Gammel nok til at fatte noget
Tvivlers 'Kilogram' er knusende i sit budskab og udfordrende i sin udformning. Det er en plade, der får dig til at opdage, hvad du ikke tidligere har forstået.
2. Dagdrømmer
3. Der er for få borgerlige i det her land
4. Mænd der hader dyr
5. År 529
6. Ex-medlem af menneskeheden
7. Jeg bor her jo bare
8. Livsform på tvangsauktion
9. Richard Rorty på klinikken
Jeg forstod ikke ‘Ego’. Det kan jeg lige så godt lægge på bordet. Jeg lyttede til den adskillige gange. Nærlæste teksterne. Lyttede og lyttede, forsøgte at finde ud af, hvad den ville. Eller hvad jeg ville med at høre den. Og skrive om den.
Jeg fattede det simpelthen ikke. I en tilstand af selvtilfreds ironiseren lagde jeg en overfladisk vinkel på den, og valgte den mest intetsigende læsning af indholdet. Jeg hørte den, som fanden læser biblen. Eller som hårde typer forstår empati.
Jeg tillagde Tvivler tvivlsomme motiver og forsøgte at gøre den stille eksistentielle panik, der gennemsyrer pladen, forloren. Det har jeg først forstået nu, med ‘Kilogram’. Jeg var ikke voksen nok til at lytte til den, jeg lod bare som om.
‘Kilogram’ står måske som en markering af den ændring. For med ‘Kilogram’ har jeg ikke blot forstået Tvivler som band, men samtidig klikkede ‘Ego’ også endelig. For ‘Kilogram’ ramte mig som et helt ton mursten, ironisk nok, titlen taget i betragtning.
Det er den konkretiserede og destillerede form af den menneskelige tilstands ængstelighed, som adskillige fremragende danske bands har beskrevet over de senere år. Kollapse, Hiraki, Puke Wolf, Eyes, Omsorg, Demersal – alle disse, der på hver deres måde udskriger frustrationen over verden og det at være i den. Den samlede tyngde af ovenstående kan fremvises krystalliseret på ‘Kilogram’.
“Jeg håber, at noget snart bliver anderledes. Tænk at vi skulle have viljen til at slå hinanden ned. Tænk hvis du skulle se mig som din fjende. Jeg håber, at noget snart bliver bedre eller bare værre.”
‘Livsform på tvangsauktion’ forklarer det bidende. Hvad kan være mere fremmedgjort end en ambivalent følelse af begivenhedstvang? Når Thomas Burø råber linjerne ud, lyder det oprigtigt. Det er følelsen af at leve i en perfekt verden, der ikke passer til dig. “Vi lever i en utopi. Det er bare ikke vores.”, synger han. På samme måde som Victor Kaas beskrev det, dengang ‘Underperformer’ udkom, er det en grundlæggende utilfredsstillethed med tilværelsens tilstand, og på samme måde en oplevelse af at være fuldstændig uvidende om, hvorfor man har det, som man har det, og hvad man egentlig ville ønske skete i stedet for.
“Jeg håber, at noget snart bliver bedre eller bare værre”.
‘Ego’ eksploderede i udadvendthed. Dens følelsesudtryk var til at tage og føle på. Sådan er ‘Kilogram’ ikke. Dens frustration er det større, fordi den både vender indad og udad. Det er fornemmelsen af at være utilstrækkelig i en verden, man ikke ønsker at være god til at deltage i.
“Her går man pænt klædt. Vi holder os i gang. Her lever man længe. Der må være en fejl et sted. Det er ikke ærligheden selv, men alt omkring den. Jeg påstår ikke, at du er ond. Ihvertfald ikke med vilje. Der må være en fejl et sted.”
Lyden af opgivelse
Musikalsk er vi på hjemmebane for kvartetten, men måske ikke for så mange andre. Der er uden tvivl hardcore i det, men det er hardcore, der er spillet som om, hardcoren er død. Adskillige steder mærkes samme ambivalens, som teksterne fremmaner musikalsk. Allerstærkeste nummer er måske ‘Jeg bor her jo bare’ – lige så hektisk og panikangst som lyrikken, er musikken. Stigende i intensitet indtil Burø fremfører ordene helt uden melodiøsitet eller akkompagnement, hvorefter et absurd tungt breakdown sluger hans skrigende vokal og drukner det i Mortens Clausens betonhårde trommer og et minimalistisk strengearrangement fra Morten Ogstrup Nielsen og Thomas Feltheim, for derefter at forsvinde ind i sig selv på blot to minutter, er decideret knusende.
Det er ikke en stille overgivelse. Det er en skrigende, rasende, modvillig nedstigning i tabet.
Adskillige inspirationer finder frem til musikken. Ikke mindst jazzede elementer, der formår at eksistere og bidrage uden at være irriterende eller forvirrende. I hvert fald ikke på anden vis end den tilsigtede. På samme måde dukker melodiøsiteten frem i strejf. Åbnerens guitarriff giver reminiscenser af Killing Joke og den nærmest bittersøde overbærenhed i ‘Ex-medlem af menneskeheden’ bærer en forbløffende harmonisk underlægning ind i en tekst, der i den grad byder på stille misantropi, og som sagtens kunne have været indbegrebet af dissonans.
‘Kilogram’ er en virkelig god plade. Måske en af de bedste vi kommer til at høre i år. Og noget, der ellers ofte er en akilleshæl i vores ende af spektret – lyrikken – behersker de bedre end måske nogen andre i scenen. Anvendelsen af det danske sprog gør forståelsen det mere intuitiv og erkendelsen af budskabet det tungere. Som i albumafslutteren ‘Richard Rorty på klinikken’:
“Du begynder at rydde op for det er det eneste du mestrer. Hvis du ikke ved hvad der er vigtigt, så har du ingen grund til at ville noget, så har du ingen grund til at sige noget. Så har du ingen grund til at ønske noget. Jeg ville så gerne gøre noget.”