ved at sætte sangeren bagest, har det også den konsekvens, at man får et bedre udsyn for hvad der foregår ved trommeren, og når det handler om Clausen, er det ikke så lidt.
Strømpefødderne kører i besynderlige rytmer på stortrommens pedal og de senede arme spiller så kontrolleret, at de uforudsigelige slag virker helt intuitive. Selv da gulvtammens ene fod gav efter og måtte rejses op af en hjælpsom publikummer, missede Clausen ikke et slag, men bar den igennem på ren intensitet.
Det sammen kan siges om både bassist Morten Ogstrup Nielsen, der viste sit talent frem under ‘Mænd, der hader dyr’ og guitarist Thomas Feltheim, hvis guitar brugte nærmest lige så meget tid i luften som ophængt i stroppen. Særligt glædelig var fremførelsens af undertegnedes personlige favorit 'Ex-medlem af menneskeheden', der ikke lod noget tilbage for den indspillede version i interessant guitararbejde og melodi.
Ikke desto mindre var det Burø, der virkelig gjorde det for os.
Dansemoves fraset, var hans vokalleverance perfekt og overskuddet var i top.
Da vi nåede monologen fra ‘Jeg bor her jo bare’ hen mod showets afslutning, var salen tyst, da det hektiske stykke fremførtes, inden det kulminerede i aftenens største pit, da sangtitlen blev råbt igen og igen, højere og højere. Burø kastede sig ud fra scenekanten, og den masse af kroppe og råb, der formede sig her var præcis så ustabil og kaotisk som musikken fordrede, og adskillige endte med at vælte ind over scenen.
På en fremragende aften var Tvivler det bedste. Og vi kan takke Troels Højgaard for, at det skete.
Vægtløs: 3/5
Nexø: 4/5
Hiraki: 4/5
Tvivler: 5/5