En sjælelig mavepuster
Populær
Alkymist er stormet frem af undergrunden og er nu klar med et debutalbum, der dirrer af mørk intensitet.
2. Djinn
3. Myling
4. Black Egypt II
5. Paradise
6. Serpent
Alkymist udsendte i januar ep’en ‘Element’ som deres første. Den indeholdt fire tunge numre og gav et godt indblik i, hvad de garvede musikere vil med hinanden.
På ‘Alkymist’ går flere sange fra ep’en igen, nye er tilføjet, og en gedigen produktion løfter musikken. Med Indisciplinarian i nakken og Lasse Ballade (Solbrud, Orm, Halshug, Slægt m.fl.) på knapper har den to år gamle konstellation allerede stærke kræfter i ryggen.
Trods de blot seks skæringer på det selvbetitlede album varer rejsen knap tre kvarter, og det hele starter med singlen ‘Ghost’, der blev sluppet løs i september og også er det nummer, der er lettest at gå til. For dem, der faldt for Triptykons ‘Melana Chasmata’ (2014) vil introen til ‘Ghost’ hurtigt vække genkendelse som en genfødsel af ‘Aurorae’; som Triptykon på stesolid.
For Alkymist spiller langsommere. Per definition. Hverken sludge- eller doom-mærkatet indkapsler til fulde Alkymists genreeksperimenterende tilgang. Med ‘Ghost’ introduceres også Peter Bjørnegs vokal, der er det udtrykte billede på, hvordan det lyder, når man høvler brosten på et rivejern.
På ‘Djinn’ udfoldes fyldigere riffs, der bindes sammen af en både simpel og bombastisk lydflade, hvor det bliver klart, at musikernes selvsikkerhed og mod til at skabe rum til pauser giver plads og endnu mere pondus til brutaliteten. Præcis som på scenen, hvor Alkymist befriende demonstrerer, at de ikke forsøger at lege band. De står der bare, velvidende at de har al mulig grund til at stå netop der, og uden behov for at gemme sig bag opmærksomhedskrævende spotlights eller påtaget headbanging.
Den stil er der delte meninger om på redaktionen – blandt andet i anmeldelsen her og også i denne – men fra denne side af højttalerne er perspektivet, at det bringer en ydmyghed til musikken, der til gengæld får lov at tale for sig selv. Alkymist er et band, der ikke behøver at lade som om, og det er et stoisk udtryk, det er lykkedes dem at tage med sig i studiet.
Paradoksalt ubehag
I september fortalte Peter Bjørneg til Sort Søndag, at han har skullet genopfinde sin vokal, og det er ikke Detests growlende bulldog, der høres, når han i Alkymist åbner gabet og giver los for kreativiteten. Han har fundet en skarphed i de nye brøl, der optræder lige så ofte som en ren, dyb stemme.
Omgivet af en defineret produktion med god plads står Bjørneg kraftfuldt i lydbilledet, så samtlige indre organer fatter budskabet ved ren frekvenspåvirkning.
Som i de foregående numre er vokalen i ‘Myling’ sammenhængskraften, mens trommerne holder pulsen tilbage, og guitar og bas runger langsomme melodistykker ud under nattesorte grangrene. Melodiopbygningen og de dynamiske yderpunkter gør ‘Myling’ både modig, intens og brutal i et og samme nu. Det er som at trække vejret gennem ler og samtidig finde nydelse i det paradoksale herved.
Kompetent legestue
Den korte ‘Black Egypt II’ er et anonymt interlude, inden ‘Paradise’ brager i gang, lige på og hårdt. Også her får vi Bjørnegs forskellige vokaler; først den doomede rene og så den brølende. Der bliver overbevisende leget med formen med rytmeskift og udvidede takter, med det overordnede riff som genkendelig faktor.
Lækkert, at Alkymist får noget, der kan synes kompliceret for rytmeforståelsen, til at lyde så tilgængeligt og homogent. Her kan den jammende tilgang til sangskrivningen tydeligt mærkes sammen med kræfterne hos de rutinerede musikere, der udover Bjørneg består af Kaspar Luke (ex-Düreforsög) på bas, hårdtslående Philip Morthorst (ex-Franklin Zoo) bag tønderne og Stefan Krey (Magnified Eye, ex-Black Succubi m.fl.) på guitar.
Numrene er overvejende i samme tempo, og selv når albummet er hørt mange gange, flyder de sammen, så det er let at miste tid og sted i processen. Man stener simpelthen med, og selvom det kan lyde som et kompliment, bliver det diffust ikke helt at vide, hvor på pladen man befinder sig.
Det gennemgående udbytte af Alkymists debut (der selvsagt skal høres højt) er et eftertænksomt mørke, en følelse af først at få en mavepuster i sjælen og dernæst kunstigt åndedræt, forløst af tung instrumentering og intens vokal.
‘Alkymist’ lukkes af den smukt opbyggede ‘Serpent’, der med sine 11 minutter også er længst på et gennemarbejdet og lytteværdigt album.