ACW 25: Vidunderlig råddenskab
Alkymist viste sig endnu engang som et band blandt Danmarks bedste rock-orkestre, da de pillede Lille Vega fra hinanden og satte to streger under, hvorfor vi bør høre meget mere til dem fremover. Og på større scener.
13 minutter forsinket breder utålmodigheden sig dog i Lille Vega, og der er ret godt fremmøde. Et fremmøde, der efter første nummer har nået niveau “pakket” og dermed alt det, man kan håbe på som det band, der står på scenen.
Den lydansvarlige fortjener næsten sin egen anmeldelse, for Alkymist havde festivalens bedste lyd. Det var helt enkelt fremragende, og alt lå helt rigtigt i lydbilledet, herunder – eller måske særligt – Per Silkjærs lilletromme, der bare var så perfekt mikset ind i lyden, selvom der måtte være gået nogle minutter med at kalibrere til Silkjærs hårdtslående trommestil. Der blev gået til makronerne bag trommesættet, og det er et mirakel at skindene holdt.
Men tilbage til koncerten, så var det ikke nogen stor overraskelse at vi lagde ud med numre fra 'Unnderr', deres nyeste udspil, og – efter min mening – også deres bedste plade. Med en god håndfuld liveshows under huden siden udgivelsen, sidder sætlisten helt i skabet, og det bar koncerten i Lille Vega i høj grad præg af. Der var overskud, og der var legesyge midt i den stinkende, tykflydende råddenskab, der boblede og gurglede ud af sanger Peter Bjørneg, godt flankeret af en solid og tung fuzz-guitar håndteret mesterligt af Stefan Krey. Kaspar Luke på bas var som altid et livstykke på scenen, og han førte sammen med Silkjær koncerten sikkert fremad som et godstog uden bremser, mens finurlige basfigurer snoede sig ind og ud af musikken og satte gang i spontane jubeludbrud hos en flok yngre mennesker lige foran mig.
Koncertens sætliste var ikke væsentligt anderledes end de sidste par koncerter med bandet, og vekslede godt mellem slæbende, dræbende doom og det mere midttempo, der i momenter skiftede gear på showet. Det var en koncert med så meget nerve, at det føltes hudløst, mens melankoli og raseri afløste hinanden i en nærmest organisk koncert, der snoede sig frem.
Meget sigende for koncerten var det, at folk blev hængende. Det lyder måske ikke af noget særligt, men A Colossal Weekend har dette år været præget af en hel del sivning midtvejs, og det hænger nok til dels sammen med programmets sammensætning, hvor konkurrencen blandt de mindre bands er hård og ubarmhjertig. Men ingen ønskede at gå glip af Alkymist, der, som et virkelig godt komponeret fotografi, fængslede publikum, mens de langsomt kværnede sig igennem Lille Vega og åd alt på vejen. Tunge riff fik modspil af lange crescendo-opbygninger, og det gav lige præcis så meget variation i musikken, at koncerten på intet tidspunkt blev kedelig trods dens gennemgående slæbende tempo.
Da koncerten – alt for tidligt – lakkede mod enden, var vi ikke i tvivl: Vi havde netop hørt A Colossal Weekends bedste lyd nogensinde, og mon ikke også vi havde fået en koncert, der let skriver sig ind i årets top-3?