Roskilde ‘19: Doom, punk og legestue

Alkymist og Konvent kommer til at lægge en knusende tung bund for Roskidle Festival, når de spiller under opvarmningsdagene sammen med Gullo Gullo og flere.

Alkymist:
”En sjælelig mavepuster” var vores beskrivelse af Alkymist, da doom/sludge-orkestrets debut udkom sidste år. Og bandet er absolut bastant, tungt og langsomt, men også en god del mere end det. Alkymist er en konstellation af rutinerede kræfter med en baggrund i blandt andet Detest og Düreforsög, der med ny inspiration og nye indgangsvinkler giver et dystopisk, minimalistisk bud på, hvordan doom-metallen skal skæres nu om dage. Resultatet er dystert, livsdræbende og visse steder næsten sortmetallisk i sit nihilistiske udtryk. Med forsanger Peter Bjørnegs vokal som det naturlige samlingspunkt, der veksler mellem rensang og vred brølen, fremstår Alkymist både sårbart og ubarmhjertigt aggressivt.

Episk, progressivt, slæbende og sjældent tung sludget doom er, hvad Alkymist står for, og orkestret er uden tvivl noget af det bedste doom-metal herhjemme siden Saturnus.



Læs vores seneste pladeanmeldelse.
Læs vores seneste koncertanmeldelse.


Konvent:
I samme gungrende, forrevne slæbespor som Alkymist finder vi Konvent. Den københavnske kvartet excellerer i langsom, drønende tung og dødsmetallisk doom-metal. Fokus er på slæbende, dystre riffs, dundrende trommer og forsanger Rikke Emilie Lists monstrøse growl, der tilføjer rigelig brutalitet til den i forvejen dronende tyngde i musikken.

Bandet udgav deres første demo i 2017, og debutalbummet ser dagens lys senere i år. Ventetiden bliver brugt på at spille koncerter på både Copenhell og Roskilde Festival, og selv om Konvent formentlig nydes bedst i mørke, kulde og i dårligt humør, kan bandets sommeroptrædener sagtens gå hen og blive intense og medrivende oplevelser.



Læs vores seneste koncertanmeldelse. 
Læs vores seneste interview.


Gullo Gullo:
En forlægger, en helteguitarist, en black metal-festivalarrangør og en trommeslager går ind på en bar, og så – ja, så vælter hele lortet, for det er ikke nogen vits, men udgangspunktet for Gullo Gullo: Et kreativt frikvarter for Slægt-guitaristen Anders M. Jørgensen og hans trommeslager fra Kamp, Axel Green, Vort Fatum-arrangøren Jesper Bagger Hviid og Anders Jørgen Mogensen, der til daglig driver forlaget og pladeselskabet Escho. 

Hvis man kan huske sidstnævnte som forsanger i det løjerlige metalband KLoAK, har man også en idé om, hvilket vanvid, der venter én i Gullo Gullo: Der er fuld skrue på de skæve indfald, der bliver smadret igennem, og det hele foregår med et musikalsk overskud, der er absolut forbilledligt. 



Læs vores seneste pladeanmeldelse.
Læs vores seneste interview.


Boundaries:
Københavnske Boundaries byder på melankolsk, keyboard-drevet post-punk, hvor inspirationerne fra eksempelvis Protomartyr og ældre koryfæer som Joy Division er til at tage at føle på. Bandets udmærkede debut-ep fra 2018 maler gråtonede billeder med store, symfoniske harmonier og evigt tilstedeværende guitar-riffs, der sørger for, at melankolien og den sjælelige tomhed er en konstant stemning gennem hele det musikalske udtryk. 

Parallellerne til den engelske punk- og new wave-scene fra slut-70’erne er konstant nærværende, men Boundaries giver stadig deres livtag med den stille post-punk et strejf af det 21. århundrede. Boundaries er indebrændt energi, frustration og fortvivlelse i et underspillet og relevant udtryk, som bliver siddende i én.



Girlcrush:
I opgøret mod heteronormative tilstande har den københavnske trio Girlcrush med sit pop-punkede udtryk dedikeret sig til feministiske budskaber og rummelighed for de eksistenser, der ikke lader sig definere af patriarkatet. Med blot et år og en håndfuld koncerter på bagen er de fornylig blevet signet på We Are Suburban, og således er næste skridt Dyrskuepladsen, hvor de vil sprede galde om de låste kønsdefinitioner. Forbered jer på en solid dosis korte, bidske punkhymner, hvor der er frit spil til at pleje sin indre feminist.



Arre! Arre!:
Den samme agenda kommer Arre! Arre! med fra Malmø: Det er riot grrl om igen, men nostalgifaktoren opvejes af fængende melodier, og der er godt med skrald på de to plader, bandet indtil videre har udgivet. Det kan godt være, at det ikke bliver Arre! Arre!, der får patriarkatet til at vakle, men de leverer et ganske medrivende soundtrack til at forsøge at kradse lidt i facaden på det.