Den danske undergrund i blomst

51356435_3409171315778445_8653119896000921600_o
53344646_3458035810891995_2329675035414888448_n

Ulmende sortsind og episk storhed dannede et veleksekveret parløb, da Rising og Alkymist i fredags lagde vejen forbi Hotel Cecil og viste hver sin facet af den danske metalscene.

Kunstner
Titel
+ Alkymist
Dato
15-03-2019
Genre
Trackliste
1. Salted Earth
2. Hunger and Exile
3. All Dirt
4. White Heat
5. Empirical
6. Death of a Giant
7. Camp Century
8. Kill Automation
9. Sea of Irrelevance
10. Old Jealousy
11. Aeterna
Forfatter
Karakter
4

"NO PLACE TO DWEEEEEEEEELL!"

Det afsluttende brøl fra Alkymists Peter Bjørneg i den indledende 'Myling' rungede ud i salen, og deres kompromisløse tyngde lagde et tungt slør over Hotel Cecil denne fredag aften. En aften, der bød på mange hårdtslående fristelser i nabolaget med både Temple of Doom Days i Lyngby og Mayhems black metal-festival Vort Fatum, for ikke at glemme badeandsentusiasterne, der kæmpede om at drikke sig mest i hegnet til Alestorm. Ikke desto mindre var fremmødet solidt, hvilket begge aftenens bands tydeligvis havde deres andel i. Chancen for at se Rising siden udgivelsen af deres hæderroste seneste album 'Sword & Scythe' har været så som så, og Alkymist oplever i disse tider en velfortjent hype, selvom det fortsat primært er sidste års selvbetitlede fuldlængde, der står på sætlisten i mere eller mindre forskudt rækkefølge. Man vidste, hvad man fik, og der var da heller ikke nogen væsentlig opdatering af opskriften fra When Copenhell Freezes Over. Crowbars sludgede tyngde. Sleeps stonede progressioner. Den sorte garderobe. Peter Bjørneg gemt bag de vanligt tonede solbriller. Den fysiske indlevelse begrænset til et par afmålt vuggende bevægelser.

Med dét sagt havde Alkymist her i Hotel Cecils rammer, i modsætning til på Lille Vegas øverste etage, betydeligt bedre rammer for at udbygge det tunge lydbillede, der i deres fravær af sceneoptræden tydeligvis har det fulde fokus. Det er nemmere at bære over med den spartanske visuelle stimulans, når lyden som her får de helt rette vilkår. Kvartetten stod mere tydeligt frem i nuancerne, hvor de velkendte former momentvis tilførtes yderligere drabelig tyngde end i de velkendte versioner. Less is more, hellere springe en takt over end at overkompensere, så livsleden virker mere bombastisk, syntes at være doktrinen. De pæne kulisser og velfriserede kulørte forhæng dannede ganske vist et modspil til Alkymists ulmende mørke, hvor one-liners som ”I deserve to leave this world havde været bedre tjent med et mere gustent bagtapet. Dødsmaskinen på Ungdomshuset kunne eksempelvis have været et bedre match til deres depressive dystopi, men Lasse Ballade nailede fornemt lyden bag pulten, og med deres indtil videre sparsomme bagkatalog kunne vi ikke ønske os meget mere på den auditive front. De simplificerede farvekoder, hvor hvert af aftenens fire numre blev flankeret med hver sin farve som modspil til det sorte look, gjorde til gengæld ikke meget for at højne underholdningsværdien. En mere dynamisk brug af scenen havde været mere klædeligt, så vi ikke glemmer at vi er i live – trods den umiskendelige livslede.

Imperisk storhed
Parallelerne mellem Alkymist og aftenens hovednavn var noget begrænset. Hvor Alkymist brugte lang tid på at opbygge deres musikalske sortsind, formidlede Rising deres melodiske sludge-rock i mere kortfattede, kontrollerede rammer. Morten Grønnegaards højstemte fraseringer var en markant modsætning til Peter Bjørnegs gutturale vredesudbrud, og guitarist Jacob Krogholt og bassist Bjarke Lassen holdt sig ikke tilbage fra spontane udfald af store armbevægelser. Den primære lighed lå i den elegante sorte garderobe, der dog i Risings tilfælde flankeredes af et mere levende sceneshow, som kom betydeligt bedre til sin ret end under de mere beskedne forhold i november sidste år på Aalborg Metal Festival, kort efter udgivelsen af 'Sword & Scythe'.

Et album, der som forventeligt var hovedretten i aftenens anledning, og som bl.a. bød på gæstebrøl fra Simon Hestbæk Christensen, der ligeledes var hevet ind i aften til at supplere bandet i sange som 'Sea of Irrelevance' og den indledende førstesingle 'Salted Earth' som det brutale modspil til Grønnegaards mere lyse toneleje. Uagtet hvor meget ekstra punch det tilføjede til scenen, når Christensen tog del i løjerne, så var Grønnegaard det naturlige omdrejningspunkt, der ikke blot stod for aftenens koncertplakat (for ikke at sige hele Risings artwork), men også indtog en central rolle i de meget vokalbaserede kompositioner. Overgangen fra de første to album til forgængeren 'Oceans Into Their Graves', hvor Grønnegaard kom med i bandet, er tydelig, ikke blot på vokalsiden. Inspirationerne rykkede sig mere i retning mod de klassiske metaldyder med mere storladne, progressive indfald, og det er derfor heller ikke en overraskelse, at de unge år fortsat efterlades hengemte med al vægt på de seneste to udgivelser. Det er også for det bedre. Sangskrivningen er styrket betragteligt, og selvom Grønnegaard givetvis ikke har den store karismatiske sangstemme, vinder han betragteligt på både de stærke, catchy fraseringer og på intensitet. Det er tydeligt, at de har hjertet med i Rising, og de stærke melodier, ikke uden en vis svaghed for sydstatslige forbilleder som Mastodon og Baroness, var smittende i den mere direkte levering, de fik med denne aften. Sing-along-valuen i 'Empirical' var svær at overse, mens Grønnegaard toppede på den mere udfordrende 'Old Jealousy', inden der blev rundet af med 'Aeterna' som aftenens episke sjæler. Bandet var tight og gjorde ganske vist ikke meget for at udfordre sangenes vante former, men når sangene fremstår så stærke i sig selv, skal det ikke ligge bandet til last.

Tværtimod virker Rising anno 2019 on top of their game, og selvom Grønnegaard trods intensitet havde en vis distanceret fremtoning og godt kunne slå stærkere igennem som frontfigur, så var det en mindre brist i det større billede. De lignede et band, der har fremtiden foran sig. Der er i øjeblikket mange lyspunkter på den danske metalscene, og havde man haft tvivl om Risings og Alkymists potentiale, inden Hotel Cecil åbnede dørene, var denne fredag aften blot yderligere et veleksekveret bidrag til folkets oplysning.

Alkymist: 4
Rising: 4