Reportage: When Copenhell Freezes Over 2019

_R7A1981 copy
_R7A1138 copy
_R7A1367 copy
_R7A1541 copy
_R7A1605 copy
_R7A1731 copy
_R7A1865 copy
_R7A2146 copy

Der blev holdt højt niveau, men særligt to bands tronede over de andre til Copenhells showcase, der viste bredde og dybde i dansk rock og metal. Men selvom scenen i udvikling, er publikum ikke altid med.

Kunstner
Titel
+ Sunless Dawn + (0) + Cold Night for Alligators + Alkymist + Tainted Lady
Spillested
Dato
26-01-2019
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Forfatter

Den danske metalscene trives og har det godt. Nye bands dukker kontinuerligt frem, og man skal ikke kigge langt efter det høje musikalske niveau. Og selvom der for musikerne er langt til noget, der minder om en hæderlig fast indtjening, er der et trofast og loyalt publikum, der bakker op om musikken.

Gennem en kollektiv indsats har scenen åbnet mere for udlandet i de senere år, hvilket især skyldes landets ubetinget største platform i Copenhell, der med vintertraditionen When Copenhell Freezes Over kuraterer en række upcoming bands for internationale branchefolk og lægger et værdifuldt stykke arbejde i at promovere dansk metal.

Succeshistorien er Baest, der på næsten ingen tid gik fra undergrunden til en kontrakt på Century Media og et internationalt publikum, og selvom mindre nok også kan gøre det for de upcoming bands, er det hele nu ikke en dans på roser. For selvom de seks navne til 2019-showcasen generelt viste et højt niveau og afspejlede scenens bredde, var det også tydeligt, at det ikke er alle udtryk, der tænder en gnist i publikum.

Overbevisende start
Traditionen tro blev der skiftet mellem scenen i Lille Vega og den mindre scene i loungen ovenpå med en halv times spilletid til hvert band. Første levende billede var aarhusianske (0), der med deres gennemførte mystik fangede vores opmærksomhed sidste år. Deres sammensmeltning af prog, black og post-metal er stemningsfuld og skiller sig tilpas meget ud, ligesom det, at der blandt andet spilles på en klassisk Stratocaster-guitar giver musikken en mere ulden rocklyd, man sjældent hører i metal.

Bandet spillede overbevisende, og man kunne ane de dansksprogede tekster bag forsangerens brutale røst, hvilket gav universet en vis charmerende kant. Der blev groovet og spillet hammer-on-riff i vid udstrækning, og i ’1136’ blev der ligefrem gjort plads til et discobeat, før bandet til slut søgte over mod det atmosfæriske. En fornem start på aftenen.

Metal til din Instagram
Hvor (0) havde publikum med sig, var det op ad bakke for Cold Night for Alligators. Efter en båndet elektronisk intro gik djent/mathcore-gruppen på og spillede ’Violent Design’ fra deres nye album ’Fervor’. Der var bare ikke én eneste arm i vejret, og da frontmand Johan Pedersen efterfølgende sagde tusind tak og præsenterede bandet, udeblev bifaldet.

Cold Night for Alligators' blanding af perkussiv teknisk metal og r’n’b-poppede omkvæd er Instagram-venlig og væsentligt mere i trit med tidsånden og den dominerende populærkultur end så meget andet metal, men om man musikalsk er til det, er så sandelig en smagssag.

Selvom jeg ikke er en af tilhængerne, så bøjer jeg mig for metalbands, der kan skrive et godt og catchy popomkvæd. Det kan Cold Night for Alligators. ’Canaille’, også fra den nye plade, understregede dette og fik aktiveret dele af publikum, mens det tyndede ud i resten. Der var tydeligvis mange, der ikke mente, det var fremtidens metal for dem.

Divergerende indlevelse
Det var ikke, fordi bandet ikke prøvede at overbevise. Johan Pedersen er en karismatisk performer, og på afstand lignede han med sit krøllede hår på toppen Martin Hedegaard fra X-Factor og popforetagendet Saveus, bare med flere tatoveringer. Men han er også en dygtig sanger. Han spænder bredt i sin range og veksler ubesværet mellem heftige brøl og en skrøbelig sensibilitet, som blev stærkt demonstreret i en egenhændig call-and-reponse-udveksling i slutningen af ’Nocturnal’, hvor han stod alene tilbage på scenen kun akkompagneret af trommerne og backingtracket.

Den form for indlevelse kan man savne hos Alkymist, hvor de eneste bevægelser fra frontmand Peter Bjørneg var en blid vuggen frem og tilbage ved mikrofonstativet. Med sine sorte briller og skaldede isse stikker hans look ud fra resten af bandet, men selvom han giver den tunge og svagt avancerede doom en kropslig fylde med sit grove brøl, så bliver man ikke suget ind af præstationerne eller aktiviteten på scenen. Musikken fylder lokalet ud, og publikum tager imod det, men det er ikke, fordi der skabes et bånd.

