Rigeligt med blandede bolsjer

De lokale indslag blev de store sejrherrer på en broget aften på Train, hvor et talstærkt århusiansk publikum fik præsenteret en bred palette af kvalitet fra det danske vækstlag.

Den måske mest travle uge i en århusiansk metalanmelders liv var godt undervejs. Lørdag blev vi begavet med Wacken Metal Battles indledende heat i Aarhus på Radar, mens Hexis spillede op til dans andetsteds i byen. Onsdag trak Batushka taget ned over Atlas, og lige rundt om hjørnet lurede Spot Festival, der i år havde oppet sit metaludbud gevaldigt, så det krævede en tilstedeværelse fra Devilution. Det er en frekvens af metalkoncerter, som det århusianske publikum absolut ikke er vant til, og det lover godt for fremtiden.

Midt i hele dette overflødighedshorn lå torsdag aftens Spot Metal, hvor en række århusianske metalaktører med MONO i spidsen havde dedikeret en hel aften på Train til metallens vækstlag. Ganske gratis var det, og det ansporede et solidt rykind på Train, der allerede var godt fyldt, da Ethereal Kingdoms startede ballet. Bandet havde spillet en fornuftig koncert til WOA Metal Battle på Atlas fem dage tidligere, og aftenens show var i høj grad en gentagelse af den optræden, der sikrede dem en plads i WOA-finalen.

Deres teatralske, symfoniske metal med vokaler, der skifter mellem operette og dødsgrowl og alt derimellem, er storladent og gennemført, men savner nogle genkendelige hooks, riffs eller omkvæd, der står ud og giver bandet nogle højdepunkter i sættet, der fanger publikum. For trods det solide fremmøde allerede tidligt på aftenen virkede publikum ikke til at være særligt fanget af Ethereal Kingdoms. Bandet er naturligvis ret nyt med et godt udviklingspotentiale, men de er uden ret mange liveoptrædener i ryggen, og i aftenens store koncertlokale formåede de heller ikke helt at trænge ud over scenekanten og fange publikum. Den relativt korte spilletid på en god halv time i bedste Spot-ånd gjorde heller ikke forholdene lettere for Ethereal Kingdoms, der ikke fik trukket mange ind i deres symfoniske eventyrunivers.

Intenst, men monotont
Lige præcis de to ord beskriver meget godt aftenens næste band på affyringsrampen, doom-kvartetten Konvent. Til et gratisarrangement er det ikke kun de mest inkarnerede metalfans, der dukker op, og det var tydeligt at fornemme, at mange af de mindre indviede var vældig imponerede over forsanger Rikke Emilie Lists helvedesrøst, hvilket gav Konvent en vis wauw-effekt. Deres materiale er fandens dystert og intenst, men også til tider lidt forsimplet og monotont. Konvent spillede lige præcis så løst-stramt, som doom-genren påkræver, materialet var tilpas tungt, langsomt og gungrende, og alt i alt var det en rigtig fin koncert, som dog ikke for alvor fangede tilhørerne i det knusende greb af dystert mørke, som et mindre spillested og et mere dedikeret publikum kunne have afstedkommet.

Som Ethereal Kingdoms før dem gav den korte spilletid heller ikke mulighed for meget publikumskontakt, da bandsne naturligvis vil præsentere så meget materiale som muligt. Det samme gjorde sig i øvrigt gældende for samtlige af aftenens bands, så lad os stoppe med at træde i det. Det er naturligvis spillets regler for en koncert i Spot-regi, hvor fokus er mere på at agere som talentshowcase end som en egentlig festival. Men det betød også, at det for alle optrædende var en udfordring at levere en koncert, der for alvor fik publikum med til at skabe en blivende helhedsoplevelse og hæve sig over prædikatet ”en solid indsats”.

