Potentialet lige under overfladen

RISING_Sword_And_Scythe_Indisc23_Artwork_lo-1024x1024

Risings fjerde album er stærkt på instrument-siden, og hvis vokalerne kunne følge med, ville albummet få væsentligt mere end prædikatet 'solidt' kastet efter sig.

Kunstner
Titel
Sword and Scythe
Dato
26-10-2018
Trackliste
1. Amor Fati
2. Empirical
3. Hunger And Exile
4. Camp Century
5. White Heat
6. Ancestral Sun
7. Civil Dawn
8. Salted Earth
9. Renewal Ritual
10. Kill Automation
11. Sea Of Irrelevance
12. Aeterna
Forfatter
Karakter
3

Københavnske Rising er nu på deres fjerde plade med bister beskidt heavy rock, men så alligevel føles det kun som andet album, fordi store udskiftninger omkring 2013 betød, at sangskriveren Jacob Krogholt er den eneste, der er tilbage fra de to første albums, mens trommeslageren fra debut-EP'en, Martien Niemann, der var med til at grundlægge bandet, også er vendt tilbage og sikrer en vis kontinuitet. Med de mange nye medlemmer skiftede fokus fra et sludgemetallisk udtryk over i retning af halvfjerdserrocken, og det føles næsten som to forskellige bands, man lægger ører til.

‘Sword and Scythe’ ligger naturligt i forlængelse af ‘Oceans Into Their Graves’ fra 2016, hvor guitarharmonier og en mere melodisk vokal fik lov til at stjæle lydbilledet. Men hvor førstnævnte har fået mere plads, tager forsanger Morten Grønnegaard ikke rigtigt fat. 

Jacob Krogholt har alle dage haft gode ører for stærke guitarriffs til de onde stunder, men fornemmelsen for både at smede dem simpelt, fængende og overraskende er kun blevet bedre. På ‘Sword and Scythe’ trænger de seksstrengede sig konstant på i aggressive angreb, hvor versriffsene giver plads til sang, omkvædet understøttes og mellemstykkerne er en opvisning i twinguitarer, som skrev vi de gladeste firsere. 

Men det sker på bekostning af vokalen. Grønnegaards vokal har både finesse, en råhed og tilpas med varme, og derfor burde man få mere ud af det underbyggende bands hårde arbejde – men den fylder alligevel ikke nok. Der er meget langt mellem de virkeligt påtrængende melodier, og midt i kaskaderne af guitarer savner man i for stor grad omkvædet som et naturligt klimaks. Der bygges op og bygges op, og så udebliver højdepunktet. Uden at jeg skal gøre mig klog på intentionerne eller bandets tanker, sidder man med en følelse af, at Rising lige her holder sig tilbage fra at lade det eksplodere i et alle-mand-med-foden-på-monitor-øjeblik. Det er som om, at evnerne er der uden at blive foldet ud. 

Når det er sagt, er ‘Sword and Scythe’ et velfungerende album. Der er masser af fede detaljer at dykke ned i, stor variation, stærkt instrumentarbejde, et veldefineret, stilsikkert udtryk og en god energi. Det frustrerende er bare, at lige under overfladen gemmer der sig et endnu større potentiale, som, hvis det var blevet indfriet, havde hævet karakteren ikke bare til 4, men sandsynligvis også et flot 5-tal. Det gemmer vi forhåbentlig til albummet med samme nummer i diskografien.