Vild sejrsrunde
Det er noget, man slet ikke kunne sige om aftenens næste to indslag. Sunless Dawn har taget sejrsrunden, siden de vandt den danske Wacken Metal Battle i 2016, og har senest kunnet fejre en fremragende modtagelse af debuten ’Timeweaver’. Det har tydeligvis sat sig hos bandet, der indtog Lille Vegas scene med selvtillid og overskud og leverede en halv times pletfri progressiv metal. Håret var velfriseret, og de sorte skjorter tætsiddende, men særligt forsanger Henrik Munch lookede hårdt i en stram turtleneck, der var proppet ned i bukserne (den slags må man godt, når man spiller prog), mens han stabilt leverede sin growlvokal. ’Apeiron’ blev fulgt op af den hårdt huggende ’Grand Inquisitor’ og sangtrioen ’Biomorph’, der med sine 15 minutters fulde længde måtte blive koncertens sidste. Smilene var store og bifaldet ligeså.

Der er dog ikke plads til meget vildskab hos Sunless Dawn, hvor man kastes rundt mellem skæve taktarter, flerdimensionelt udvidede akkorder, soli og korstykker. Den musikalske kompleksitet kræver opmærksomhed, og den giver man gerne, når nogen spiller så godt, som Sunless Dawn gør.

Vildskab fik man til gengæld hos Xenoblight, de seneste vindere af den danske Wacken Metal Battle. Bandet fra Silkeborg spiller ligesom Sunless Dawn stramt og kontrolleret, men deres dødsthrash har en helt anden piskende energi og vitalitet over sig. Der blev smadret igennem i numre som ’Oblivion’ og ’Descension’, forbilledligt ledt an af Marka Hyldemar, og selvom sammenhængen i lydbilledet afhang af ens placering i rummet, så var publikum ret så enstemmige i modtagelsen.

Med makkerparret ’Kill Yourself’ og ’Predominance’ opstod en intens moshpit foran den lille lounge-scene, og der blev crowdsurfet frem mod fronten, før Hyldemar tog selv turen ud på publikum til sidst, og bandet sluttede foran et lokale, der knitrede af elektricitet. Hvis man skal pege på ét band, der på baggrund af aftenens koncert viste sig klar til at tage skridtet videre, så er det Xenoblight. Vi formoder, at de dersens internationale branchefolk så med og tænkte det samme.

Sympatiske klichéer
Efter dén energiudladning var det nok tænkt sådan, at hard rock-gruppen Tainted Lady, der er fra Kolding af alle steder, skulle stå for den festlige afslutning. Det giver mening, når man bliver mindet om, at Copenhell også er Copenrock og ligeledes kuraterer den del af scenen, og Tainted Lady spillede da allerede på festivalen sidste år, hvor de fik den utaknemmelige tjans at åbne pladsen 12.30 tidligt fredag eftermiddag. På den måde er de allerede i mål, når man tænker på, at mange af de navne, der spiller på When Copenhell Freezes Over, ofte spiller på Copenhell et år senere.

Tainted Lady har deres stil, og den følger de slavisk. Det er åbentstående skjorter, lange og flotte krøller, Les Paul-guitarer og Thunderbird-bas og AC/DC, Deep Purple og Def Leppard som forbilleder. Men at de har et godt greb om deres udtryk, ændrer bare ikke ved, at klichéerne står i kø og bare venter på at blive skudt ned. At man i år 2019 i ramme alvor kan finde på at synge linjen ”let’s get our boys back from Vietnam” efterfulgt af et kollektivt ”HEY!”, som var det Woodstock 1969, vækker seriøs undren. Hvis arrangementet skulle handle om hårde musiks fremtid, så er det her alt andet end dét.

Klichéerne og anakronismen til trods fremstår gutterne dog også enormt sympatiske, de optræder med iver og spilleglæde, og så har de i frontmanden Michael Catton en stemme, der faktisk kan måle sig med forbillederne. Det udnytter de også til fulde i numre som ’Song of Reckoning’ og rocksjæleren ’The Best Days’, men som tidligere på aftenen blev det modtaget lunkent, hvor dele af publikum var med bandet, mens det tyndede markant ud i resten. Måske de havde fået deres dosis tråd, måske den form for partyrock ikke var den rette måde at slutte aftenen af på. Måske de bare ville drikke videre andetsteds.

When Copenhell Freezes Over viste i hvert fald, at lige så meget som den danske rock- og metalscene anno 2019 kan pege frem, lige så meget kan den også pege tilbage. Men det er altså i førstnævnte, at scenen står stærkest.

Billede 1: Xenoblight
Billede 2: (0)
Billede 3: Cold Night for Alligators
Billede 4-5: Alkymist
Billede 6: Sunless Dawn
Billede 7: Xenoblight
Billede 8: Tainted Lady