De lokale sparkede festen i gang
Unseen Faith var aftenens næste optrædende, og det virkede som om ankomsten af et lokalt band lige løftede niveauet hos det øl- og solskinsmagelige publikum. Ligeledes var der tilsyneladende lidt mere aktivitet at spore nede ved mixerpulten, for bandet blev pludselig bakket op af et lysshow, man ikke havde set meget til under de to første orkestre. Unseen Faith leverede en solid gang deathcore med elementer af både djent og numetal, hvilket fungerede aldeles glimrende på trods af, at lige præcis den genresammensætning sikkert vil få hårene til at rejse sig hos enkelte. Personligt er jeg heller ikke den store tilhænger af Unseen Faiths stil på plade, om end jeg sagtens kan høre kvaliteten i deres materiale. Den kvalitet, kombineret med førnævnte lysshow og en fed attitude fra specielt forsanger Alexander Eriksen, der kom så rigeligt ud over scenekanten, resulterede i aftenens første bud på en metalfest ude blandt publikum, hvor de første par crowdsurfere også meldte sig.

Hvis Unseen Faith havde fået salen til at simre, kom den for alvor i kog, da den lokale blackgaze-stolthed Møl gik på som orkester nummer fire. Møl spiller jævnligt i Aarhus; dette var den tredje koncert på otte måneder, jeg skulle se med dem. Og jeg må give dem, at de bliver bedre og bedre for hver gang, sikkert også efterhånden som deres nysudgivne materiale i form af pladen ’Jord’ kommer mere ind under huden på musikerne i live-regi. Ligesom med Unseen Faith spiller Møl en type musik, der for alvor kan dele vandene, og som Unseen Faith nød Møl godt af, at århusianere i hobetal måske var lidt mere inde i det materiale, som de lokale bands leverede.

Møl bliver en mere og mere intens og medrivende oplevelse, hver gang de spiller live. Specielt i de hårde passager, hvor musikken er mere ”black” end ”gaze”, formår forsanger Kim Song Sternkopf med sine isnende skrig og det bagvedliggende black-maskineri at suge publikum ind i et sort hul af intensitet og fordærv, som man meget nødig vil ud af igen. Jeg missede bandets sidste sang, som desværre angiveligt resulterede i en noget flad finale, i det strømmen på scenen røg. Noget af en utilgivelig børnefejl for et etableret koncertsted som Train, og en fejl, der ikke blev mindre pinlig af, at dens grimme hoved skulle poppe op igen kort efter.

Teknikrod og manglende indlevelse
Grunge/stoner-ekvilibristerne fra CHILDRENN havde knapt spillet et halvt nummer, før lyden endnu engang forsvandt fra scenen. Man tog selv i at tænke ”årh nej, det her bliver en lang aften”, mens bandet forsøgte at tage den kortvarige, ufrivillige pause med et smil. Desværre virkede det som om, at det ufrivillige break ramte CHILDRENNs flow. Fra det øjeblik blev smilene og positurerne lidt for stive og koncentrationen bandmedlemmerne imellem gik ud over deres evne til at skyde et show af.

Bandets materiale er gennemarbejdet og velskrevet, men også til den dystre side stemningsmæssigt. Og med et publikum, der netop havde gennemlevet en fest med Møl og Unseen Faith og havde fået taget godt fra i baren, var CHILDRENNs koncert på denne tid af aftenen noget af en mismatch.

Desværre syntes den fordrukne mangel på engagement fra gratispublikummet også at gå ud over Slægt. Med det roste album 'Domus Mysterium' fra sidste år og et ry for energiske livekoncerter i bagagen virkede Slægt klar til holde blackthrash-messe, da de gik på lidt over midnat. Bandet leverede stilsikkert deres materiale uden slinger i valsen, mens stemningen på gulvet efterhånden mere var til fællessang over Panteras største hits. Lidt synd for det band, der rent kunstnerisk nok havde mest at byde på i aften. Jeg håber, at vi får muligheden for at se Slægt på en lidt mindre scene i Aarhus og foran et lidt mere engageret publikum engang i fremtiden, for der var ingen tvivl om, at det kunne have været meget vildere og mere intenst i den gode halve time, bandet fik lov at rulle sig ud.

Alt i alt havde vi fået en aften med seks bands i vidt forskellige genrer og med en meget blandet modtagelse. De lokale helte var de store sejrherrer på Train i aften; en tendens, der i øvrigt ville gå igen på selve Spot-festivallen de kommende dage. Den store opbakning til arrangementet som helhed var prisværdig og giver en tro på, at metallen for alvor har en rolle at spille til Spot Festival i årene fremover.